”Jeg er lige så spændt som juleaften,” sagde prins Joachim, da prinsen modtog årets U-landskalender pakket ind som en julegave og gik i gang med at åbne den.
Prinsen var til stede ved lanceringen af året U-landskalender i sin egenskab af protektor for CARE Danmark, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Overskuddet fra Børnenes U-landskalender går i år til CARE Danmarks projekt i Nepal, der gavner Himalayas bjergbørn og blandt andet skal sikre uddannelse og sund mad til børn i tre af Nepals fattigste bjergdistrikter.
Det beløb, der samles ind ved salget af kalenderen, suppleres med et ekstra bidrag fra Danida, så det samlede beløb, som går til årets projekt bliver omkring 8-10 millioner kr.
”Jeg husker fra dengang, jeg var barn, hvordan jeg i december åbnede låger i Børnenes U-landskalender og fulgte med i julekalenderen i fjernsynet. Nu åbner jeg ikke selv kalenderen mere, men det gør mine to yngste børn Henrik og Athena, og det er ikke kun os, som bliver glade over at åbne kalenderen,” sagde prins Joachim.
”Puja på 10 år i Nepal er en af dem, der får glæde af, at vi åbner u-landskalenderen i Danmark. Hun bor på en af verdens højeste bjerge, og hendes familie laver tæpper,” forklarede prins Joachim.
Skal sikre undervisning til Nepals børn
Puja og andre familier i Nepals bjerge bor i omkring 4000 meters højde. Om vinteren bliver der meget koldt, og familierne er tvunget til at vandre ned af bjerget for at sikre sig selv og familiens dyr mad.
Mens de er væk fra landsbyen, bliver børnene taget ud af skolen, og når familierne vender tilbage, er eksamen ofte overstået eller lige rundt om hjørnet. Derfor ender mange børn med at droppe helt ud af skolen.
CARE Danmarks projekt, som overskuddet fra U-landskalenderen i år går til, skal blandt andet være med til at sikre, at børnene får intensiv undervisning om sommeren, når familierne er tilbage, så de kan indhente det tabte.
100.000 skal bruge undervisningsmateriale
I forbindelse med pressemødet lancerede Danida også det fælles website om Nepal til alle danske børn og det undervisningsmateriale, som omkring 100.000 skoleelever over hele landet skal have temauger om her i efteråret.
I centrum af materialet står årets bog, ’Det tredje øje’, der er skrevet af forfatteren Kim Langer, og som rapperen Per Vers har indlæst som lydbog. Han har også skrevet en rap til årets kalender, og den bød han også på foran de mange børn, prins Joachim og pressen på Ørestad Skole.
I november kan børnene også møde de nepalesiske børn i programmer på både Ramasjang og DR Ultra. Bl.a. viser ’Ultra Nyt’ to dokumentarfilm om børnene i bjergene og om jordskælvet, der ramte landet tidligere i år.
Ultra-vært Joakim Ingversen har også været afsted og besøge nogle af de børn, som årets overskud går til. Og på Ramasjang tager rejsebamsen Sofus de mindste med til Nepal.
U-landskalenderen er lavet af DR og Danida i fællesskab siden 1962. Kalenderen er i handlen fra denne uge.