Qatars kamp mod hele verden 

“Vi har været udsat for en hidtil uset negativ kampagne, siden æren tilfaldt os at afholde VM i fodbold.”

Sådan lød det fra Qatars emir, Tamim bin Hamid al-Thani, mindre end en måned inden VM-turneringen fløjtes til start.

“I begyndelsen tog vi kritikken til os i god tro, for en del af den var konstruktiv. Men som kampagnen er fortsat, står det os efterhånden klart, at den indeholder fabrikationer og dobbeltmoral,” fortsatte emiren.

Hans skuffelse over den konstante kritik fra især europæisk presse står i skærende kontrast til den hoppende glæde, hvormed hans far, den daværende emir Sheikh Hamad, tilbage i 2010 modtog meddelelsen om, at et flertal i FIFA’s eksekutivkomite havde stemt på den stenrige ministat i Golfen som værstnation for verdensmesterskaberne i fodbold. 

Dengang kaldte sportsjournalister Qatars sejr i FIFA for “et skammens øjeblik”. Og skammeligt var det formentligt. I hvert fald er 16 af de 22 medlemmer af FIFA’s daværende eksekutivkomité senere blevet dømt eller efterforsket for diverse kriminelle handlinger, og mindst tre af dem er gået i skjul i lande, hvorfra de ikke kan udleveres.  

Franske fly og fodbolde

Blandt dem den utrættelige fodboldentusiast fra Qatar, Mohamed bin Hammam, som gennem næsten 15 år fremmede Qatars sag med dollars til alverdens grådige fodboldkonger i håb om selv en dag at blive præsident for FIFA. Han er i dag udelukket fra fodbold for livstid.

At Qatar har købt sig til værtskabet tvivler de færreste på, og landets største omkostning menes at have været emirens aftale med den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy om købet af 50 Airbus A320-fly samt opkøbet af fransk fodbolds flagskib, den nødstedte superligaklub Paris Saint-Germain. Disse milliardinvesteringer er formentlig forklaringen på, at det franske medlem af eksekutivkomiteen, Michel Platini, efter en middag med emiren og præsidenten besluttede sig for at stemme på Qatar i stedet for favoritten USA.

Men det er aldrig blevet bevist. Flere kriminelle efterforskninger af sagsforløbet er alle løbet ud i sandet, og Michel Platini fastholder sin uskyld. Hans søn fik dog senere en høj stilling i et af Qatars investeringsselskaber, og Paris Saint-Germain er i dag Frankrigs rigeste fodboldklub.

“I skal blive stolte over os. I skal blive stolte over Mellemøsten,” lovede Sheikh Hamad det mildest talt overraskede publikum i FIFA’s hovedkvarter i 2010. Blandt dem var den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, som ifølge øjenvidner virkede “venligt forbløffet” over, at USA var blevet forbigået. 

Forbløffelsen var formentligt ikke mindre blandt Mellemøstens diktatorer, som altid har haft et problematisk forhold til både fodbold og Sheikh Hamad. Til fodbold, fordi det er afsindigt populært og fodboldfans kan være ustyrlige. Og til Sheikh Hamad, først og fremmest fordi han i 1996 grundlagde den næsten lige så populære og ustyrlige tv-station Al-Jazeera, den eneste frie, arabisktalende satellitkanal.

Han irriterede desuden sine nabomonarker i golfstaternes økonomiske og politiske union, GCC, med sin snak om politiske reformer og sine tanker om demokrati i hele Mellemøsten. Han lagde sig ud med både naboerne og USA ved at nægte at forbyde Al-Jazeera at bringe Osama bin Ladens taler, og inviterede alligevel den amerikanske hær ind i landet og gav dem deres største luftbase i regionen med mindst 10.000 mand.

Når han slap nogenlunde godt afsted med det hele, skyldtes det, at han med hjælp fra amerikanske olieselskaber havde gjort sig økonomisk uafhængig af sine naboer. Gennem dengang uhørt risikable, men vellykkede investeringer i LNG-gasmarkedet, havde han i løbet af blot 18 år forestået forvandlingen af Qatar fra et forarmet udsted med lidt olie og perlefiskeri til en gasgigant med global indflydelse.

En glitrende hovedstad, Doha, var skudt op af sandet og blevet et knudepunkt for diskret diplomatisk aktivitet mellem Iran, USA, Taliban, Hamas, Israel, Fatah, sudanske oprørsbevægelser med flere. Kort sagt: De, som ikke kunne tale sammen, gjorde det via Doha. Selv celler i al-Qaeda kunne man til tider få i tale ad den vej.

Satsede på det arabiske forår

Det lignede storpolitisk hasardspil, men for Sheikh Hamad gjaldt det om at gøre sig “internationalt relevant,” fortalte daværende leder af politiske studier ved Qatars Universitet, professor Majed Mohamed al-Ansari, mig i 2018. Det var det måske vigtigste værn imod ubemærket at blive opslugt af den store, grådige nabo, Saudi Arabien. 

“Allerede i 1934 hævdede saudierne, at deres naturlige grænse gik ved Doha,” sagde professoren og opregnede saudiernes ulovlige annekteringer af områder i Kuwait, Oman, Yemen, Emiraterne og Qatar, som stort set var gået hen over hovedet på det internationale samfund i løbet af 90’erne. 

Dertil kommer mindst to saudiske og emiratiske forsøg på at afsætte Sheikh Hamad.

Blandt andet derfor var den berømmelse, som VM i fodbold kunne skaffe ministaten, anledning til Sheikh Hamads hoppende glæde i FIFA’s hovedkvarter den 2. december 2010. Og da det arabiske forår brød ud i Tunesien blot 15 dage senere, gjorde han sig snart igen bemærket ved at støtte enhver form for oprørsbevægelse og opposition, som rejste sig mod Mellemøstens målløse diktatorer.

Han hjalp islamister såvel som sekulære med først økonomisk støtte i blandt andet Tunesien og Egypten og senere også med våben i blandt andet Libyen og Syrien. Al-Jazeera var med overalt og blev i manges bevidsthed “frihedens stemme.” Og Qatar blev det arabiske forårs største ven og også dets største gåde. 

“Hvem er I? Hvem er I,” råbte Libyens leder Muammer Gaddafi til qatarerne i en af sine sidste, rablende taler. For hvordan kunne en emir støtte oprørsbevægelser, som risikerede at blive hans eget endeligt?

“Han gjorde det måske 30 procent for at gøre Qatar relevant internationalt. Men 70 procent af det, tror jeg, skyldtes, at han selv virkelig troede, at det arabiske forår ville blive begyndelsen på en ny bølge af demokrati i regionen,” sagde professor Majed Mohamed Al-Ansari, som kaldte Sheikh Hamad en idealistisk leder, som levede mere i idéernes end i realitetens verden.

I dag er professor Majed Mohamed Al-Ansari talsmand for udenrigsministeriet og udtaler sig ikke. Men ifølge professor ved Kings College i London, Andreas Krieg, skal Sheikh Hamads tanker om demokrati ikke nødvendigvis forstås i vestlig forstand.

“Han mente en slags social og politisk pluralisme. Om det skulle være via valg eller via stammeudpegninger eller andre mekanismer var ikke vigtigt. Men det skulle være anti-autoritært, og alles stemmer skulle repræsenteres og høres,” siger han til Globalnyt og tilføjer, at Sheikh Hamad var en ideolog.

Hvis Sheikh Hamads ideologi var gået i opfyldelse, var VM i fodbold 2022 altså blevet afholdt i en meget mindre autoritær region, end det nu er tilfældet. Men foråret slog fejl, også for Sheikh Hamad selv, og i lighed med USA bevæbnede han til tider islamister, som var lige så autoritære som deres fjender, især i Syrien.

Han abdicerede i 2013 for at overlade tøjlerne til sin 33-årige søn, den nuværende emir, Sheikh Tamim, som ifølge Andreas Krieg er “en mindre ideologisk, mere pragmatisk og forsigtig politiker, uvillig til at løbe risici.” 

VM og blokade

Alligevel fortsatte Sheikh Tamim støtten til en hel del folkelige bevægelser, heriblandt Det Muslimske Broderskab, til stor provokation for Saudi Arabien og Emiraterne.

I juni 2017 – da USA’s daværende præsident Donald Trump som del af et officielt besøg i Riyadh havde danset sværddans med det saudiske hof – følte Emiraternes og Saudiernes kronprinser sig stærke nok til at iværksætte en total blokade af Qatar. Det var et forsøg på at berøve landet enhver form for handel og import af fødevarer, med krav om blandt andet at indsætte en ny emir og få Al-Jazeera lukket.

Gaseksporten turde de dog ikke røre, og et år senere – i 2018 – stod det klart, at Qatar ikke alene overlevede, men stortrivedes. Qatarerne havde simpelthen milliarder nok til på rekordtid at skabe nye handelsveje via Iran, Tyrkiet og Asien, og til at skabe mirakler i form af egen fødevareproduktion midt ude i ørkenen. 

Men hvad med fodbold-VM? Otte kæmpestadions var under opførelse. Ville blokaden betyde, at fodboldglade golfarabere blev forment adgang? Ville VM blive flyttet?

“Kun døden kan udfri os,” mente mange qatarer dengang, og det var svært at se en udvej. Saudiske, emiratiske, bahrainske og egyptiske medier svømmede over med hadkampagner mod “terrorstaten Qatar.” Saudierne truede med at bygge en kanal langs grænsen “fyldt med hajer.” Alle qatarer var blevet smidt ud af blokadelandene, uanset at det var dér, de gik i skole, eller deres familier boede. Enhver ytring til fordel for Qatar kunne straffes med en bøde på op til 870.000 kroner plus fængsel i op til 15 år i Emiraterne, Saudi Arabien og Bahrain.

Satellitkanalen BeIN – et datterselskab af Al Jazeera – som har købt de regionale rettigheder til alle de store europæiske kampe og desuden har forudbetalt FIFA omkring tre milliarder kroner for senderettighederne ved VM – måtte finde sig i, at dens signal blev hacket af en saudisk piratsender, som under navnet “beoutQ,” sendte gratis superligafodbold fra Marokko til Yemen. 

Et overraskende gennembrud opstod imidlertid i forbindelse med Asian Cups afholdelse i Emiraterne i januar 2019, da det i sidste øjeblik lykkedes for FIFA at finde et kompromis, som indebar, at Qatars landshold kunne deltage – uden fans, naturligvis. 

Alligevel tog fanden ved spillerne, og de scorede – 19 mål i alt – i stadions blottet for jubel. Ved semifinalen mod værtslandet Emiraterne blev deres nationalhymne druknet i buh-råb, men alligevel vandt de 4-0. Og da de stik mod alle forventninger bankede Japan med 3-1 i finalen, blev de overdænget med sko og vandflasker som hyldest.

En britisk fodboldfan på besøg i Dubai viste sig i en Qatar-fodboldtrøje og blev ifølge eget udsagn arresteret og tæsket som straf. Han kendte ikke loven om, at det var forbudt at ytre sympati for Qatar. Noget lignende skete angiveligt for en intetanende thailandsk stuepige i Abu Dhabi.

Qatarerne var helte, og blokadelandene var til grin. Blokaden havde givet ikke kun landsholdet, men også qatarerne som folk en hidtil uset følelse af sammenhold. Qatars nationalprodukt steg ufortrødent, landets unge emir, Sheikh Tamim, fik heltestatus, også blandt en del af migrantarbejderne. Og da præsident Trump havde tabt præsidentvalget i USA, begyndte de saudiske og emiratiske kronprinser ganske stille og i ly af al balladen omkring trumpstøtternes storm mod kongressen i januar 2021 at opløse blokaden. Uden at et eneste af deres krav var blevet opfyldt. Meget diskret, led for led, så vidt muligt uden at tabe ansigt, og Sheikh Tamim hjalp dem ved ikke at hovere – offentligt i hvert fald. 

“Terrorstaten” Qatar blev efterhånden igen til “en broderlig nation”, og i dag er forbindelserne i Golfen så nogenlunde genoprettet, og de fleste glæder sig til VM.

Tv-rettigheder trumfer menneskerettigheder

“Faktisk var der stor begejstring over VM igennem hele blokaden, og jeg tænkte dengang: Hvordan pokker skal det her skal spænde af, hvis saudierne ikke kan komme afsted i 2022,” siger Andreas Krieg. 

“Saudierne er de største fodboldentusiaster i regionen. Så de er meget glade. Sport og underholdning er et frirum i Saudi Arabien og i Emiraterne, og man griber lejligheden og fejrer, at endelig kommer der international fodbold til deres del af verden. Og alle høster frugterne. For hvis man kigger på logistikken, så kommer de fleste via transit i nabolandene, mest af alt fra Emiraterne. Selv så langt væk som i Oman så jeg i sidste uge tilbud på hotelværelser til fans. Så de forventer også mange gæster. På den måde er det en folkefest i hele Golfen, og selvom det er en FIFA-begivenhed, så gør Qatar brug af lokale traditioner og symboler, og det gør folk ekstra opstemte.”

Var ophævelsen af blokaden et forsmædeligt nederlag for de saudiske og emiratiske kronprinser, så kom den overraskende til at bane vej for, at den saudiske kronprins, Mohamed bin Salman, omsider fik del i den prestige, som er knyttet til at eje en europæisk fodboldklub.

Gennem to år havde han forsøgt at købe Newcastle United, og de fleste troede, at det var på grund af anklager om mord, parteringer, halshugninger og krigsforbrydelser i Yemen, at han var blevet afvist.

Men da blokaden var ophævet, viste det sig, at det var hans tyveri af BeINs senderettigheder, der havde gjort ham til en paria i professionel fodbold. For det er først og fremmest salg af senderettigheder, der holder internationale fodbold i spil, og ved at betale BeIN (alias det forhadte Al-Jazeera) 15 milliarder kroner i erstatning og lukke det saudiske piratselskab beoutQ, fik hans investeringsselskab PIF den 7. oktober 2021 langt om længe lov til at købe Newcastle United for godt 3 milliarder kroner. 

Endelig kunne han måle sig med Emiraterne, som siden 2008 har ejet Manchester City, og med Qatar, som siden 2010 har fejret sejre med Paris Saint-Germain.

Det har næppe gjort kronprinsens glæde mindre, at FN’s Menneskerettighedsråd samme dag, som handelen gik i orden, under pres fra Rusland og Kina måtte opgive at fortsætte undersøgelsen af Saudi Arabiens og Emiraternes krigsforbrydelser i Yemen. 

I dag er de politiske spændinger mellem blokadelandene og Qatars emir rykket fra medierne tilbage til de lukkede, royale gemakker, hvor de fleste golfarabere mener, at de hører hjemme. Og så længe præsident Biden sidder i Det Hvide Hus, kan Qatar formentligt føle sig sikker på, at naboerne holder sig i ro. 

I januar i år udråbte Biden-administrationen Qatar som “en betydningsfuld ikke-Nato allieret,” og samarbejdet med store Nato-lande som Storbritannien, Frankrig og Italien smitter af på sikkerheden til vands, til land og i luften i forbindelse med VM. Desuden har Qatar nu fået adgang til avanceret, amerikansk våbenteknologi, som de andre golfstater ikke har. 

Emiraterne og Saudi Arabien har til gengæld i højere grad rettet interesserne mod Rusland og Kina, og for nyligt gav de præsident Biden fingeren ved at sænke produktionen af olie til glæde for den russiske krigsfinansiering. Qatar, derimod, har sat turbo på udviklingen af nye LNG-anlæg til glæde for de europæiske gaspriser.

Men næppe var Qatar sluppet af med prædikatet “terrorstat” i blokadelandene, før nordeuropæisk presse gav ministaten prædikatet “diktaturstat.” 

Det er ifølge Andreas Krieg helt forkert.

“Qatar er nok autokratisk, men styret er ikke autoritært,” siger Andreas Krieg, som mener, at de fleste grupper i befolkningen bliver hørt og endog ofte får deres ønsker opfyldt.

“Men så må man ikke glemme, at Qatars befolkning kun tæller 330.000 individer. Det er en lille homogen flok, som til og med er verdens rigeste, og som alle har en direkte eller en indirekte forbindelse til emirens familie. Deres problemer er luksusproblemer.”

For de millioner af fattige migrantarbejdere, som rejser ud og ind af ministaten, ser virkeligheden imidlertid markant anderledes ud. En betydelig del af dem lever under kummerlige kår, og det er nu blevet et kæmpe problem, som tilsyneladende er kommet helt bag på landets befolkning og får deres emir til at beklage sig over vestens negative kampagne: 

De kommer fortrinsvist fra Indien, Bangladesh, Nepal, Sri Lanka og Pakistan, og det er dem, der har bygget de otte nye stadions, den ny metro og lufthavn og alt det andet nye til fodbold-VM’et, som Qatar har smidt omkring 1.650 milliarder kroner ind i. – Ligesom de i øvrigt har bygget alle Golfens øvrige glitrende hovedstæder og infrastruktur.

De har altid været der, lige for næsen af alle de journalister og akademikere, der har besøgt Golfen siden olieboomet i 1973, og deres slavestatus har sjældent vakt synderlig opmærksomhed.

Det har VM i Qatar omsider sat fokus på, og forandringer er i gang. Muligvis i en grad, så det fremover kan komme migrantarbejdere i hele Mellemøsten til gode, og det skal Globalnyts næste artikel om fodbold-VM handle om.