Caleb Okereke er en nigeriansk journalist samt medstifter og redaktør af Minority Africa.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Ugandas parlament vedtog i sidste måned et lovforslag, der udover at kriminalisere homoseksualitet også gør det ulovligt at “fremme” eller “tilskynde” til homoseksualitet. Det kommer ikke som nogen overraskelse i betragtning af, hvor voldsom modstanden mod seksuelle minoriteter er i landet.
I september stødte jeg på en video, der gik viralt på Twitter i Uganda. I videoen fortæller 26-årige Elisha Mukisa, der angiveligt har siddet i fængsel for sex med en mindreårig, i lidt over otte minutter om, hvordan han som mindreårig blev lokket til at medvirke i homoseksuel porno. Ifølge Mukisa blev han rekrutteret af ngo’en Sexual Minorities Uganda (SMUG), der officielt arbejder for at støtte og forsvare LGBTQ+-personer i landet.
Videoen fangede min opmærksomhed af flere årsager. Først og fremmest på grund af den bølge af homofobisk retorik og dertilhørende moralsk panik, den satte gang i de følgende dage. På sociale medier blev SMUG defineret som en trussel mod børn, som forældrene skulle være på vagt overfor. En Twitter-bruger, @Ashernamanya, skrev:
“Uganda skal være for Gud den Almægtige, ikke for røvslikkerne, de homoseksuelle. SMUG en NGO rekrutterer små børn til homoseksualitet og at opføre sig som homoseksuelle. De burde anholdes.”
Allerede måneden inden havde den ugandiske regering lukket organisationen. Landets NGO-bestyrelse udgav i den forbindelse meddelelse, hvori de hævdede, at SMUGs registrering blev underkendt som “uønsket”. Mukisa hævder i Twitter-videoen, at SMUGs lukning skyldes beviser, han har videregivet til NGO-myndigheden.
Sproget om og skildringen af lokning og rekruttering – som om det var et stillingsopslag – var faktisk ikke noget nyt i mine ører. Det er et fænomen, jeg har set på tværs af flere afrikanske nyhedsmedier.
Videoen vakte også min interesse, fordi den er endnu et eksempel på, at massemedier bliver brugt til at udbrede fortællingen om ‘eks-homoseksuelle’. Det er historier, hvor en person hævder at være blevet “lokket” og “rekrutteret” til homoseksualitet, inden de senere bliver kureret for deres seksuelle tiltrækning af samme køn eller på anden vis slipper ud af de homoseksuelle miljøer.
I 2009 fortalte den kristne organisation Family Life Network lignende narrativer på et seminar under titlen Exposing the Homosexuals’ Agenda. Sproget om og skildringen af lokning og rekruttering – som om det var et stillingsopslag – var faktisk ikke noget nyt i mine ører. Det er et fænomen, jeg har set på tværs af flere afrikanske nyhedsmedier.
Fortællingen har dybe forbindelser til fundamentalistisk, hvid kristendom og er et eksportprodukt af en made-in-the-USA-bevægelse og ideologi, der polariserer afrikanske lande og bringer LGBTQ+-personer i fare.
Selvom det så innovativt ud tilbage i 2009, var det ikke første gang, at sådan en pressekonference var iscenesat for at skabe panik og promovere en person, der hævdede at være eks-homoseksuel. Det var heller ikke et specielt ugandisk tilfælde – tværtimod er det en metode, der blev og stadig bliver brugt i både puritansk og evangelisk kristendom i lande som Ghana, Kenya og Nigeria.
Den afrikanske kirkes lange korstog mod homoseksuelle
Siden den europæiske kolonialismes tid, hvor sodomi medførte dødsstraf, har kirken været ansigtet på anti-LGBTQ+-bevægelsen i Afrika, og den har hele tiden brugt retorik og narrativer i stil med nutidens historier om eks-homoseksuelle.
Retorikken tager afsæt i bibelfortællingen om den fortabte søn, der siden vender hjem. Her er homoseksuelle kun noget værd, så længe de vender sig væk fra deres seksualitet. (I bibelhistorien er den fortabte søns velkomst betinget af hans tilbagevenden, på samme måde som den evangeliske kirke kun byder homoseksuelle velkommen på grund af deres omvendelse.)
Da den kristne gruppe Exodus International, der tilbød omvendelsesterapi til homoseksuelle, fik Yvette Cantu Schneider og andre tidligere homoseksuelle på TV i 2000’erne for at tale om deres omvendelse, var det på grund af sådanne overbevisninger. Schneider har senere skrevet på Instagram, at hun blev håndplukket af et hold ledere, hvor alle var hvide, heteroseksuelle mænd:
”De ledte efter en talsmand, der havde været homoseksuel. Og jeg fik at vide, ‘du vil være fantastisk, fordi du er ung, du har det latinamerikanske efternavn, og du ser ikke homoseksuel ud’.”
Samme tro ser ud til at have affødt Mukisa-videoen, pressekonferencen om homoseksuel rekruttering og andre lignende begivenheder. Lignelsen om den fortabte søn har støttet eks-homo-bevægelsen i Uganda og sørget for, at der er åbne arme for homoseksuelle mennesker, der vil fortælle om at have levet et “syndens liv” og fordømme deres homoseksualitet offentligt. Det ser ud til, at mens eks-homo-bevægelsen mistede sit greb i USA, rakte den ud for at få og fastholde en betydning andre steder i verden.
Siden den europæiske kolonialismes tid har kirken været ansigtet på anti-LGBTQ+-bevægelsen i Afrika, og den har hele tiden brugt retorik og narrativer i stil med nutidens historier om eks-homoseksuelle.
I 2009 optrådte den tidligere transkvinde og LGBTQ-aktivist George Oundo på adskillige medier i Uganda med historien om, hvordan de (Oundo identificerer sig ikke med han/hun-pronominer, red.) blev lokket ind i homoseksualitet som 12-årig. Oundo fortalte i et tv-interview, at de “rekrutterede mange, mange drenge i Jinja”, en by i det sydøstlige Uganda. Oundo har også udgivet en bog med titlen My Long Journey to Victory: Bound by the Chains of Homosexuality.
I 2018 deltog Val Kalende, en LGBTQ+-aktivist som tidligere havde fået sponsoreret en aktivisme-turné af det amerikanske udenrigsministerium, i en tv-gudstjeneste, hvor hun afsværgede lesbianisme. Kalende skrev i 2022 et indlæg med titlen Unchanged: A lesbian Christian’s journey through ‘ex-gay’ life, hvori hun undskyldte til Ugandas LGBTQ+-befolkning for sin tidligere udmelding.
Kirken har også været med til at opdigte og udbrede historierne om eks-homoseksuelle på mindre metaforiske måder. Evangeliske prædikanter har rejst over hele Afrika og ytret dette skadelige sprog.
Amerikanske prædikanter legitimerer afrikansk homofobi
I starten af 00’erne deltog den amerikanske evangelist Scott Lively i en række anti-homo-begivenheder, der kulminerede i udformningen af Ugandas ‘Kill the Gays’-lovforslag fra 2009. Forslaget opfordrede til dødsstraf for, hvad det beskrev som “grov homoseksualitet”.
Lively har skrevet bøger som The Pink Swastika: Homosexuality in the Nazi Party og Seven Steps to Recruit-Proof Your Child mod, hvad han beskrev som “pro-homoseksuel indoktrinering”. Lovforslaget – som Lively dog modsatte sig som for hårdt – blev fremsat, efter han talte ved Family Life Network-seminaret i marts 2009, der havde flere amerikanske repræsentanter for eks-homo-bevægelsen på programmet.
To af dem var evangelisten Caleb Lee Brundidge, der efter eget udsagn er tidligere homoseksuel, og Exodus Internationals bestyrelsesmedlem Don Schmierer. Schmierers oplæg handlede om, hvordan dårligt opdragelse er en årsag til homoseksualitet, og han blev citeret for at sige, at “56 procent af homoseksuelle oplevede overgreb som børn, der gjorde dem homoseksuelle”.
I en afrikansk kontekst legitimerer besøg og taler fra fremtrædende amerikanere homofobien, fordi deres identitet som hvide, heteroseksuelle mænd kroner den med troværdighed.
Efter konferencen talte Lively også i det ugandiske parlament, hvor han beskrev homoseksualitet som en importeret idé fra Vesten, der havde til formål at sprede “sygdommen” til børn.
At gøre homoseksualitet beslægtet med pædofili – og ikke mindst at ensrette sprogbrugen herom – er beregnet til at legitimere regeringers og andre institutioners modvilje mod og undertrykkelse af LGBTQ-minoriteter. Hvis homoseksuelle ikke bliver fremstillet som sexforbrydere, kan der stilles spørgsmålstegn ved de ekstreme indgreb mod dem. Volden, som LGBTQ+-personer udsættes for i Afrika, bliver retfærdiggjort af anti-homo-gruppernes skræmmehistorie om, at homoseksuelle målrettet går efter børn.
Retorikken, der trækker tråde mellem homoseksualitet og pædofili, er stort set den samme, som evangeliske kristne brugte til at skabe frygt for homoseksuelle mennesker i anti-homo-bevægelsens tidlige dage. I et brev fra 1981 påstod den amerikanske prædikant Jerry Falwell, at homoseksuelle var ude på at “rekruttere”. Han skrev, at “mange af dem er ude efter mine børn og dine børn”, og at de “ikke må blive rekrutteret til en syndig livsstil”. Falwell tilføjede også, at homoseksuelle truer familie-institutionen, fordi de ikke reproducerer sig.
Det ligner retorikken fra folk som Peter LaBarbera, der i 2007 fejlagtigt hævdede, at der var “en uforholdsmæssig forekomst af pædofili” blandt homoseksuelle mænd.
Ideerne om rekruttering, fordærv og truslen mod familielivet kaster stadig skygger over meget af den offentlige samtale om homoseksualitet i flere afrikanske lande. De trådte frem i fuldt flot på Mukisa-pressekonferencen, der kan ses på Twitter. De spiller en altafgørende rolle i det ghanesiske parlaments diskussioner om et indgribende lovforslag mod homoseksuelle, og de fortsætter med at dække over anti-LGBTQ+-bevægelsen på kontinentet.
I en afrikansk kontekst legitimerer besøg og taler fra fremtrædende amerikanere som Lively og Falwell homofobien, fordi deres identitet som hvide, heteroseksuelle mænd kroner den med troværdighed.
Afrikanske anti-homo-fortalere underspiller deres magt
Jeg forsøger ikke at frikende Uganda, Ghana eller andre afrikanske lande for deres homofobi eller antyde, at de ikke kunne være homofobiske uden inspiration fra udlandet. Det kan de sagtens, og det er de.
Selvom LGBTQ+-minoriteter har eksisteret i Afrika siden før kolonialismen, har deres eksistens ikke altid været hverken velkommen eller tolereret. Selvom homoseksualitet var både medfødt og almindeligt for Zande-folket i Sydsudan, var de ikke så inkluderende, når det gjaldt kvinder. Lesbianisme blev betragtet som hekseri og kunne i nogle tilfælde udløse dødsstraf.
Abrahamitiske religioner har forværret homofobien, og modviljen mod seksuelle minoriteter kunne sandsynligvis også være blevet udbredt på det afrikanske kontinent med de nye religioner, også uden amerikansk tilskyndelse. Denne tendens er tydeligst i Senegal, et overvejende muslimsk land, hvor hovedstaden Dakar, der tidligere blev betragtet som Afrikas “homo-hovedstad”, nu oplever stigende homofobi. Sidste år stod demonstranter langs Dakars gader og krævede strengere love og længere fængselsstraffe for homoseksualitet.
At hævde at homoseksualitet er særligt vestligt, som flere af de amerikanske repræsentanter for eks-homo-bevægelsen ved flere lejligheder har gjort, giver bevægelsen muligheden for at placere sig selv på den rigtige side af historien. Fordi de er tæt på kilden til det “moralske fordærv”, kræver det mere af dem at modstå den. For ugandiske og afrikanske homofober er det omvendte tilfældet. Det åbner en vej til syndsforladelse – en anti-kolonialistisk indpakning, der giver dem muligheden for at sige: “Dette blev bragt hertil fra udlandet, og vi er nødt til at udrydde det.”
Fortalere for eks-homo- og anti-homo-filosofier er afhængige af homoseksulles tilstedeværelse, for at deres budskab er relevant. De kræver en fjende, for at deres kamp er gyldig.
Og de går meget langt for at konstruere denne fjende som en velfinansieret og almægtig udenlandsk bevægelse, mens de fejlagtigt skildrer den afrikanske anti-homo-bevægelse som en idealistisk underdog – uden at nævne dens store behov for amerikanske evangelister til at skabe omtale og opmærksomhed.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
