Kommentar af Eva Rasmussen
”Rio har sjæl og hjerte”, sagde en lykkelig Ignacio Lula da Silva, da det i Bella Centret stod klart, at den eksplosive og smukke brasilianske storby løb af med sejren i kapløbet om at blive vært for de Olympiske Lege i 2016.
Lula har ret Rio har sjæl og hjerte, men osse en uoverskuelig hær af gadebørn fra babyer til de mere truende teenagere. De er fattige, ofte limsniffere, og de begår fattigdomskrimnalitet for at overleve. Det blev i opløbet nævnt som et argument mod at vælge Rio de Janeiro.
Den brasilianske præsident lovede imidlertid at garantere sportsfolkenes og Olympiadeturisternes sikkerhed, og det giver gåsehud.
Ingen diskussion om, at der er sket en positiv udvikling, efter at Lula blev præsident. Flere fattige har fået et sted at bo, forholdene i Rios favelaer er blevet bedre, men kriminaliteten er stadig alvorlig.
Rio er smuk, ulmene og svær at tæmme. Derfor gåsehuden. Hvordan vil de brasilianske myndigheder forhindre fattigdomskriminaliteten? Ligesom de kinesiske myndigheder forhindrede politiske demonstrationer under Olympianden i Beijing, eller som den argentinske militærjunta lod tusindvis af kritikere ”forsvinde” forud for fodbold VM i 1978?
Økonomien
Brasilien er en fremstormende økonomi, og Olympiaden vil give et boom i indtægterne, har nogle kommenteret, men flere byer har fået store økonomiske problemer i årene efter at have været vært.
F.eks. måtte Montreals indbyggere i adskillige år betale af på en kæmpe OL-gæld fra legene i 1976. Men siden 1980’erne er OL blevet en forretning med et gigantisk overskud. Det skyldes, ifgl Danmarks Idrætsforbund, to ting: en stor stigning i salget af tv-rettigheder samt øgede sponsorindtægter.
Værtsbyen får 49 procent af de penge, som salget af rettighederne til at sende fra OL giver. Og det er absolut ikke småpenge, der er tale om.
Salget af tv-rettighederne for OL i Athen indbragte 1,5 milliarder dollar. De økonomiske problemer for værtsbyen skulle dermed være holdt godt på afstand.
Den anden store indtægtskilde kommer fra de såkaldte TOP-sponsorer. TOP står for The Olympic Programme. TOP-sponsoraterne begyndte i 1984. Programmet fungerer sådan, at højst ti multinationale firmaer inden for forskellige brancher får eneretten inden for deres branche til at reklamere med de olympiske ringe.
Der er således store beløb på højkant, og der var ikke udelukkende sambarytmer i Rio de Janeiro, da det stod klart, at Brasilien vandt kapløbet. Brasiliens Sociale Komité, der er en økonomisk watch dog ngo, sagde, ifgl. de latinamerikanske lokalradioers nyhedstjeneste Pulsar, at organisationen ikke er imod, at de olympiske lege kommer til Brasilien, men at det er vigtigt, at civilsamfundet får mulighed for at få indsigt i, hvem der bruger penge på hvad.
Organisationen ønsker sig en model a la Barcelona, som ”var et eksempel på at civilsamfundet blev en del af de olympiske lege”.
