Iran er blandt de mørke kræfter, som truer vores del af verden, sagde statsminister Mette Frederiksen til flere aviser i december 2024. Siden da har hendes – og de fleste andre danskeres – verdensbillede nok rykket sig en del, men intet tyder på, at Iran ikke fortsat ses som en af „the bad guys‟.
Men hvor mørkt er der rent faktisk i Iran, og hvorfor agerer Iran, som det gør, på den internationale scene? Det spørger jeg om i denne uges episode af podcasten Højtryk, hvor gæsten er Rasmus Elling, lektor i Iranstudier og leder af Mellemøststudier på Københavns Universitet.
Han forklarer, hvordan det stolte og årtusindgamle persiske rige er endt som det isolerede Iran, som er nødt til at vende sig mod bevæbnede ikke-statslige bevægelser for at finde allierede.
Det Iran, som vi kender i dag, begyndte så at sige i 1979, da en revolution kostede landets konge – eller shah, som det hedder i Iran – Mohammad Reza Pahlavi, magten. Under revolutionen blev den amerikanske ambassade besat, og det var med til at gøre landet til en paria, især i Vestens øjne.
”Fordi Iran blev sat under en lang række sanktioner og blokader og blev skubbet ud af det internationale samfunds konventionelle sammenslutninger, var det nødt til at udvikle ikke-konventionelle politiske forhold. Det gjorde man blandt andet ved at knytte bånd til en række militante bevægelser i regionen – nogle af dem betegnet som terroristgrupper i Vesten.”
”I virkeligheden har Iran kun meget få rigtige allierede, for der er ikke mange lande, der vil være rigtig allieret med Iran, og derfor har man denne ukonventionelle udenrigspolitik.”
Blandt befolkningen er der udbredt utilfredshed med de religiøse ledere, men mange er også bange for, hvad der kan komme i stedet, hvis styret bliver væltet. Borgerkrigene i Irak, Syrien og kaos i flere andre mellemøstlige lande står som skræmmeeksempler, forklarer Rasmus Elling.
Højtryk produceres af journalisterne Kirsten Larsen, Laurits Holdt og lyddesigner Jonas Johs Andersen.
