Regeringen lægger rapport frem om Danmarks våbeneksport

Redaktionen

Med offentliggørelse af rapporten “Udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark 2003” er det regeringens ønske at imødekomme ønsket om større åbenhed om Danmarks eksport af våben og produkter med såkaldt dobbelt anvendelse.

Rapporten rummer detaljerede oplysninger om udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse for året 2003.

De faktuelle oplysninger leveres af Justitsministeriet og Erhvervs- og Boligstyrelsen, som er de licensudstedende myndigheder for henholdsvis våbeneksport og eksport af produkter med dobbelt anvendelse.

Rapporten er blevet til i et samarbejde mellem Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Erhvervs- og Boligstyrelsen samt Udenrigsministeriet. Sidstnævnte har forestået redaktion af rapporten.

Rapporten indeholder data om værdien af eksporttilladelserne for våben og en fordeling ikke alene på modtagerlande, men også på produkttyper og kategorier af modtagere i bestemmelseslandet.

Som et af de få lande offentliggør Danmark desuden oplysninger om afslag på eksportansøgninger.

Danmark fører en tilbageholdende politik med hensyn til våbeneksport, bl.a. gennem restriktiv anvendelse af kriterierne i EUs adfærdskodeks for våbeneksport.

Eksportansøgninger vurderes desuden i forhold til de øvrige forpligtelser, Danmark har påtaget sig i det internationale samarbejde. Der udstedes ikke eksporttilladelse til lande, som er omfattet af våbenembargo vedtaget i FN, OSCE eller EU.

Rapporten www.um.dk/upload/sikkerhed/2003_Udfoersel_af_vaaben_og_dual-use_produkter_-_samlet.pdf> er tilgængelig på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk