Rød te bliver det første beskyttede varemærke fra Afrika i EU

gettyimages-160539236
Så' der serveret: En kop friskbrygget rooibos-te.
Foto: Boarding1Now / iStock / Getty Images Plus
Gerd Kieffer-Døssing

2. juni 2021

Det blev hverken Marokkos arganolie eller den hvide penja-peber fra Cameroon. I stedet løb den sydafrikanske rooibos-te med titlen som det første afrikanske fødevareprodukt til at blive inkluderet i EU’s opgørelse over beskyttede geografiske betegnelser (BGB).

Det skete mandag den 31. maj, da kommissionen gav urteteen mærket beskyttet oprindelsesbetegnelse – eller PDO, protected designation of origin, som mange nok vil genkende fra vinflasker.

5,6 milliarder kopper
Rooibos betyder ”rød busk”, og teen er da også kendt for sin ikoniske røde farve. Den dyrkes udelukkende i Cederberg-bjergene i Sydafrika

”Rooibosplanten er et stærkt symbol på, hvad det vil sige at være sydafrikaner. Det er en hårdfør busk, den vokser i tørre bjergområder, nogle gange under alvorlige tørkeperioder, og alligevel forbliver den modstandsdygtig og produktiv, ligesom sydafrikanerne selv,” sagde forskeren Hanél Sadie-Van Gijsen, som forsker i rooibos’ effekt på overvægt, til den sydafrikanske avis Daily Maverick tidligere i år.

Sydafrika har endda sit helt rooibos-organ, det uafhængige Rooibosråd, der arbejder for at fremme teens udbredelse og beskytte producenterne. Rådet oplyser, at mere end 5.000 mennesker arbejder i rooibosindustrien, der årligt producerer, hvad der omregnet svarer til 5,6 milliarder kopper te.

Fuld beskyttelse
Som led i den økonomiske partnerskabsaftale mellem EU og den sydafrikanske toldunion har rooibos siden 2014 været beskyttet som BGB, men først nu – med optagelse i EU’s egen opgørelse over de beskyttede geografiske betegnelser – er beskyttelsen blevet permanent.

Dermed er rooibos-te retsligt sikret mod misbrug og efterligning i EU. Rooibos-producenterne er sikret fuld ret til navnet, og kun te, der er produceret i de af industrien godkendte områder, må markedsføres som rooibos.

De største importører af rooibos-te er Tyskland, Nederlandene, Japan, Storbritannien og USA. 

Danmark har også en række produkter, der har status af BGB. De tæller blandt andet blåskimmelosten Danablu og Lammefjordskartofler.