En sammenslutning af organisationer, der arbejder med børns vilkår og rettigheder har regnet sig frem til, at overgreb mod børn på verdensplan koster samfundet et beløb, der svarer til 60 gange det danske statsbudget.
Fysisk, psykisk og seksuel vold mod børn verden over koster samfundet op til 7 billioner dollars om året – svarende til 40.000 mia. danske kroner eller 60 gange det danske statsbudget. Det skriver BØRNEfonden i en pressemeddelelse.
Det svimlende tal fremgår af en undersøgelse, som torsdag blev offentliggjort i New York, hvor verdens ledere mødes i FN for at diskutere de kommende års globale udviklingsmål.
Bag undersøgelsen står ChildFund Alliance (CFA), der er en sammenslutning af 12 udviklingsorganisationer rettet mod børn i 58 lande. BØRNEfonden er det danske medlem af CFA.
Undersøgelsen afslører, at verdens samlede omkostninger i form af produktionstab på grund af fysisk, psykisk og seksuel vold mod børn svarer til op mod 8 procent af det globale bruttonationalprodukt.
Undersøgelsen anslår desuden, at de globale årlige omkostninger ved farligt børnearbejde udgør ca. 100 mia. dollars, og at udgifterne ved, at børn rekrutteres af hære og bevæbnede grupper, er 144 mia. dollars om året.
Forebyggelse betaler sig
”Bag de uhyggelige tal findes millioner af tragiske børneskæbner. Undersøgelsen dokumenterer, hvor vigtigt det er, at verdens regeringer giver bekæmpelsen af vold mod børn høj prioritet, når de nye globale mål skal vedtages. Det fremgår tydeligt, at forebyggelse betaler sig – det er uhyggeligt dyrt at lade stå til, også økonomisk i form af mistet produktion.”
”Det kan virke ubehageligt at sætte en pris på noget så indlysende, men det viser problemets omfang og understreger behovet for at gribe til handling. Derfor opfordrer vi verdens regeringer til at gøre forebyggelse af vold mod børn til et prioriteret område, når udviklingsmålene for 2015 og fremad fastlægges,” siger BØRNEfondens formand Stine Bosse fra New York.
Stine Bosse har siden 2010 været udnævnt som FN advocate for 2015-målene, der bl.a. skal reducere fattigdom i verden.
Vi kæmper for børnenes stemme
Forud for FN’s generalforsamling har ChildFund Alliance også undersøgt børns holdninger til de globale udviklingsmål.
2.300 børn i 40 lande har deltaget, og forebyggelse af vold mod børn er en meget klar topscorer, når børnene prioriterer de nye udviklingsmål fra 2015 og frem.
”Det er bydende nødvendigt, at vi lytter til børnene og agerer derefter. Det er børnene, der skal leve med de valg, som verdens ledere træffer nu,” siger Bolette Christensen, CEO i BØRNEfonden.
”Vi er her i New York for at være børnenes stemme, så beslutningstagerne hører budskabet. I undersøgelsen fremhæver børnene mobning, børnearbejde, børneægteskaber, trafficking, fysisk afstraffelse, omskæring af piger, rekruttering af børnesoldater og vold i skolerne som de vigtigste indsatsområder.
I BØRNEfonden ved vi fra vores arbejde i Vestafrika, hvor betydningsfuld denne prioritering er,” siger Bolette Christensen.
I undersøgelsen har børnene også svaret på, hvilke af de eksisterende udviklingsmål, de vil fastholde. Her kommer udryddelse af ekstrem fattigdom og sult, adgang til grunduddannelse samt udryddelse af HIV og AIDS ind på de tre første pladser.
Verdens politiske ledere træffer den endelige beslutning om de fremtidige udviklings- og bæredygtighedsmål på FN’s generalforsamling om et år.