Privat nødhjælpsfirma kuldsejlet

Redaktionen

En spekulants drøm om sammen med den pensionerede PFA-direktør André Lublin at tjene penge på internationalt nødhjælpsarbejde er bristet, skriver Ekstra Bladet onsdag.

André Lublin lægger i en samtale med avisen ikke skjul på den økonomiske fiasko, som han og finansmanden Nils G. Thomsen er løbet ind i.

André Lublin understreger, at han blev headhuntet til posten som formand for finansmandens nødhjælpsvirksomhed. Headhunterfirmaet mente, at Lublin havde gode forbindelser i dansk erhvervsliv og kunne være en god sparringspartner for Nils G. Thomsen, skriver Ekstra Bladets John Mynderup.

– Vi har tabt næsten 12 mio. kr. på at bygge virksomheden og internetportalen Unite2Help op, men vi må erkende, at markedet for at støtte projekter i udviklingslande er ringe. Hverken private eller virksomheder har kunnet se ideen. Ingen lider dog tab bortset fra Nils G. Thomsen, der har brugt sine egne penge, fortæller en skuffet André Lublin. Virksomhedens 10-12 medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige er således blevet afskediget.

Den 40-årige Nils G. Thomsen har med sin organisation Unite2Help forsøgt at skabe sig et image som en moderne Robin Hood. En direktør, der tager fra de rige og giver til de fattige. Hans mål var at effektivisere nødhjælpsarbejdet.

Det er imidlertid kun lykkedes ham at samle en million sammen til sine samarbejdende nødhjælpsorganisationer. Den indsamling har drænet hans formue for 12 mio. kr.