Rekordniveau: I 2021 brugte verden over 14,5 billioner kroner på militær

Siden 2012 er Kinas udgifter til militær vokset med 72 procent. Her er billede fra en træning af en særlige enhed under landets bevæbnede politistyrke i Hezhou, Kina.


Foto: Costfoto/Future Publishing via Getty Images
Gerd Kieffer

25. april 2022

Vi bruger flere og flere penge på militært isenkram og våben. Sidste år landede verdens samlede regning på 2.113 milliarder dollars, hvilket i danske kroner svarer til 14.556.000.000.000 kroner – eller 14,5 billioner kroner.

I reelle tal var det en stigning på 0,7 procent sammenlignet med 2020.

Det fremgår af en ny rapport udgivet af svenske SIPRI, Stockholm International Peace Research Institute. Det er første gang, at forbruget passerer to billioner dollars-grænsen.

”Selv midt i de økonomiske konsekvenser af Covid-19-pandemien, ramte verdens militærudgifter et rekordniveau,” siger Diego Lopes da Silva, seniorforsker i SIPRIs Military Expenditure and Arms Production Programme, i en pressemeddelelse.

Størst udgift i Mellemøsten målt i BNP

Siden 2012 er udgifterne til militær på verdensplan steget med 12 procent. 

Hele 62 procent af verdens samlede militærudgifter varetages af blot fem lande: USA, Kina, Indien, Storbritannien og Rusland. USA står for hele 38 procent, og tæller man Kina med lyder andelen på 52 procent.

Men kigger man på, hvor stor en del af deres bruttonationalprodukt, BNP, landene brugte, er det en anden liste, der kommer frem. Langt flertallet af verdens lande bruger under tre procent af BNP på militær, og blot et par håndfulde kommer over fire procent.

I toppen af listen ligger Oman (7,3 procent), Kuwait (6,7 procent), Saudi Arabien (6,6 procent), Algeriet (5,6 procent) og Aserbajdsjan (5,3 procent).

Målt som andel af BNP brugte landene i Mellemøsten samlet set mest på militær – gennemsnitligt 4,3 procent. Derefter kommer Europa, hvor landene i gennemsnit brugte 1,8 procent efterfulgt af Asien & Oceanien med 1,7 procent.

Den største stigning i militære udgifter målt i kroner og ører skal findes i Østasien, hvor regionens forbrug steg med 4,9 procent fra 2020-2021. Derefter kommer Afrika syd for Sahara, der oplevede en stigning på 4,1 procent og Oceanien, der registrerede en stigning på 3,5 procent.

Også i Europa steg de militære udgifter – her lød stigningen på 3,1 i Central- og Vesteuropa og 2,3 procent i Østeuropa – mens udgifterne faldt med 1,7 procent i Nordamerika.

Af højdespringere kan nævnes Nigeria, der i 2021 brugte 56 procent flere penge på militær end i 2020, hvilket kommer som respons på flere sikkerhedsmæssige udfordringer herunder voldelig ekstremisme.