Af Ane Nordentoft, U-landsnyt.dk
Spørgsmålet er ikke, om araberne skal gøre oprør eller ej, men hvordan de skal gøre det. Fire arabiske tænkere var onsdag i København for at debattere, om revolution eller reform er den bedste vej mod demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten.
De arabiske lande er præget af både dybe og vidtrækkende problemer, der skal gøres op med.
Så langt var de fire arabiske debattører, der onsdag besøgte Den Sorte Diamant, enige.
Men de fire – den dansk/bahrainske menneskeretsaktivist Maryam al-Khawaja, den politiske aktivist Rabab el-Mahdi fra Egypten, den tidligere jordanske minister Muhyieddeen Touq og den syriske poet og samfundsdebattør Ali Ahmad Said Esber, bedre kendt som Adonis – er ikke enige i, om forandringerne skal komme gradvist og stabilt gennem reformer, eller om der skal folkelige revolutioner til for at ryste regimerne i deres grundvolde og styrte forstokkede despoter, der nægter at indfri løfterne om reform.
Som et lidt utraditionelt indslag blev publikum i Den Sorte Diamant bedt om både i starten og slutningen af konferencen at stemme pr. sms, om de synes at reform eller revolution vil være bedste vej frem for Mellemøsten.
I begyndelsen af konferencen gik 75 ind for reform, mens 78 støttede revolutionen, viste afstemningen. Men det skulle siden ændre sig markant.
Intet arabisk regime er værd at forsvare
Det er knap fire år siden, at frugtsælgeren Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i byen Sidi Bousid i Tunesien og blev den gnist, der antændte folkelige oprør over store dele af Mellemøsten og Nordafrika – det, der i hvert fald en overgang blev betegnet ”Det Arabiske Forår”.
Omfanget og intensiteten af disse begivenheder rystede hele verden, da millioner af arabere gik på gaden og i nogle lande væltede mangeårige diktatorer, i andre fremtvang reformer.
”Der er ikke noget arabisk regime, der er værd at forsvare,” fastslog den syriske poet Adonis som det første, da han fik ordet.
Den syriske digter Adonis. Arkivfoto: Mariusz Kubik (Wikimedia)
Men revolution handler ikke bare om at vælte et regime, advarede han. Det bør være et fuldbyrdet socialt, økonomisk og kulturelt projekt, og det tager tid.
Hverken reform eller revolution kan fuldføres, hvis der ikke samtidig sker et opgør med den religiøse struktur, der gennemsyrer de arabiske samfund, sagde Adonis.
”Man kan ikke ændre eller reformere de arabiske samfund, medmindre man helt dekonstruerer disse strukturer – særligt i Syrien og Irak.”
Falmet forår
I dag er ”Det Arabiske Forår” falmet for længst, og de folkelige oprør i blandt andet Adonis’ eget hjemland, Syrien, har udviklet sig til en blodig og langvarig krig.
I andre af regionens lande har revolutionen heller ikke udviklet sig, som mange ønskede.
Det gælder blandt andet Egypten, der har fået et nyt militærstyre som på en række områder er barskere end Hosni Mubaraks styre, og Libyen der er ramt af lovløshed og vold på grund af de mange militsgrupper der er ude af kontrol.
Og urolighederne i Libyen, Syrien, Yemen og Irak er en klar advarsel om, at pludselige omvæltninger kan udløse vold, som igen udløser store flygtningestrømme, og at dette sandsynligvis vil fortsætte i årevis frem.
”Det kaos, der opstod efter revolutionerne i Tunesien, Egypten og Yemen, vidner om, at revolutioner ikke er den rette løsning,” mener Muhyieddeen Touq, der er tidligere jordansk minister og i dag leder CADER – Change Agent for Arab Development and Education Reform.
Tomme løfter om reform
Panelets to kvinder delte imidlertid ikke opfattelsen af, at ændringerne nødvendigvis må komme i form af reformer over flere år.
”Det er tydeligt, at reform ikke har ført noget med sig. Hvis det havde, ville vi ikke have set folk gå på gaden i 2011. Folk havde mistet troen på reform. I årtier var vi blevet lovet reform,” sagde Rabab el-Mahdi.
Hun mindede om, at reform i årtier har været et af nøgleordene på forskellige arabiske landes dagsorden, men i de enkelte lande kunne befolkningen ingen fremgang spore.
”Det, vi i virkeligheden har set, er menneskeretskrænkelser og øget fattigdom i en grad, så folk i sidste ende gik på gaden og satte deres liv på spil,” sagde hun om de folkelige oprør mod en vifte af arabiske regimer i 2011.
”Det er et klart tegn på, at reform ikke er muligt i den arabiske verden.”
Derimod giver revolutioner folket mulighed for at deltage – som de gjorde i de første måneder af 2011, mener Rabab el-Mahdi, der erklærede sig enig med de øvrige panelister i dybden og bredden af problemerne i den arabiske verden.
”Men det er præcis på grund af disse problemers karakter, at jeg ikke tror på gradvise reformer. Kun revolutioner og oprørene i den arabiske verden gav os mulighed for at gentænke alt lige fra sociale strukturer til film, politik etc. Jeg så for første gang i mit samfund, hvad det vil sige at være lige og som kvinde blive behandlet med respekt på gaden. Det gav os mulighed for at stille spørgsmålstegn ved så mange dogmer, der ikke kan løses hver for sig,” sagde den egyptiske aktivist.
Skulle østtyskerne være sendt hjem?
Den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Maryam al-Khawaja sammenlignede de folkelige oprør i den arabiske verden med den aktuelle markering af 25-året for Berlinmurens fald.
”Hvad hvis nogen dengang var kommet ud og havde sagt til østtyskerne: ‘nej, nej, gå hjem med jer. I er ikke modne til at lede jer selv. I har slet ikke strukturerne i orden’,” sagde hun til både latter og klapsalver fra salen.
”Folk gik på gaden og sagde: ‘Vi, folket, kræver ændringer.’ Da vi gik på gaden, kunne der ikke ske flere tilbageskridt i den arabiske verden. Folk havde ikke mere tilbage, de havde ingen værdighed tilbage,” mindede Maryam Al-Khawaja om.
Despotier dræber – ikke revolutioner
Mohammed Bouazizi, den tunesiske frugtsælger der satte ild til sig selv og dermed udløste revolutionen i Tunesien, var en simpel mand, der forsøgte at forsørge sig selv. Men end ikke det kunne han få lov til i den nu afsatte præsident Zine el-Abidine Ben Alis Tunesien.
”Bouazizi blev slået af en politibetjent der vidste, at hun ikke skulle stå til regnskab. Lige præcis den mangel på værdighed var det, der fik folk til at gå på gaden for at sige ‘nok er nok’. Og ja, vi er parate til at betale med vores liv,” sagde Maryam al-Khawaja.
I hendes eget hjemland, Bahrain, samt i Libyen, Tunesien, Egypten og ikke mindst Syrien har revolutionerne og deres efterdønningerne kostet mange tusind mennesker livet.
”Jeg vil nødig se flere mennesker dræbt,” tilføjede Rabab el-Mahdi, ”men blodet fra de døde og alle de mennesker, der er fængslet, er ikke resultat af revolutionen, men snarere af despotierne.”
Islamisterne udnyttede omvæltningerne
Trods revolution med mange dræbte samt store forhindringer på vejen er der dog grund til at glæde sig over udviklingen i Tunesien, mente paneldeltagerne.
Her skubbede det sekulære parti Nidaa Tounes i sidste måned det islamistiske Ennahda fra magten ved parlamentsvalget, efter vælgerne var blevet trætte af de seneste knap tre år uden fremgang under Ennahdas styre.
”Revolutionen i Tunesien blev kapret af organiserede kræfter, der stod klar, men ikke nogen, der vil fremme menneskerettighederne,” sagde Muhyieddeen Touq om det islamistiske Ennahdas fremkomst.
”De unge mennesker, der gik på gaden i Tunesien og Egypten, havde alle de bedste intentioner, men de var ikke organiserede nok til at føre det helt ud i livet.”
Han peger på, at det samme skete i Egypten, hvor det lykkedes Det Muslimske Broderskab at få flertal i parlamentet og danne regering.
”De ville også sætte sig på retssystemet. De var ikke klar til at dele magten og have et inkluderende regeringssystem. Det samme skete i Tunesien, hvor Ennahda ikke var klar til at dele med nogen.”
I dag er Tunesien imidlertid det land, der er kommet bedst ud af omvæltningerne i den arabiske verden, fordi tuneserne forstod vigtigheden af at gennemføre reformer.
”Tunesiens forfatning er formentlig en af de bedste i den arabiske verden, men den kom på plads som resultat af fire år med dybe reformer, som vi har brug for i hele regionen,” påpegede Muhyieddeen Touq.
Publikum støtter revolutionen
Efter debatten skulle publikum igen stemme om, hvorvidt revolution eller reform er den rette løsning.
Særligt Rabab el-Mahdis og Maryam al-Khawajas verbale skudsalver mod de udeblevne reformer i den arabiske verden havde gjort indtryk på det danske publikum.
64 publikummer stemte for revolutionen i denne afstemningsrunde, mens kun 39 stemte for reform som den rette løsning for de arabiske lande.
Maryam al-Khawaja med sin nu fængslede far, Abdulhadi al-Khawaja. Privatfoto (arkiv).
Deltagerne i onsdagens debat, der var arrangeret af KVINFO, Berlingske og Institut for Menneskerettigheder var:
- Maryam al-Khawaja, dansk/bahrainsk menneskeretsaktivist. Fungerende direktør for Gulf Center for Human Rights. Har flere gange været tilbageholdt af styret i Bahrain. Hendes far, Abdulhadi al-Khawaja, afsoner en livstidsdom for at have opfordret til reformer samt være førende i protesterne mod styret i Bahrain. Hendes onkel og søster er p.t. også i fængsel i Bahrain.
- Rabab el-Mahdi, egyptisk kommentator og medstifter/medlem af en lang række oppositionsgrupper i Egypten. Hun underviser i samfundsvidenskab på American University i Kairo.
- Muhyieddeen Touq, tidligere jordansk minister og i dag leer af CADER – Change Agent for Arab Development and Education Reform
- Adonis, syrisk digter og debattør, der som ung i 1950’erne tilbragte tid i syrisk fængsel på grund af sine overbevisninger. Han betragtes som en af de førende arabiske forfattere.
