»Hvert 10. sekund dør et lille barn under 5 år af sult eller underernæring. Det kan du være med til at forhindre,« skriver Danmarks Indsamling på Facebook. På Facebook-siden, og på indsamlingens hjemmeside, er der masser af sorte børn med tomme blikke for ligesom at understrege pointen.
Vi opfordres til at betale en skilling, lave vores egen indsamling, og vores børn opfordres til at »gøre en god gerning«, for så betaler en fond 25 kroner til Danmarks Indsamlingen, »og så har du hjulpet i kampen mod sult.«
Danmarks Indsamling er hele Danmarks indsamling, står det på hjemmesiden. Og ja, politikere fra alle partier fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti og erhvervslivet, der alle får lidt gratis reklame i en positiv sammenhæng, samt hr. og fru Danmark og deres børn, er med.
Men hverken de medvirkende i showet eller Danmarks Indsamling har travlt med at fortælle, hvorfor børnene, som kampagnen skal hjælpe, er fattige og sulter, eller hvad du, jeg, firmaerne og regeringen kan gøre for at ændre det, sådan for alvor. Og det til trods for, at de har muligheden for at få budskabet igennem, nu hvor hele Danmark – eller i hvert fald den halvdel af danskerne, der ifølge en årlig rapport fra Udenrigsministeriet stadigvæk tror på, at udviklingsbistand virker – samler ind, følger og ser med.
Ubehagelige fakta
Når de emner undgås, er det nok, fordi et fokus på årsagerne til fattigdom, ville tvinge os danskere til at reflektere over forholdet mellem os og verdens fattige – måske endda til at overveje at ændre på vores hverdag, hvad vi køber, hvem vi stemmer på. Den tanke falder ikke godt i hak med de store ngo’er, politikere og firmaers strategi om blot at få os til at donere og så ellers overlade de store tanker og strategier til dem.
Begyndte vi at beskæftige os med årsagerne til sult, ville vi blive nødt til at forholde os til, at der bliver produceret mad nok i verden, men at den er ulige fordelt. Til at kødproduktion bruger store mængder landbrugsjord og udleder store mængder C02. Eller til at såkaldte frihandelsaftaler hiver penge ud af u-landene uden at skabe industri og arbejdspladser lokalt. Til korruption og manglende demokrati. Til store firmaers skatteunddragelse i u-landene (der til tilsammen er højere end verdens samlede udviklingsbistand). Til store danske besparelser i udviklingsbistanden. Til en stram flygtningepolitik.
Alle de forhold medvirker til at skabe fattigdom og sult i de fattige dele af verden. Alligevel vælger man at lade være med at fokusere på dem og undgå at kæde dem sammen med billederne af de sultne sorte børn.
Symptombehandling
Hvis vi ikke forsøger at forstå – og ændre – på forholdet og sammenhængen mellem vores historisk høje velstand i Danmark og Vesten, og fattigdommen i de lande, som Danmarks Indsamlingen forsøger at hjælpe, så kommer hjælpen aldrig rigtigt til at batte. Så forbliver den symptombehandling.
Og kampagner, der bruger sultende børn med store maver, og deres tilsyneladende passivt modtagende forældre, der ikke kan klare sig uden vores hjælp, risikerer samtidigt at skabe endnu mindre tro på, at udviklingsbistand virker. For hvem vil blive ved med at støtte mennesker, der angiveligt ikke gør noget selv, men bare bliver ved med at skulle have vores hjælp?
I stedet burde vi fokusere på de mange i u-landene, der kæmper for at ændre de rammer, der skaber fattigdom og sult i deres del af verden. Gjorde vi det, ville vi ikke ende med at gøre dem til endimensionelle, stereotype statister, som vi hjælper, fordi vi har ondt af dem eller dårlig samvittighed. I stedet kunne de blive partnere i en solidarisk kamp for en bedre verden for alle.
Artiklen blev bragt i dagens Information.
