Så nåede de frem til La Paz: Efter 62 dage og 600 km

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Store indianske grupper har (igen) marcheret i månedsvis i protest mod vejbyggeri igennem kendt nationalpark i Bolivia.

Af Eva Køngerskov & Lise Josefsen Hermann

“Coca No, Tipnis Si. Coca No, Tipnis Si”. Slagordene blev råbt i takt, både af de fremmødte og de ca. 1.500 indianske demonstranter, som otte måneder efter den seneste TIPNIS-march, ankom onsdag med TIPNIS-march nr. 2. til Bolivias administrative hovedstad, La Paz.

De seneste 62 dage har de marcheret over 600 kilometer fra nationalparken og det indianske territorium, TIPNIS til La Paz. De kræver ophævelse af lov nr. 222, som gør det muligt at anlægge en vej tværs gennem TIPNIS, et projekt, som demonstranterne ligesom store dele af Bolivias befolkning, er imod.

Der emmer af energi i La Paz’ gader, da de marcherende endelig kan ses. Mange er mødt op for at støtte demonstranterne, flere tusinde har valgt at bruge eftermiddagen på at modtage marchen.

Isposer til de trætte

Flere af de fremmødte har taget store poser vand og is med. De bliver givet til de marcherende, som har brug for lidt koldt, mens de aser videre midt i den stegende middagssol.

Før de marcherende ankom, fik La Paz besøg af en stor flok i moddemonstration fra sociale bevægelser, der støtter regeringen og vejen gennem TIPNIS. Der var derfor rig mulighed for at en konflikt kunne opstå.

Modstanderne mod TIPNIS-vejen kom med tilråb til mod-demonstrationen, som svarede igen med bogstaveligt talt at svinge pisken. En stor gruppe piskede de fremmødte, der kom med tilråb.

Desuden holdt man sig ikke tilbage med brugen af dynamit og store kanonslag. Da marchen ankom kom situationen dog hurtigt under kontrol.

Moddemonstrationens slagord var forsvaret for ”El proceso de Cambio” – forandringsprocessen, som præsident Evo Morales regering står som synonym for.

Planen om hovedvejen gennem både en vigtig naturperle og indiansk territorie har imidlertid bragt Bolivias indianske præsident i knibe. For internationalt er han kendt som miljøbeskytter, men i denne sag går han ind for vejen og det har givet dyk i populariteten hos mange bolivianere.

Flere (anonyme) ansatte i ministerier udtalte til det bolivianske nyhedssite Erbol, at de fik pålæg af deres chefer om at gå på gaderne i moddemonstration mod TIPNIS-marchen. Kritikere siger desuden, at moddemonstrationen er organiseret af regeringen, hvilket denne dog afviser blankt.

Tårer i øjnene

Da de protesterende så endelig ankom, kom de marcherende så langt øjet rækker. I alle aldre gik de igennem gaderne med store flag mens kampråbene gjaldede i takt.

Det var tydeligt, at det både var en lettelse og bevægende for dem at nå frem til La Paz.

47-årige Panamo de Chavez kommer fra en lille landsby nede i lavlandet. Det er første gang, hun er med i en march.

”Jeg er glad for at være i La Paz, men vi mangler stadig at se, hvordan regeringen vil reagere på vores march. Vi bliver nødt til at kæmpe for vores rettigheder og for miljøet”, siger hun:

“Vi vil gerne beskytte vores territorium, så vores børn kan vokse op, som vi voksede op”, fortæller Panamo, med tårer i øjnene. Hun slutter sin lille beretning, da kampråbene igen lyder højt i den store flok, ”COCA NO, TIPNIS SI”, råber hun med.

Slår lejr til krav er opfyldt

Onsdag eftermiddag forsøgte demonstranterne at komme ind på den centrale Murillo plads ved kongressen, men blev mødt med tåregas fra politiet og måtte opgive.

I stedet har de oprindelige folk slået lejr i nærheden, indtil regeringen opfylder deres krav om at annullere loven, som muliggør vejen gennem TIPNIS.

Paraplyorganisationen for Bolivias højlandsindianere, CONAMAQ, der er en mangeårig partner for den danske NGO, IBIS, er blandt dem, der har slået vejr.

Flere ledere fra TIPNIS holder taler i forsvaret for nationalparken og det indianske territorium. De afventer, at regeringen vil mødes med dem.

Samtidig rumler moddemonstrationen stadig rundt i byen. Spørgsmålet er, hvad næste kapitel i TIPNIS-sagaen bliver. Mange frygter voldelige sammenstød. Håbet er, at det bliver forhandling og dialog.

Man kan læse mere om TIPNIS-marchen på
http://www.ibis.dk/presse/showarticle.php?id=5000

————————-
Eva Køngerskov og Lise Josefsen Hermann er tilknyttet IBIS i Sydamerika.

Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk