Radio Kobanî
Instruktør: Reber Dosky
Holland, 2016
DCP, 72 min.
Engelske undertekster
Tilladt for børn over 15 år
Kobanî, 2015: De sidste IS-styrker er endnu ikke helt fordrevet, og store dele af byen ligger jævnet med jorden. To unge, kurdiske kvinder sætter et radiostudie op i en forladt bygning. De begynder at rapportere om livets gang i byen og interviewe menneskene i og omkring Kobanî, spille musik og bringe nyheder. De gør det for at opmuntre og informere.
Vi følger gennem omkring et år både udviklingen af radiostationen Radio Kobanî og genopbygningen af byen Kobanî. Det er to parallelle forløb: Byen går fra en sønderskudt ruinhob med halvrådne lig mellem murbrokkerne til efterhånden at blive genopbygget og begynde at ligne en skrøbelig udgave af sig selv, mens radiostationen går fra at opleve tekniske problemer med generatorer, der sætter ud, og en placering i et tilfældigt værelse i et tomt hus, til at flytte ind i bedre og flottere lokaler uden strømafbrydelser.
Livet overgiver sig aldrig
Dilovan fortæller i brudstykker sin historie til et barn, hun engang skal have. Hun fortæller om flugt, om afbrudte livsdrømme, om den konstante angst for, at de familiemedlemmer, der blev tilbage for at kæmpe, skal blive dræbt. Om tilbagevendende mareridt og om inderligt savnede barndomsvenner, der blev slået ihjel på måder, der også dræbte barndommen og latteren i hende. Det er en poetisk, trist og tilbageskuende monolog.
Samtidig følger vi hendes arbejde med at opbygge radiostationen, og udviklingen i byen, der efterhånden gør det muligt for menneskene igen at være mennesker, og gøre de ting, mennesker gør: Snakke sammen, gå i parken, le, forelske sig. Det er en ukuelig, livsduelig og fremadrettet bevægelse.
Dilovan interviewer flygtninge i flygtningelejre, erhvervsdrivende i byen, kurdiske forsvarsledere. Efterhånden som byen bliver genopbygget, skifter radiostationen fokus. Det samme gør hendes liv. Hun er en ung kvinde, der har været igennem en forfærdelig krig, men som stadig er drevet af de samme impulser, som unge mennesker er overalt.
Det er livsbekræftende at se, at man mellem savnet af dem, der blev dræbt, og kampen for at genopbygge sit hjem, kan skabe en fortsættelse af livet i den nye verden, man befinder sig i. Det bliver aldrig det samme, men alt er ikke forbi.
På grænsen mellem dokumentar og fiktion
Visuelt er filmen tro mod dokumentargenren, men de mennesker, der deltager, ignorerer kameraet i en grad, så det mere ligner fiktion. Dilovans fortælling til sit ufødte barn om sine oplevelser under krigen underbygger følelsen af fiktion, mens billedsiden ikke efterlader nogen tvivl om, at det, der foregår, er virkeligt. Det er en lidt forvirrende oplevelse.
Der er nogle meget stærke og oprivende scener, især i starten, hvor man med en gravko graver sønderrevne ligdele ud af sammenstyrtede bygninger som et led i oprydningsarbejdet. Men efterhånden skifter sceneriet, og murbrokkerne bliver ryddet væk. De alvorlige ansigtsudtryk bliver afløst af glæde og lettere samtaler om mere hverdagsagtige ting, men krigen og al dens gru er alligevel aldrig langt fra overfladen.
Det er en fortælling om en stærk og ukuelig, ung kvinde, og om, at livet altid overlever. På trods af stor alvor og stor smerte er den opløftende på en næsten banal måde, fordi livet i sidste ende ligner sig selv, også i en by, der skal genfinde balancen efter voldsomme krigshandlinger.
”Radio Kobanî” blev vist på Kurdisk Filmfestival, der for nylig fandt sted i Cinemateket. Filmen kan streames eller købes på Vimeo mod en mindre betaling.
Se trailer her:
