“Vi er ikke her for at deltage i en dialog, men for at forhandle om stop af al vold imod fredelige demonstranter samt Deres afgang som præsident.” Ordene faldt overraskende og som piskesmæld fra en af studenterlederne under åbningsceremonien for den nationale dialog, før præsident Daniel Ortega kunne begynde på sin tale.
Dialogmøderne startede den 15. maj med deltagelse af regerings- og partirepræsentanter samt delegerede fra den folkelige opposition og med Den katolske biskopale kirkeråd, CEN, som mægler og garant for processen. Mødet blev sendt live over en række tv-kanaler.
Med ét var det lykkedes for de studerende for åben skærm at erobre mødets agenda på vegne af hundredetusinder af nicaraguanerne, der i ugerne forinden havde demonstreret overalt i landet med krav om stop for regeringsvold og ja til demokrati – samt præsidentens afgang.
Civilsamfundsrepræsentanter, en bonderepræsentant fra bevægelsen imod et stort kanalprojekt og en biskop gik skarpt i rette med præsidenten og vice-præsidenten, Rosario Murillo – der er gift med præsident Daniel Ortega – og anklagede dem for ansvarsvigt i forhold til vold og drab af fredelige og ubevæbnede demonstranter, angiveligt begået af politienheder sammen med bevæbnede medlemmer af det regerende Sanidinist-partis ungdomsafdeling – ungsandinisterne.
Alle afkrævede præsidentparret øjeblikkeligt svar på, om volden ville stoppe. Svaret var – som tidligere i konflikten – tavshed.
I konsekvens heraf varslede studenter og bondeledere aktioner over hele landet i form af vejspærringer og demonstrationer. I dagene efter var store dele af landet lammet og mangel på benzin og dagligvarer begyndte at kunne mærkes, mens politiet og ungsandinister, iblandet unge kriminelle forsatte angreb på demonstranter, på trods af, at præsidenten på dialogmødet havde bedyret, at ingen politistyrke have fået ordre til at skyde.
Dødstallet nåede op på over 60, inden dialogen gik ind i sin anden mødedag og – nu uden deltagelse af præsidentparret. Regeringen havde krævet, at debatten fortsatte bag lukkede døre uden presse eller offentlighed, i strid med tidligere aftaler.
Efter mere end seks timers debat oplæste ærkebiskop Brenes dagens konklusioner, der havde en 48 timers “våbenhvile” som omdrejningspunkt. Regeringen forpligtigede sig på at trække politistyrkerne tilbage til politistationerne samt sikre at paramilitære grupper tæt på ungsandinisterne afstod fra enhver voldsanvendelse overfor demonstrationer, mens den folkelige opposition påbegyndte afmontering af barrikader, således at normal trafik kunne genoprettes over hele landet.
Til pressen sagde en af de studerendes hovedforhandlere, at “våbenhvilen” set i hans optik, var en konkret krav til præsident Ortega om at sikre i det mindste to dages afståen fra voldsanvendelse.
“Våbenhvilen” blev dog brudt allerede første nat Managua, hvor politi og ungsandinister påny angreb og sårede studerende foran Det Nationale Landbrugsuniversitet (UNA).
Dagen forinden var CIDH’s (den uafhængige menneskerettighedskommision fra den regionale organisation Organisationen af amerikanske stater, OAS) mission ankommet for på et firedages besøg “in situ”, at undersøge konfliktens omfang, årsag, og interviewe embedsmænd fra regeringen, repræsentanter for civilsamfundet.M en først og fremmest for lytte til ofre for vold og besøge hospitaler og fængsler for at verificere klager om overgreb samt lede efter information om et større antal forsvundne demonstranter.
Kritiserer regeringens håndtering af krisen
I skrivende stund, 20. maj, har CIDH netop præsenteret sin præliminære rapport, en minutiøs gennemgang af den omfattende materiale om overtrædelser, som landets autoriteter har været involveret i siden konfliktens start for lidt over en måned siden.
Kommissionen fordømmer anvendelse af vold og våben imod fredelige demonstranter, vilkårlige arrestationer af studerende og andre demonstranter under uacceptable forhold og uden adgang til juridisk bistand eller til besøg fra deres familie.
Kommissionen noterer sig videre, at der på en række offentlige hospitaler ikke blev givet den nødvendige lægelige behandling af sårede.
Overordnet opfordrer kommisisonen til at myndighederne sikrer befolkningens ret til at ytre sig i det offentlige rum, at der ikke lægges hindringer i vejen for pressens arbejde samt at tage ansvaret for en dybgående analyse af de rapporterede 76 dødsfald og mere end 878 sårede samt sikre erstatning og bistand til ofrene og deres familier.
Videre, at at myndighederne har en forpligtigelse til at beskytte borgere, hvis personlige sikkerhed er truet som følge af involvering i demonstrationer eller har præsenteret klager eller afgivet vidnesbyrd til kommissionen om overtrædelser af menneskerettigheder.
Rapporten konkluderer i 15 anbefalinger, som alle har til formål at sikre borgerne imod overgreb fra ordensmagten og bevæbnede paramilitære grupper samt på en lang række områder at give borgerne den beskyttelse, som landets lovkompleks foreskriver.
CIDH anbefaler, at regeringen tager skridt til at etablere en uafhængig international instans med mandat til at analysere de voldelige hændelser og identificere de ansvarlige for volden samt organisere en følgegruppe, der sammen med CIDH monitorerer implementeringen af de 15 anbefalinger.
CIDH vil fremsende sin endelige rapport til regeringen indenfor 30 dage.
Fælles arbejdsgruppe går videre med CIDH’s anbefalinger
Efter en meget lang debat vedtog Den nationale dialog senere på dagen, at adoptere CIDH’s rapport og anbefalinger samt at etablere en arbejdsgruppe med tre repræsentanter fra regeringen og tre fra oppostionen til opfølgning af regeringens implementering af CIDHs rapport.
Aftalen blev indgået, men kun efter voldsom meningsudveksling mellem dialogens parter, hvor regeringen forgæves søgte at fastholde sin ret til først at vurdere den foreløbige rapport og derefter fremsende sine kommentarer til komissionen. Kravet blev afvist af oppositionssiden med argumentet om, at rapporten, omend præliminær, med al tydelighed pegede imod regeringen som den primære ansvarlig for volden.
Den direkte transmiterede debat viste med al tydelighed, at CEN håndterer sin rolle som mægler med stor takt og professionalitet, men samtidigt må balancere hårdfint mellem to parter, der er milevidt fra hinanden i forhold til, hvilke skridt, der skal tages i Nicaragua for at skabe forudsætningerne for en retsstat. Fællesnævneren mellem de studerendes alliance, arbejdsgiverne og protesterende bønder går på kravet om at Ortega skal demissionere, mens regeringen og FSLN loyale organisationer fastholder argumentet om, at statapparatet og produktionen i så fald vil bryde sammen.
Regeringssiden er tydeligvis uenig i CIDH’s preliminære rapport, mens oppostionen ser analysen som katalysator for at gøre regnskabet op med Ortegas håndtering af den sidste måneds krise og mere end 10 års regeringsførelse, hvor det demokratiske system, herunder retsystemet er blevet eroderet.
FSLN mod ændringer
Forhåbentlig kan CIDH’s rapport være med til at afværge mere vold og sikre et demokratisk paradigmeskift i landet. På den korte bane synes det dog, som om det regerende parti FSLN fortsat mener sig i stand til at modstå det folkelige pres i retning af radikale reformer og systemskifte. Og der er fortsat ingen regerings- eller parti-accept af ansvaret for at have givet ordre til at øve vold imod demonstranter.
Meget vil afhænge af Daniel Ortegas nærlæsning af CIDH’s rapport og af den videre debat i den nationale dialog, som nu er nået til temaet om demokratiseringen af Nicaragua. Atmosfæren er meget spændt og regeringsdelegationen er øjensynligt hårdt presset på kravet om Ortegas afgang.
CEN som mægler søger at finde fællesnævnere mellem de stridende parter, der kunne angive en demokratiske rute ud af konflikten. Mange analytikere udenfor Ortegas kreds mener ikke at det er muligt at sikre rettergang af de skyldige i de voldelige hændelser uden at Ortega træder tilbage, ejheller genskabe et retstat med frie og demokratiske valg.
Andre mener at det realpolitisk er usandsynligt, at Ortega træder tilbage på kort sigt og foreslår derfor en fremskrivning af præsidentvalget til 2019 samt etablering af en international retsinstans, så skyldige kan identificeres og retsforfølges.
Det nicaraguanske forår kan gå hen og blive meget stormfuldt, men det folkelige krav om demokrati og retstat er kommet for at blive.