MENA er den eneste region, hvor samtlige lande bryder arbejdernes rettigheder. Det er så grelt, at regionen ligger nummer et på listen over værste regioner i verden for arbejdere, viser ny rapport fra International Trade Union Confederation (ITUC).
Alle 18 lande brød med arbejderes ret til at grundlægge og tilmelde sig fagforeninger samt retten til at strejke. 17 ud af 18 lande brød retten til overenskomstforhandlinger, fremgår det i rapporten.
Kafala-systemet er ikke slaveri
Det er især rettighederne for MENAs mange migrantarbejdere, der er sat under lup. Her er kafala-systemet, der regulerer forholdet mellem arbejdsgiver og migrantarbejder, ifølge rapporten en væsentlig grund til, at basale arbejdsrettigheder ikke overholdes.
Hvis en immigrantarbejder skal udstationeres til dele af MENA, skal personen lave en aftale med en arbejdsgiver, den såkaldte sponsor, som sponsorerer forløbet. Det er altså arbejdsgiverens ansvar at sørge for opholdstilladelser og logi til immigrantarbejderen.
Som en del af kafala-systemet er arbejdsgiveren samtidig i besiddelse af arbejdstagerens pas under hele arbejdsperioden, for at sikre at immigrantarbejderen ikke bryder aftalen eller flygter ud af landet. Straf, fængsling og tilbageholdelse af løn er lovlige metoder, hvis arbejdsgiveren mener, at migrantarbejderen ikke makker ret.
Det er primært golfstaterne, der bruger kafala-systemet, der blev indført i Kuwait under oliekrisen i 1970’erne med det formål at tiltrække gæstearbejdere, forklarer Martin Hvidt, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
I rapporten kalder ITUC systemet ”moderne slaveri”, men det skal man være varsom med, mener Martin Hvidt:
”Jeg vil ikke betegne kafala-systemet som slaveri. Systemet er til for at tiltrække gæstearbejdere, med tanke på at de skal rejse hjem igen.”
Der er nemlig stor forskel på, hvordan immigrantarbejdere behandles under et kafala-system, påpeger han. Hvis du for eksempel har høj uddannelse, og det er staten, der er din sponsor, sørger den for høj løn og et godt sted at bo. Hvis du derimod ingen uddannelse har og laver en aftale med en privat arbejdsgiver, kan virkeligheden være en ganske anden.
”Er du en fattig migrantarbejder, bliver du inviteret af en privat arbejdsgiver. Så i stedet for sådan en som mig, der får bolig og god løn sponsoreret af staten, får de her arbejdere en container at bo i af deres private arbejdsgivere. Det er i meget høj grad arbejdsgiveren, der bestemmer, hvordan migranten har det. Mange er blevet snydt, mange har fået deres løn for sent, og mange har arbejdet under dårlige forhold,” forklarer Martin Hvidt.
Forskel på bygningsarbejder og husholderske
Der er også forskel på migrantarbejderes rettigheder, alt efter hvilken industri de arbejder i. Hvor migrantarbejdere i for eksempel byggeindustrien kan få hjælp af staterne, er det en helt anden sag for dem, der arbejder i private hjem.
”Der er en skyggeside, man ofte hører om, og det er i husholdningen. Inden for husets fire vægge gælder arbejdslovgivningen ikke. Her gælder en anden lov, som ofte ligger under de ministerier, der varetager hjemmets anliggender. Er der noget, stater i Mellemøsten generelt holder sig fra, så er det at bestemme over, hvad der foregår hos familien inden for de fire vægge,” siger Martin Hvidt.
Filippinske Halima Ubpahs oplevelser er et eksempel på, hvor grelle forholdene i de private hjem kan være.
I 10 år arbejdede hun som husholderske i Libanon, hvor hendes arbejdsgivere udsatte hende for daglige tæv og psykisk misbrug. På intet tidspunkt i løbet af sit ophold i Libanon, fik hun lov til at ringe til sin mand og deres tre døtre.
”De ville ikke lade mig kontakte min familie, fordi de troede, at jeg ville fortælle dem, om hvad de gjorde ved mig,” siger Halima Ubpah om sin arbejdsgiver til arbejdsrettighedsprojektet This Is Lebanon.
Opløste fagforeninger og dødelige angreb
Selvom Kafala-systemet primært er et problem i golfstaterne, er der mange udfordringer i de øvrige lande i MENA.
I Irak var der gennem oktober og november 2019 omfattende protester, hvor demonstranterne krævede flere arbejdspladser, bedre velfærd og et opgør mod statskorruption. Protesterne var støttet af flere nationale fagforeninger. Demonstranterne blev angrebet med skud, eksplosioner og chokgranater af regeringstropper, og over 600 demonstranter blev dræbt, fremgår det af rapporten.
I Algeriet og Egypten langes der også ud efter uafhængige fagforeninger, hvoraf mange er gået i opløsning, fordi de respektive myndigheder nægtede at anerkende dem. Og i lande som Palæstina, Syrien, Yemen og Libyen sætter landenes langvarige konflikter og underminering af nationale love forhindringer op, der gør det svært at sikre fundamentale arbejderrettigheder.
