Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Bangladesh
Kollapset af den famøse fabriksbygning i Bangladesh i 2013 kostede over 1100 mennesker livet. Her fortæller overlevende i et interview om deres oplevelser den skæbnesvangre dag på fabrikken og deres syn på tekstilindustrien.
“Vi ville egentligt ikke gå ind på fabrikken, men vores overordnede sagde, at der ikke var noget problem. De tvang os nærmest til at tage ind og arbejde”.
Det fortæller Shabana Khatun, der er en af de overlevende fra det katastrofale kollaps af fabriksbygningen Rana Plaza i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh.
Her blev en stor fabriksbygning på få sekunder forvandlet til murbrokker og grus, mens tusindvis af arbejdere var fanget i bygningen. Det skete d. 24. april 2013, og det sendte en chokbølge gennem Bangladesh og hele det internationale samfund. Meget af det tøj, som vi køber i Danmark og resten af den vestlige verden er nemlig produceret i Bangladesh.
Bygningen var 8 etager høj, men konstruktionen burde egentligt kun bære 6 etager.
Shabana, Sumaya og Alpona, der alle har haft katastrofen tæt på livet, Foto: Thomas Jazrawi
Kollapset dræbte over 1100 mennesker og sårede tusinder. Ofrene var arbejdere i tekstilindustrien, særligt kvinder, der var blevet beordret på arbejde, selv om der dagen inden var opdaget revner i konstruktionen.
De ansatte vidste udmærket godt, at der var problemer med konstruktionen.
“Men de sagde, at der ikke var noget problem, og at de ville kigge på det senere”, beretter Shabana Khatun.
Husker intet
Hun husker, at der var stor nervøsitet den onsdag i april. Andre butikker i bygningen var lukket ned. Der var vagter nede ved udgangen for at forhindre folk i at forlade fabrikken.
Pludselig gik strømmen. Derefter husker hun et kraftigt skub i ryggen, før hun mister bevidstheden.
Hun vågner på hospitalet med en alvorlig skade i hoften, som hun stadig døjer med, og som stadig forhindrer hende i at arbejde.
Sumaya Islam var ikke til stede ved kollapset, men hun har ligeledes betalt en høj pris for tragedien.
“Jeg savner min far”, siger hun.
Han døde halvandet år efter katastrofen. Langsomt blev han dårligere efter ulykken, og til sidst måtte han bukke under.
“Min far ønskede, at hans døtre blev læger og advokater”, forklarer Sumaya.
Moderen vil gifte hende bort
I dag vokser den 14-årige pige derfor op med sin mor, som har svært ved at forsørge familien. Moderen har derfor fortalt Sumaya, at hun gerne vil have hende giftet bort.
“Jeg vil ikke giftes nu. Jeg vil gerne studere”, fortæller hun.
Da jeg spørger, om det er realistisk, svarer hun bekræftende:
“Ja, jeg mener, at det er muligt”.
Lige efter faderens død var moderen meget opsat på et snarligt ægteskab for datteren. Nu har Sumaya imidlertid fortalt hende, at hun har andre planer.
Tekstilproduktion er Bangladesh’s helt store vækstlokomotiv, så der er mange arbejdspladser i sektoren. Rana Plaza-katastrofen viste for hele verden, hvor kummerlige kår mange arbejdere i tekstilindustrien må finde sig i, men der ikke så mange andre muligheder for beskæftigelse.
“Jeg bryder mig ikke om tekstilindustrien, og jeg skal ikke ansættes der igen”, fastslår Shabana.
“Det var ikke et godt arbejde. Vi blev ofte ikke betalt til tiden. Vi arbejdede fra kl. 8 om morgenen til kl. 10 om aftnen, og nogle gange helt til kl. 4 om natten”, beretter hun.
Hun tænker meget på sine børn, som hun håber vil få en uddannelse.
“Jeg ønsker ikke, at mine børn skal igennem det samme som mig”, siger hun.
Sumaya tænker også meget på sine yngre søskende. Det er vigtigt for hende, at de får en bedre fremtid.
Forbedringer siden katastrofen
Tekstilproduktionen har skabt økonomisk vækst og en masse arbejdspladser i Bangladesh, men kollapset i april 2013 har vist, hvilke forhold arbejderne har måtte affinde sig med.
Både Shabana og Sumaya mener imidlertid, at der er sket noget siden tragedien satte forholdene på dagsordenen.
“Det er blevet bedre. Der har været en ændring af adfærd, men det er ikke godt nok endnu”; siger Shabana.
”Tekstilindustrien er godt for Bangladesh, men det er ikke godt for arbejderne”, siger Sumaya.
Shabana har ikke et svar på, om forbrugere bør købe tøj produceret under de forhold.
“Men jeg er stolt over, at arbejdet, jeg har lavet, bliver værdsat i resten af verden og i de udviklede lande”, fortæller hun.
