The Afghans
Taliban-regimet i Afghanistan fylder snart et år, og her på Globalnyt vil vi prøve at tegne et billede af situationen blandt andet gennem et samarbejde med Ahmad Walid Rashidi, der for en tid er rykket tilbage til sit fødeland.
Dansk-afghanske Ahmad Walid Rashidi har stiftet nyhedstjenesten “The Afghans” i Kabul sammen med indtil videre 20 afghanske kollegaer, heraf 13 kvinder. Formålet er at formidle troværdige historier og information i og udenfor Afghanistan og samtidig styrke de afghanske kvinders stemmer.
Ahmad Walid Rashidi har i en måned rejst rundt i landet, talt med civilsamfundsgrupper og borgere, ministre og embedsfolk om livet i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.
Kvinderne vil blive tildelt rettigheder ”i overensstemmelse med Islam”, har Zabiullah Mujahid, talsmand for talibanerne, officielt udtalt. Men knap et år efter magtovertagelsen er virkeligheden anderledes særligt i hovedstaden Kabul.
”Talibanerne har lovet os, at vi må fortsætte i skolen, men nu må vi ikke gå fra 7. til 12. klasse. Mine drømme er at læse på universitet, blive læge og hjælpe mine landsmænd, men i stedet har jeg i et år ventet forgæves på at få lov til at færdiggøre det sidste år af min skole,” fortæller en grædende pige fra Kabul, som nåede at færdiggøre 11. klasse inden skoleforbuddet.
Men i Afghanistans fjerdestørste by, Mazar-e Sharif, i den nordlige provins er piger og kvinder bedre stillet end i andre provinser. Skoler og forretninger er åbne for piger, mens kvinder kan indtage ledelsesstillinger og visse steder underviser Taliban-medlemmer.
Globalnyt har været i Mazar-e Sharif for at tale med kvinderne, som med en enkelt undtagelse ønsker at være anonyme.
Mazars egne talibanere kommer selv på skolebænken
”En af grundene til, at vi piger her har mulighed for at studere, arbejde og drive vores forretninger, er, at Taliban-administrationen her er lokal. Indbyggerne i Mazar-e Sharif samarbejder med guvernøren, og de er lykkedes med at holde udefrakommende talibanere udenfor byportene. Taliban-krigere i Mazar-e Sharif er vores egne lokale brødre, de taler vores sprog, kender vores kultur. Med andre ord deler vi flere værdier med dem end med en person fra Helmand-provinsen,” siger den 26-årige kvindelige underviser Tamkin Ahmadi.
På spørgsmålet om hvordan det gavner befolkningen, svarer Ahmadi rapt:
”Bare se på mig og mine kollegaer, vi er i alt fem kvindelige undervisere og selv vores forstander er kvinde. Personligt underviser jeg nogle Taliban-krigere, og vores forstander opfatter denne vidensdeling som universel, et effektivt våben mod uvidenhed og krig. Derfor får Taliban al undervisning gratis. Vi ser allerede en god og positiv effekt ved at undervise Taliban.”
“I begyndelsen ville vores Taliban-elever under ingen omstændigheder kigge os kvindelige undervisere i øjnene, men i dag kommer de ind på lærerværelset for at snakke med deres kvindelige underviser, nogen af dem har sågar et æble med til hende – dog oftest råddent,” siger hun, mens de undervisere griner.
Selvom kvinderne i Mazar-e Sharif kan forsætte i skole, er deres bevægelsesfrihed dog stærkt begrænset under Det Islamiske Emirat.
”Nogle af universitetspigerne her i Mazar-e Sharif kommer fra landsbyer flere timer væk fra universitetet. Derfor boede disse kvinder førhen på kvindelige universitetscampusser, men talibanere tillader dem ikke længere at rejse mellem provinsbyerne uden en mandlig ledsager. Det har udløst stort frafald af kvindelige studerende på skolerne, ” fortæller en 23-årig kvindelig universitetsstuderende med tårer i øjnene.
Familier må ikke komme i kvindebazaren
Få kilometer væk fra denne anonymiserede skole findes en stor port, hvor kun kvinder og piger må gå igennem. En ung velsoigneret talibaner med langt glat, mørkt hår, grønne øjne og en russisk AK47 over skulderen står vagt for at sikre at mænd under ingen omstændigheder passerer porten ind til den kvindelige bazar – Rabia Balkhi.
Rabia Balkhi består af små butikker, som er adskilt fra hinanden af en lille tynd lervæg. Her sidder enker, unge piger og andre kvinder i svære kår og forsøger at tjene til dagen og vejen. Nogle kvinder syr tøj, nogle laver henna-maling, mens andre laver syltetøj eller mad til store forsamlinger.
Det er lykkedes Globalnyt at komme igennem porten i følge med Taliban for at interviewe kvinderne i forretningerne.
”Jeg har arbejdet her i flere år. Jeg startede min forretning med blot 500 Afghani (mindre end 50 kroner, red.). Vi fik stedet af den tidligere regering, men vi har selv købt og indrettet vores butikker. Og takket være vores ærede guvernør er det lykkedes os at holde forretningerne åbne. Det er business as usual,” siger en 48-årig kvindelig kok.
På den anden side af bazaren sidder en ældre enke på jorden i 47 graders varme og stirrer modløst på os. Jeg spørger hende, om hun synes, alt kører videre, som det plejer? Om det er business as usual.
”Business as usual er en sandhed med modifikationer. Det er korrekt, at vi er lykkedes med at drive vores forretninger videre, men hvad nytter det, når antallet af kunder er faldet drastisk. Førhen kom familier forbi bazaren for at spise middag, men da Det Islamiske Emirat nægter mænd over 10 år adgang til bazaren, er vores indtjening nærmest forsvundet. Jeg har for eksempel kun solgt syv Bolani (traditionel afghansk ret, red.). Førhen ville jeg have solgt mindst 25 på nuværende tidspunkt,” siger den 58-årige Jamila.
Anerkendelse af styret er skidt for kvindesagen
Mit følge af talibanere begynder af blive utålmodige i varmen. Jeg får lov at besøge en sidste butik i kvindebazaren, hvor over 20 unge piger syr tøj og væver tæpper. Den blot 19-årige pige Farhunkda fortæller, hvorfor hun sidder i butikken.
”Jeg er fra en provins, hvor skolerne er lukket. Jeg er kommet her for at studere, for at færdiggøre mit studie, og ved siden af arbejder jeg her for at betale for mine bøger og andre omkostninger.”
Adspurgt om talibanerne chikanerer eller støtter hende, svarer hun tøvende.
”Hmmm, det er et betændt emne, talibanerne har tvunget os i hijab,” siger hun og må stoppe, da hun begynder at græde. Lidt efter fortsætter hun.
”Ingen af os har noget imod Hijab. Vi gik i Hijab før talibanerne kom, og vi kommer også til at gøre det efter Taliban. Men de kommenterer vores tøj, de kalder os skældsord – ord, som jeg ikke kan gentage, og ord, som hverken deres egne mødre eller søstre vil finde sig i. Men vi kan ikke gøre andet end at finde os i det og håbe, at det internationale samfund ikke anerkender Taliban-regimet.”
Hvad er fordelen for de afghanske kvinder og Afghanistan ved, at det internationale samfund ikke anerkender Taliban-regimet, spørger jeg.
”Den lille frihed, kvinderne har tilbage i Afghanistan, skyldes, at talibanerne har brug for at blive anerkendt af det internationale samfund. Når det internationale samfund anerkender talibanerne, vil der ikke længere være noget, der forhindrer dem i at forme et regime, som det vi oplevede sidst, de var ved magten. Talibanerne har ikke ændret sig et gram, de har blot lært medierne at kende og iført sig jakkesæt. Lige nu venter alle afghanerne spændt på reaktionen fra det internationale samfund. Vi kan ikke gøre andet end at håbe på en bedre fremtid for os og Afghanistan,” siger Farhunkda.
Globalnyt har forsøgt at få en kommentar fra Taliban-administrationen i Mazar-e Sharif, men de har ikke ønsket at medvirke. Dog har de over WhatsApp bekræftet, at kvinders livsvilkår og frihed er forskellig fra provins til provins.
Denne forskellighed afspejler forskellen mellem to af Talibans politiske grene – på den ene side den progressive gren, anført af Mullah Baradar, som har et mildere syn på pigers adgang til skolesystemet, og hardlinerne som bestræber sig på bogstaveligt talt at forme Afghanistan efter Koranen og Haditherne.
Intern uenighed i Taliban
Denne politiske fragmentering kunne ses under den store nationale forsamling, hvor talibanerne havde udpeget 3.000 mandlige repræsentanter fra hele landet i et forsøg på at opnå politisk legitimitet. Det bemærkelsesværdige var ikke blot, at alle deltagerne var mænd, men talibanernes budskab til de fremmødte.
Et af de budskaber, som vakte størst forargelse hos afghanerne, kom fra Mujeeb Rahman Ansari, imam i Gazergah-moskeen i byen Herat:
”Denne sikkerhed og styreform er ikke kommet nemt, og hvis blot en eneste modarbejder dette islamiske emirat – så bør alle de tilstedeværende ulama (muslimske retslærde) udstede en fælles Fatwa, om at enhver modstander af det islamiske emirat bør få skåret hovedet af.”
Ansaris udtalelse blev lækket til de lokale medier, og efterfølgende har det udløst en intens mistro i befolkningen til budskabet om en ny version af Taliban. I forsøget på at lette stemningen var talibanernes talsmand, Zabiullah Mujahid, hurtigt ude at fastslå, at Ansaris udtalelse var en personlig ytring og ikke en del af talibanernes politik.
Hvorvidt Ansaris udtalelser er et privat standpunkt eller ej, vides ikke. Men hvis talibanerne vil tage kvinderne i Mazar-e Sharif alvorligt er de nødt til at forene deres fraktioner og formulere en mere moderate politik, der gælder hele landet. Ellers mister kvinderne i Mazar-e Sharif måske snart muligheden for at studere og for at holde deres butikker åbne.