”Profit er nødvendig for langsigtede investeringer”

Landekategorier ift. indkomst

Der er køligt i bilen. På forsædet sidder Danmarks ambassadør i Vietnam, Charlotte Laursen, og bag hende udenrigsminister Kristian Jensen. Han har været på besøg i Vietnam i to døgn og er nu på vej til Ho Chi Minh Citys lufthavn, hvorfra han skal videre til Bangkok.

Programmet er stramt, og Globalnyt er for en halv times tid lukket indenfor i kulden – på den anden side af ruderne er der 30 grader og en luftfugtighed på omkring 95 procent – for at snakke med ministeren om det skift, der er sket i den globale udviklingsbistand de sidste 10-15 år. Skiftet fra hjælp til handel, også kaldet ’Aid for Trade’.

Udvikling er ikke en buffet

Begrebet ’Aid for Trade’ kom for alvor på banen efter årtusindskiftet. I en definition skrevet af Verdenshandelsorganisation (WTO) i 2005 handler Aid for Trade om ”at hjælpe verdens udviklingslande, især de mindst udviklede, med at opbygge den handelskapacitet og infrastruktur de har brug for, for at få gavn af åbninger på handelsområdet”.

Tanken er, at et fokus på handel kan være med til at løfte folk ud af fattigdom og sikre en langsigtet udvikling.

”Tidligere kunne vi sige: ’Prøv og hør, vi er donorland, vi har de her krav – I er nødt til at gøre sådan her’. Det kan vi jo ikke længere, fordi vores del af deres økonomi er så meget mindre. Så vi er nødt til at bruge vores donorstørrelse som en katalysator for en forandring, vi vil have til at ske, og i sammenhæng med noget, vi gerne vil have til at være. Og dér er erhvervslivet i mine øjne en meget potentiel stærk allieret,” siger Kristian Jensen.

I dansk sammenhæng er erhvervslivet og private aktører blevet en stor del af måden at tænke udvikling på. Det er især tydeligt i forhold til Danmarks engagement i de lande, der kategoriseres som mellemindkomstlande – som for eksempel Vietnam – hvor bistandsarbejdet er erstattet af et ’strategisk partnerskab’ med fokus på handel.

At acceptere hele pakken

En af mulighederne er ved at lægge diplomatisk pres, forklarer Kristian Jensen:

”Thailand bliver det første land, som jeg kommer til at besøge, uden at jeg har ministerkontakt. I Vietnam har jeg besøgt tre ministre, i Thailand møder jeg ikke en eneste, fordi vi ikke har dialog med dem. Vi anerkender dem ikke som en samtalepartner på den måde.”

Ministeren forklarer videre, at man også i handelsøjemed kan gøre det klart for regeringerne, at økonomisk vækst hænger sammen med mange andre parametre, og hvis et land som Vietnam er interesserede i den danske måde at gøre tingene på, så er det et spørgsmål om at acceptere hele pakken:

”Man kan ikke bare tage én del ud. Man kan ikke have korruptionsbekæmpelse, hvis ikke der er ytringsfrihed og frie medier, der kan kontrollere, hvad der foregår. Man kan ikke have gode virksomheder, hvis ikke man også har høje miljømæssige standarder. Vi prøver at gøre dem [regeringerne, red.] forståeligt, at vores udvikling hænger sammen. Det er ikke en buffet, hvor man kan vælge nogle ting ud og så lade andre ting tilbage. Det er hele pakken,” siger Kristian Jensen.

Rig, men ludfattig

Mens vi snakker, kører vi igennem et industriområde, hvor gravemaskiner i pink, grøn og blå står opstillet langs vejen. Vietnam er et af de over 30 lande, der siden år 2000 er gået fra at være lavindkomstland til mellemindkomstland. Det er selvfølgelig en god udvikling, men selvom et land bliver rigere, betyder det ikke nødvendigvis, at uligheden falder, og rigdommen fordeles ligeligt mellem indbyggerne.

Verdensbanken vurderer, at tre ud af fire fattige mennesker på jorden bor i et mellemindkomstland, og man kunne fristes til at tænke, at rige lande som Danmark har et ligeså stort ansvar over for dem, som de har over for de resterende 25 procent fattige, der bor i lavindkomstlande.

For Kristian Jensen er det helt naturligt, at når et land får et større indkomstniveau, så skal det også i højere grad stå på egne ben. Derved kan den traditionelle bistandshjælp fokuseres på lande med mere ”presserende behov” såsom Niger, Mali og Etiopien.

En stor del af forklaringen på mellemindkomstlandenes høje andel af fattige skyldes, at fem folkerige nationer hører til i denne kategori. PICNI-landene kaldes de: Pakistan, Indien, Kina, Nigeria og Indonesien. Tilsammen huser de 70 procent af verdens fattige.

Risiko for tilbagefald

Men fattigdomslommer er blot en af de udfordringer, der er forbundet med, at bistandsdonorer verden over forlader den langsigtede fattigdomsbekæmpelse og i stedet hopper på handelsvognen. En anden er risikoen for tilbagefald. Ifølge en rapport fra Overseas Development Institut fra 2011, måtte 25 lande mellem 1978 og 2003 omkategoriseres fra mellemindkomstlande til lavindkomstlande. Her er det et spørgsmål om at landene ikke stagnerer i deres udvikling, siger Kristian Jensen og fortsætter:

”Vi skal bruge de erfaringer til at sige til de her lande: Hvis ikke I fortsætter jeres reformkurs fremad, ikke bare økonomisk men også regeringsførelsesreformer, så falder I tilbage i lavindkomstkategorien. Jeg tror egentlig, det er menneskeligt meget sundt at sige til folk, at verden ikke bare går fremad lineært. Det kræver beslutninger, det kræver politisk handling, det kræver vilje, hvis man skal fortsætte med at stige.”

Skal man tjene penge på fattigdom?

Centralt for hele Aid for Trade-tilgangen og overgangen til at lave partnerskaber med mellemindkomstlande er sammenkoblingen og samarbejdet mellem udviklingsdagsordner og kommercielle aktiviteter.

Børsen holdt sidste år et seminar ved navn ”Tjen penge i Afrika”, hvor danske virksomheder kunne høre om, hvordan de kunne få øget profik ved at investere i Afrika. Seminaret er måske især relevant i forhold til mellemindkomstlande, som huser fem ud af verdens syv milliarder mennesker, og som genererer en tredjedel af verdens BNP. Men hele snakken omkring Aid for Trade åbner i høj grad en moralsk diskussion om, hvorvidt man skal tjene penge på fattigdom. Til det siger Kristian Jensen:

”Jeg har intet problem med profit. Men det, der er væsentligt, er, at det skal være profit med udvikling for øje. Jeg laver ikke udviklingspolitik for at lave erhvervspolitik – jeg har erhvervsvirksomheder med for at lave udvikling. Jeg tænker meget over, hvordan vi kan sikre, at den erhvervsgren, vi har i vores udviklingsstrategi, fører frem til den udvikling, vi gerne vil have. Altså erhvervslivet er for mig at se et værktøj, et instrument, en metode til at nå et mål. De er ikke målet i sig selv.”

I en uge, hvor Danwatch i samarbejde med Politiken har afsløret, at Mærsks skibe bliver ophugget under kritisable forhold på strande i Indien og Bangladesh, kunne man godt tænke, at den pointe er relevant at gentage over for nogle af de større danske virksomheder. Kristian Jensen siger, at det er heldigt, at overtrædelser bliver afsløret, men understreger samtidig, at fejl er uundgåelige.

”Der er fejl, både når vi snakker om private virksomheder, og når vi snakker om offentlige virksomheder – jeg ved ikke hvor mange hvide elefanter man kan finde i vestlig bistand, hvor man har spildt pengene eller i værste fald låst folk fast i en position, de ikke kan udvikle sig ud af – men hvis man skal have volumen med til at lave forandringerne, så er du nødt til at gøre det [løbe risikoen for fejl, red.]”

Det med volumen er vigtigt her, for ifølge ministeren er det kun erhvervslivet, der kan sikre, at de 17 verdensmål bliver nået. Han fortæller, at prisen på målene er vurderet til 4 procent af verden BNI – og med en global bistandsprocent på 0,3 procent af BNI uden udsigt til at stige, bliver man nødt til at indlemme det private erhvervsliv:

”Profit er nødvendig for at have langsigtede investeringer. Ellers er det jo filantropi. Så er det sådan noget Bill Gates, Mark Zuckerberg-fonde, og selvom de er store, så er de jo slet ikke store nok til at redde verden. På ingen måde. Og det betyder jo, at vi er nødt til at få virksomhederne med ind for at nå målsætningen,” slutter Kristian Jensen.

Globalnyts rejse til Vietnam var støttet af Udenrigsministeriet.