Han blev adskilt fra sin kone og sin lille søn, da de flygtede fra Afghanistan i 1989. Lige siden har hans liv drejet sig om én ting: at få dem tilbage.
Af Mille Lübbert Hansen, freelance journalist og medlem af U-landsnyts redaktionsledelse
Hvis du går gennem Københavns centrum en tidlig formiddag, når forårssolen endelig har haft held til at fortrænge den værste kulde, kan det være, at du støder på Samir. Han er på dette tidspunkt normalt ved at befri en flok caféborde og stole fra nattens lænker og stille dem frem på lange, lige rækker foran restauranten, hvor han arbejder. Det har han gjort i 13 år, hver eneste dag i hele sommersæsonen.
Han er en lille, tætbygget mand. Sveden glinser på hans pande, hans furede ansigt er dækket af grå skægstubbe. Men han dufter godt af parfume. Han har et væld af smilerynker om de lysebrune øjne, der lyser muntert og tillidsfuldt som et barns. Det er svært at aldersbedømme ham. 40? Måske 50?
Samir er altid i bevægelse. Længe før dansen med borde og stole har han gjort hele restauranten rent, og senere venter sisyfos-opvasken. Hver gang et læs beskidte tallerkener er skubbet ind i maskinen, kommer de travle tjenere løbende med et nyt. Alligevel får de for det meste en munter eller drillende bemærkning med på vejen.
Jo, Samir er altid sød og glad sammen med kollegaerne. Men når han er blevet alene i restauranten om natten, sker det, at han sætter sig ned og græder. Inden da har hans fingre tastet nummeret til Canada, som de har gjort hver eneste dag gennem alle årene i Danmark. Hans kone har svaret, de har talt sammen et par minutter, han har måske også sagt hej til sønnen, inden de har ringet af. Og så har ensomheden overmandet ham.
Kabul, Afghanistan, 1989.
Kampene mellem de russiske tropper og de muslimske mujahedinkrigere bliver voldsommere. Den afghanske præsident Najibullah får støtte af Rusland og mujahedinerne betragter alle regeringstro afghanere som fjender.
Samir er 26 år og arbejder på et stort hotel. Han er blevet gift med sit livs Najya og sammen har de sønnen Dani på fire år. Da bliver Samirs familie ramt af tragedien. Hans far, der er ansat ved den italienske ambassade, bliver myrdet af mujahedinerne. I chok beslutter familien at søge tilflugt i Pakistan.
På den Mujahedin-kontrollerede grænse mellem Afghanistan og Pakistan bliver Samir arresteret. Hans kone, barn, mor og søskende får lov at fortsætte ind i Pakistan. Samir sidder fængslet i fire år. Han deler en lille celle med fem andre mænd. De sover på gulvet og forretter deres nødtørft i et hjørne.
Da Samir bliver løsladt, er det lykkedes Najya og Dani at komme til Canada, hvor de har fået asyl. Hans eneste tanke er at rejse efter dem. Han benytter sig af menneskesmuglere, får nyt pas, en helt ny identitet.
I tre år rejser han rundt i Asien og tager det arbejde, han kan få, indtil det endelig lykkes ham at få en flybillet til Canada. På vejen skal han mellemlande i Tyskland. Her får han at vide, at noget er galt med hans papirer. Han får ikke lov at rejse videre. Året efter får han i stedet for lov til at rejse ind i Danmark.
København, Danmark, 2000.
Samir arbejder i restauranten alle ugens syv dage, i højsæsonen op til 18 timer i døgnet. Det giver ham mulighed for at forsørge sin familie i Pakistan og samtidig sende penge til Najya og Dani i Canada, hvor de ellers klarer sig fint. Desuden har han ikke noget at bruge fritid til. Han vil hellere gå på arbejde. Hvad skal han lave derhjemme, andet end at føle sig alene?
Samir har for længe siden fået asyl samt en lægeerklæring, der har fritaget ham fra at deltage i danskundervisning. Det vil ikke være muligt for ham at lære noget. Han er for traumatiseret, har lægen bedømt. I stedet kommunikerer han på et ubehjælpeligt engelsk.
Og selvom man kender ham rigtig godt, er det stadig svært at bedømme, om det er sproget, traumerne, hans ulykkelige situation eller noget helt fjerde, der gør, at han virker lidt som et barn. Sårbar, uskyldig – og alligevel glad og fuld af liv.
Men lige nu der er faktisk grund til at glæde sig. Najya og Dani er på vej. Han skal se dem for første gang i 11 lange år. De har fået turistvisum til at komme på besøg, hvilket absolut ikke er nogen selvfølgelighed, når det står afghaner i ens pas. Hans egne forsøg på at få visum til Canada er mislykkedes gang på gang. Han er helt fjollet af glæde den dag, han skal hente dem i lufthavnen.
Næste dag står han i opvasken, som han plejer. Hvordan gik det? Hvor er de henne?, vil kollegaerne vide. Men det gik ikke. Slet ikke. De blev sendt tilbage. Der var noget galt med deres visum, forklarer han. Mere ved han ikke.
Al glæde og liv er væk. Hans krop arbejder videre i sit sædvanlige tempo og på mekanisk vis, mens hans indre er gået i stå. Han fik ikke engang lov til at hilse på dem. Der havde han stået, med en væg eller to imellem sig og dem og ventet, indtil flyet med dem var lettet igen og endnu engang havde lagt tusindvis af kilometer imellem dem.
København, Danmark 2002.
To år senere lykkes det endelig. Najya kommer til Danmark. Hun skal være her i en måned. De sidder meget tæt ved siden af hinanden ved et lille, rundt cafebord og stråler stille. ”Se hans hænder,” siger Najya.
Hun løfter Samirs ru og sprukne hænder op og stryger håndryggene mod sit ansigt. Hænder, der har vasket i tusindvis af snavsede tallerkener op i løbet af de 13 år, der er gået, siden hun sidst rørte ved dem. ”De er jo helt ødelagte,” hvisker hun og græder lidt midt i glæden. ”Han havde de smukkeste hænder”.
Det bliver en fantastisk måned. Han viser hende København, de shopper, griner, genopdager hinanden og lægger planer. Samir synes, de skal forsøge at få et barn mere, nu med det samme. Kommer Najya gravid tilbage til Canada, må regeringen vel give barnets far opholdstilladelse, mener han. Men det synes Najya nu ikke er vejen frem.
I stedet bliver planen, at hun skal komme tilbage snart, og så skal de gifte sig. Igen. Samir har opnået asyl i Danmark med de falske identitetspapirer, han fik efter sin flugt ud af Afghanistan, og han er så bange for at miste sin opholdstilladelse, at han ikke tør søge om at få sin egen identitet tilbage. Derfor er det umuligt at bevise deres ægteskab.
Men årene går, og Najya vender ikke tilbage. I starten venter hun på, at hendes ansøgning om canadisk statsborgerskab skal gå igennem. De er enige om, at det er værd at vente på. Men selvom hun skulle få det, vil hun aldrig kunne rejse fra Dani, siger hun. Så den eneste chance for at være sammen er at få Samir til Canada.
Flere år går og i mellemtiden er Dani blevet voksen og har besluttet sig for at lære sin far at kende. En dag står han i Kastrup Lufthavn, fuld af liv og historier om sine kærester, sin første bil, jobbet som tjener i Canada. I løbet af den korte tid, han er i Danmark, får han knust et par pigehjerter. Men han kan gøre, hvad han vil, hans far stråler af stolthed ligegyldig hvad, han foretager sig.
Najya får tilkendt canadisk statsborgerskab, men hun kommer ikke til Danmark. Hverken på ferie eller for at blive gift. Hun vil bare have, at Samir skal komme til Canada, selvom hun godt ved, at han ikke kan få visum. Desuden synes hun nu, at han vil fjernstyre hendes liv. Han synes ikke, at hun skal drikke alkohol, og han synes ikke, at hun skal farve sit hår, og det irriterer hende. Samir forstår ingenting. Han er bare ulykkelig.
København, Danmark, 2010.
Ved midnatstid, når de sidste gæster har rejst sig fra udendørsserveringen, slæber Samir borde og stole sammen i en stor bunke igen. Dani er ved at udskrive regninger til de sidste gæster indenfor. Han har været i Danmark i seks måneder nu og han bliver i yderligere tre.
Det er tredje gang, han er kommet til Danmark for at være sammen med sin far. De to bor og arbejder sammen, og ensomheden har sluppet sit tag i Samir.
Han har stadig ikke har set noget til Najya, men måske kommer hun om tre måneder, siger hun. Måske ikke. Samir ved ikke, hvad han skal tro. Han sætter lænkerne på stablen af stole og borde og går ind til Dani i restauranten.
Fortællingen er skrevet på baggrund af et mangeårigt venskab og mange lange samtaler med Samir. Alle navne er opdigtede.
————————-
Afghanere uden for Afghanistan
Foreningen Afghans Abroad skønner, at ca. 16 millioner afghanere har forladt Afghanistan gennem årene. Langt de fleste er flygtet til Pakistan, Iran og den arabiske verden, men også USA, Canada og Europa huser et meget stort antal.
Formanden for DAF (Den Afghanske Forening) i Danmark, M.Nasim Sidiqi, oplyser, at der er 11.000 afghanere i Danmark.
