Gode råd
Regeringen har bebudet, at udenrigspolitikken skal have et serviceeftersyn og på rygtebørsen forlyder det, at det skal være ambassadøren i USA, Peter Taksøe-Jensen, der skal gennemføre det.
Det er en omfattende opgave, der bl.a. indebærer at Danmarks udenrigs-, sikkerheds-, forsvars-, handels- og udviklingspolitik skal samtænkes og koordineres.
Globalnyt har bedt tre personer, der hver især har fulgt dansk udviklingsbistand i en årrække, om at komme med nogle råd i forhold til de udviklingspolitiske aspekter af opgaven og vi bringer deres råd og kommentarer i løbet af de kommende dage.
De tre personer er
Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker på Dansk Institut for internationale studier, DIIS
Læs hans indlæg
Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet
Læs hans indlæg
Klaus Winkel, forfatter og forhenværende kontorchef i Danida
Læs hans indlæg her
Kristian Jensen (V) er ny sherif i udenrigsministeriet og han sigter på mere for mindre og trylleformularen hedder samtænkning baseret på et service-eftersyn fra en enmands-hær.
I det følgende reflekteres over tre af de centrale dimensioner med betydning for dansk udviklingspolitik – reduktion af udviklingsbistanden, samtænkning og service-eftersynsrådgiveren.
Beskæring af dansk bistand skader både Danmark og verdens fattige
Kristian Jensen har fået et bundet mandat: Udviklingsbistanden skal beskæres med 2,6 mia. kroner, en kraftig reduktion, som minder om situationen da Fogh-Rasmussen-regeringen kom til magten i 2001.
Per Stig Møller (K) var udenrigsminister og stod for nedskæringerne. Sidste år skrev Per Stig Møller sammen med daværende udviklings- og handelsminister Mogens Jensen (S) i forbindelse med S-R-regeringens planlagte nedskæringer, at ”… udviklingsbistanden er vores vigtigste udenrigspolitiske redskab.” Altså at reduktion af udviklingsbistanden er skadeligt for Danmark.
Beskæring af udviklingsbistanden er ligeledes dårligt nyt for de fattige, for Danmark bliver år efter år udråbt til verdensmester i at hjælpe verdens fattige.
Selvfølgelige kan embedsværket varetage opgaven med at finde besparelser. Konsekvenserne kan ikke forudsiges, når de konkrete initiativer ikke kendes, men der er næppe mange lavthængende frugter at finde, når Kristian Jensen samtidig signalerer ambitioner på en lang række områder.
Fra altruisme til egeninteresser
Kristian Jensen fremhæver samtænkning som den nye og mere effektive mirakelkur. Umiddelbart lyder samtænkning fornuftigt, men er det nyt at udviklingspolitiken samtænkes?
Ser vi på udviklingspolitikken i et historisk perspektiv, så var udviklingen frem til 2001 præget af stadig tættere samarbejde og dermed samtænkning med modtagerlandene, baseret på nøgleord som partnerskaber, ejerskab og selvbestemmelse.
I 2001 skete der et paradigmeskift i den udviklingspolitiske samtænkningstilgang med nyfokusering på danske nationale, sikkerhedspolitiske interesser.
Samtænknings-tilgangen blev videreudviklet under Helle Thorning-Schmidt (S) bl.a. ved at etablere ambassader i de nye vækstøkonomier i Syd. Her var den primære målsætning at skabe arbejdspladser til danskerne.
Det bliver spændende at se, hvad nye samtænknings-initiativer vil bringe. Udmeldinger tyder på, at centrale elementer vil være fokuseret på danske egeninteresser, problemstillinger omkring migration og Afrika.
Enmandshær af den rette støbning?
Kristian Jensen er ikke alene. Han har et kompetent, hårdtarbejdende og stadig mindre embedsværk plus en regeringsudpeget eftersynsmand (m/k), som skal hjælpe med fundamentet for samtænkning – en stor og vigtig opgave.
Kriterierne for valget af eftersynsmanden er ikke klare, men et af de centrale områder er, ifølge Kristian Jensen, Afrika.
Forhåbningen må være, at den ”nye mand” har kendskabet til det afrikanske kontinent, med mangfoldige udviklingsdynamikker, hvor både indsigt i processer på såvel mikro- som makroniveau er essentielt for forståelse og for efterfølgende at kunne gøre en forskel.
Derudover vil det næppe skade, hvis eftersynsmanden er opmærksom på den voksende afrikanske selvbevidsthed og dens implikationer for samarbejdet mellem aktører og hvordan det kan udmønte sig i konkrete handlingsinitiativer.
Kristian Jensen har en stor og bunden opgave, hvor nedskæringerne vil være skadelige – ikke mindst på den korte bane – og utvivlsomt vil hæmme udenrigsministerens muligheder for at skyde med skarp på målsætningerne.
Indtil videre venter vi med spænding på såvel de konkrete nedskæringer som de sammentænkte satsningsområder.
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, hvor han bl.a. beskæftiger sig med dansk udviklingspolitik.
