Det er godt, at vi trækker vore kamptropper ud af Afghanistan nu. Men den måde vi trækker os ud på er ikke i orden – der mangler en forudgående freds- og forhandlingsproces i Afghanistan mellem krigens parter, mener Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).
I en pressemeddelelse om næste sommers tilbagetrækningen af danske kamptropper fra Afghanistan hedder det videre:
“De to traditionelle og i dyreriget kendte konfliktafslutninger: Enten at vinde over (sejr) eller løbe fra kamppladsen (nederlag, tilbagetrækning), fører ofte til nye problemer.
USA vandt en sejr i Irakkrigen – destruerede hele den ene side (Baath partiet, administrationen, sunniernes sociale strukturer), og tillod en politisk struktur, hvor shia – premiereminister Maliki nu øver noget nær diktatorisk magt, og Irak er ved at ende i en ny borgerkrig.
Man fik ikke alle parterne med i en acceptabel fredsaftale.
ISAF-landenes adfærd i Afghanistan er et eksempel på den anden traditionelle konfliktløsningsmetode: Man løber bort fra kamppladsen, men afviser dog i forhold til hjemmeopinionen, at man reelt tabte.
Den tredje måde at håndtere konflikter på er, at konfliktens parter mødes for at tale sammen.
Med hensyn til at skabe varig fred i Afghanistan betyder det at arbejde for en fredsaftale mellem de parter, der har været i krig, om en politisk struktur som alle parter af en betydende størrelse kan leve med, og som afslutter borgerkrigen.
En sådan forhandlingsproces om en fredelig overgang skulle have været igangsat for mange år siden.
Parterne skal først igennem en dialog og en tillidsskabende proces, før egentlige fredsforhandlinger kan finde sted. Det er læren fra andre fredsaftaler.
Danmark kan endnu nå at bidrage til at skabe rum og møder, hvor alle de vigtigste parter (herunder Taliban, men også civilsamfundet) i borgerkrigen kan mødes.
Flertallet af borgerkrigene de sidste 20 år er afsluttet med fredsaftaler, dvs. aftaler mellem de parter, der har været i krig, om forskellige former for magtdeling, frie valg, forfatninger og lign.
I 1990’erne var Sydafrika, 1994, og fredsaftalen for Nordirland, 1998, gode eksempler herpå.
Både i Sydafrika og Nordirland var der utallige møder på lavere niveauer, ofte faciliteret af de religiøse fællesskaber, hvor begge/mange parter kunne mødes.
Denne proces tager desværre tid. Og den må understøttes ved, at der skabes rum for dialog mellem borgerkrigens parter også på lokalniveau.
Derfor anbefaler RIKO den danske regering markant og pro-aktivt at bidrage til at skabe et internationalt lederskab for at fremme lige præcis denne forhandlingsproces.
Det vil give en anderledes værdig afslutning for krigen for Danmark som nation – og kunne måske være startskuddet til en hensigtsmæssig omdefinering af den aktivistiske udenrigspolitik, så den igen først og fremmest kommer til at handle om ikke-militær konfliktløsning og internationale mæglingsindsatser.
For yderligere kommentarer – kontakt:
Jørn Boye Nielsen,formand for RIKO Rådet, medlem af RIKOs bestyrelse: tlf 29904512, eller 49262596. [email protected]
Nagieb Khaja, journalist, filmproducer, medlems af RIKOs bestyrelsen: tlf 22488112. [email protected]
Sekretariat: Kofi Dakinah. tlf 26243969;33464690 [email protected]
Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) er en uafhængig udenrigspolitisk tænketank. Dens hjemmeside kan findes på:www.riko.nu
