Nye grønne teknologier skal rede os fra den klimakrise, som mange forskere understreger, faktisk allerede er over os. Vind- og solenergi skal erstatte vores afhængighed af kul og gas. Ligeledes lancerer verden eldrevne biler som løsningen på vores forbrug af benzin og diesel i trafikken. Ved at udfase vores afhængighed af fossile brændstoffer skal vi kunne reducere klimaopvarmningen. Alt sammen lyder rigtig godt, men desværre kun i teorien. I virkelighedens verden er der mange ”tvivlsspørgsmål”.
Den grønne omstilling kan faktisk få en høj menneskelig pris og skade vores miljø, advarer forskere. Først skal de nødvendige materialer til fremstilling af den grønne teknologi identificeres, dernæst kommer selve udvindingen af disse, minedriften. Især minedriften er forbundet med en stor menneskelige pris – brug af børnearbejde og slavelignende arbejdsforhold. Derudover kan de økologiske konsekvenser for naturen og dens biodiversitet af denne omstilling være uoverskuelige.
Professor Richard Herrington fra Naturhistorisk Museum i London bruger anvendelsen af metaller som litium og kobolt som illustration af problemet, vi står over for, i en artikel i The Observer.
Disse to råstoffer er uundværlige, når vi skal fremstille genopladelige batterier til el-biler og til lagring af strøm fra vind- og solcelleanlæg. Han anslår, at produktionen sandsynligvis vil stige mærkbart i den kommende tid med dertilhørende dybe konsekvenser for mennesker, deres rettigheder og ligeledes for naturen.
Tager man de to metaller hver for sig, så kommer 60 procent af forsyningen med kobolt fra Den Demokratiske Republik Congo, hvor mange miner anvender et stort antal børn til at udvinde metallet. I minerne arbejder børn uden beskyttelsesmasker og -dragter og indånder de koboltholdige støvpartikler, der kan forårsage dødelige lungesygdomme, og arbejdet foregår i tunneler, der kan kollapse.
Dernæst er der problemet med udvinding af litium. Igen er der, siger professor Herrington i samme artikel i Observer, en forventning om en markant stigning, men her resulterer minedriften i skader for miljøet. I et område, kendt som Litium Trekanten i Andesbjergene mellem Chile, Argentina og Bolivia, betyder de store mængder vand, der pumpes op fra underjorden for at udvinde litium fra malm, en alvorlig sænkning af grundvandets niveau og øget ørkendannelse. I Tibet har gentagne lækager fra en litiummine til en lokal flod udløst fiskedød, forgiftning af yakokser og omfattende protester fra indbyggerne, der også frygter selv at blive syge.
Men de økologiske konsekvenser ved grøn omstilling rækker ud over litium og kobolt. Tag bare det traditionelle materiale cement, som er en væsentlig kilde til CO2 udledninger og som blandt andet bruges til at bygge veje, broer og højhuse. Et andet materiale er kobber, som vi bruger til at producere el-biler samt kabler, som skal forbinde vind-og solanlæg med brugeren, men som kan forvolde store miljøskader,
Problemet i relation til vind- og solenergi er de mange tusinder af tons, der kræves for at drive disse anlæg. Et lignende problem rammer en, når vi ser på eldrevne køretøjer, der forbruger langt mere kobber end traditionelle diesel- og benzinkøretøjer. I sidste ende vil disse grønne teknikker kræve en mangedobling af behovet for kobber, med stigende skader på miljøet .
Fra Udnyttelse af Landbaserede ressourcer til Dybhavsminedrift
Menneskelig fantasi kender åbenbart ingen grænser, når det kommer til at finde nye måder at udnytte naturen på. Vi søger derfor at løse vores teknologiske problemer ved at udvinde materialer fra havet gennem dybhavsminedrift. Atter er der alvorlige problemer for miljø og biodiversitet. Man fokuserer især på metalholdige sten/kugler, der findes visse steder på havbunden. Disse kugler, på størrelse med en kartoffel, indeholder store mængder af eftertragtede metaller såsom kobber, kobolt, mangan. Ifølge den Internationale Havbundsmyndighed indeholder nogle områder såsom Clarion-Clipperton-zonen i Stillehavet millioner af tons kobolt, kobber og mangan.
Umiddelbart lyder dybhavsminedrift som et alternativ, men forskere påpeger straks, at havbunden er rig på et enestående liv. Man taler om mindst 30 enestående encellede organismer. Ingen ved på nuværende tidspunkt, hvilken virkning minedrift af denne karakter vil have på miljøet og dets biodiversitet, der let vil kunne blive beskadiget. Den kendte formidler og naturforsker David Attenborough opfordrer allerede til forbud mod ”ødelæggende” dybhavsminedrift.
Problemet er dette, og der er ikke nogen umiddelbar god løsning: Vil det være bedre eller værre at udnytte havet sammenlignet med at udnytte landjorden og vores regnskove? Et umuligt valg. Man kan jo ikke omgå problematikken ved at vælge at udnytte en form for natur fremfor en anden. Det er at snyde os selv og naturen. Den vil ”hævne” sig på os. Det gør den faktisk allerede, idet vores indtrængen og nedbrydning af menneske-natur forholdet på mange måder ligger bag Covid-19 pandemien. Det er i høj grad et spørgsmål om vores forhold til lande uden for vores synsvinkel, hvoraf mange er udviklingslande, og om overholdelse af menneskerettighederne.
Ifølge antropologen James Smith fra University of California, som har forsket blandt minearbejderne i Congo, udstiller minedriften hele kapitalismens umenneskelige og destruktive væsen. Således fortæller minearbejderne, at de ikke har nogen som helst idé om, hvad mineralerne egentlig skal bruges til. Mineralerne udvindes på billigste vis (ved deres arbejdes sved, under slavelignende forhold og med brug af børnearbejde) for at tilfredsstille vores – den vestlige verdens – behov for grøn omstilling. De aner ikke, at de er brikker i et spil, hvor vi vesterlændinge dirigerer slagets gang.
Som den canadiske historiker Ronald Wright minder om, går vi gang på gang i en ”fælde”, når vi satser uforbeholdent på teknik som motoren bag vores fremskridt Der er nemlig grænser – og altid ulemper – når vi udelukkende forlader os på at finde teknologiske løsninger. Det er faktisk vores ”teknologiske optimisme”, der har bragt verden i uføre (klimaændringer) i første omgang, da vi for et par hundrede år siden påbegyndte industrialiseringen, og umenneskeliggørelsen og udbytningen af naturen og udviklingslandene for alvor tog fart.
Tiden er for længst inde til en alternativ løsning, en holdningsændring, nedbringelse af vækst, stop for udbytning af menneskelig arbejdskraft for vækstens skyld og til at arbejde med og ikke mod naturen.
Bernhard Bierlich er Program Direktør. Han har en Phd fra Cambridge University i global sundhed og antropologi med speciale i både Ghana og Vestindien. Han leder et stort projekt om USAs ulige behandling af sine territorier og minoriteter inden for sundhed for den vestindiske NGO St. Croix Foundation for Community Development.
