Kvinder i Saudi Arabien er undertrykte og umælende skikkelser, indhyllet i sorte gevandter – det er i hvert fald sådan, de ofte præsenteres i vestlige medier. Men er det hele billedet? Portrætter af en række unge kvinder i Jeddah i det store olierige land i Mellemøsten.
Af Marie Juul Petersen
i samarbejde med Jens Juul Petersen
Jeg kigger på uret og vender mig for femte gang om for at se, om kvinden bag mig stadig sidder i sin stramme t-shirt og jeans. – Hvornår tror du, jeg skal tage den abaya på? spørger jeg min bror Jens, og tjekker endnu en gang, om den lange tynde frakke stadig ligger i tasken.
Der er en time til vi lander i Jeddah i Saudi Arabien, og jeg er nervøs.
Saudi Arabien! Det er jo dér, hvor kvinder ikke må stemme eller køre bil, hvor man bliver pisket for utroskab, og hvor det religiøse politi går rundt med stave og hvæser ’kvinde, dæk dig til’ til de, der ikke bærer den lovpligtige abaya.
Saudi Arabien er kønnenes apartheid. ”Hvad skal I dog der?” har været den gængse reaktion, når vi har fortalt, at vi skulle afsted. Og lige nu ved jeg det heller ikke rigtig selv. Men det er vist noget med at finde ud af, hvad de saudiske kvinder selv synes om det hele.
Lige inden vi lander, hiver kvinden bag mig en smukt broderet abaya frem fra tasken og tager den på. Jeg skynder mig at gøre det samme. I lufthavnen er jeg bare en ud af mange flagrende sorte skikkelser.
Ærgrer mig over, at jeg i det i det mindste ikke har taget nogle farvestrålende sko på. Jens derimod synes pludselig at have fået en nyvunden autoritet. Nu er han ikke længere min lillebror, men min værge.
Alle kvinder i Saudi Arabien har en såkaldt værge (på arabisk mahram), som oftest deres far eller ægtefælle. Kvinderne er umyndige og skal have deres værges tillladelse til de fleste ting, herunder f.eks. at rejse ud af landet, at gå til lægen (medmindre det er livstruende), indskrive sig på universitetet eller søge et job.
Næste morgen går jeg ned til hotellets swimming pool, det er 40 grader varmt og jeg vil svømme en tur, inden vi skal ud og interviewe folk. Jeg har ladet abayaen blive på værelset – Hotel Mövenpick er vel et internationalt hotel.
– Undskyld madam, siger den syriske receptionist med et beklagende smil, da jeg nærmer mig pool’en: ”Den er kun for mandlige gæster”. Han kaster et blik på mit tøj: – Og vil De være venlig at gå op på Deres værelse og tage abaya på?
Jens tager en svømmetur, mens jeg surmuler på værelset. Jeg får tiden til at gå med at læse i det amerikanske sladderblad, vi købte i en kiosk.
Hen over Angelina Jolies kavalergang er sat et stort stykke sort tape, ligesom Halle Berrys nye bikini også er censureret bort. – Det må være et fantastisk studenterjob, noterer Jens, da han kommer tilbage.
Jeg forstår det ikke. Hvordan kan nogen kvinder holde ud at bo her? Hvornår kommer oprøret? Hvor er de saudiske kvinders Nelson Mandela?
I: Pigerne fra Jeddah
– Det var værst lige, da jeg kom tilbage fra England, siger 20-årige Selma. Hun er klædt i en elegant sort abaya, der tydeligvis har kostet en hel del mere end min egen syntetiske las, erhvervet for 200 kr. på Nørrebrogade.
– Jeg var 14 og havde boet i Birmingham hele mit liv. Jeg gik i en kristen privatskole, hvor alle gik i t-shirt og jeans – og så skulle jeg pludselig til at gå tildækket! Hun griner lidt. – Den første dag kom jeg grædende hjem til min mor og spurgte: Hvor er alle drengene henne?”
Men nu har hun det godt her, siger hun. Hendes veninder nikker samstemmende. – Jeddah er vores hjem, siger en. ”Her er mange problemer, men dem skal vi nok få løst lidt efter lidt”.
Vi er på Andalus – den hippeste cafe i Jeddah. I hjørnet sidder et par piger med hver deres MacBook; en mand står og studerer bøgerne om selvudvikling i reolen, der dækker hele cafeens ene væg; og en gruppe unge drenge og piger diskuterer højlydt, hvilken smoothie der er cafeens bedste.
Sproget er en skønsom blanding af arabisk og engelsk; langt de fleste her har gået i engelsk-sprogede skoler hele deres liv og mange har boet i udlandet.
Guccitasker smides skødesløst på gulvet, guldarmbåndene klirrer mod kaffekopperne, og Selma betaler med et snuptag regningen for de 10 veninder. – Jeg har jo penge nok, siger hun lidt genert.
Uden for holder pigernes chauffører i store firehjulstrækkere. Jens spørger, om det ikke er frygteligt irriterende, at kvinder ikke selv må køre bil. ”Jo,” siger Doaa. ”Jeg ville da elske at have en kvindelig chauffør”.
I modsætning til de andre er hendes abaya ikke sort, men beige med striber. Jeg kigger spørgende på den: – Jeg troede ikke, det var tilladt at gå med andet end sort abaya?
– Jeg er ligeglad, svarerr Doaa trodsigt. – Jeg ville endda gå i en lilla abaya, hvis jeg havde lyst – det gør min veninde. Alle de her regler om tøj og småting handler overhovedet ikke om islam, de handler om politik. Det er magthavernes måde at manipulere og kontrollere folk på. De følger jo ikke engang selv reglerne!
– Men hvorfor er der ikke nogen, der gør oprør? spørger jeg. – De fleste har det jo godt, svarer Doaa med et skuldertræk. – De hænger ud i indkøbscenteret og har penge nok. Sådan er det vel også dér, hvor I kommer fra? Men vi er altså nogen, der gerne vil forandre samfundet.
Selma bryder ind: – Det handler om at lære folk at tænke logisk og selvstændigt – ikke bare lytte bevidstløst til de gamle religiøse mænd.
Pigerne er med i en gruppe, der hedder Harmonious Being. Her mødes en gruppe unge mænd og kvinder en gang om ugen og diskuterer filosofi og religion.
“Harmonious Being handler om at undersøge vores forhold til os selv og til Allah gennem rationelle drøftelser og intellektuelle refleksioner”, hedder det på gruppens Facebook-side. Selma inviterer os med til møde samme aften.
Mødet holdes hjemme hos Mahmoud, en ung mand der læser til ingeniør. Aftenens tema er: ‘Hvad hvis Allah ikke findes?’ De unge diskuterer ivrigt. Doa’as veninde (i lilla abaya) citerer Nietzche. – Der er faktisk mange ateister i Saudi Arabien, forklarer Selma.
– Hvordan kan I få lov til at mødes på den her måde? Er det ikke forbudt for piger og drenge at mødes? spørger Jens.
– Det handler mere om hvilken slags familie man kommer fra. Vores forældre er allesammen liberale. Andre forældre ville ikke tillade det, siger Selma. Doa’a tilføjer, at Jeddah er anderledes end Riyadh:
– Dér ville du aldrig se piger og drenge sammen et offentligt sted, sådan som vi så det på Café Andalus. Det religiøse politi ville være der med det samme. Men her ser vi dem næsten aldrig mere.
Efter mødet kører Doa’a os tilbage til hotellet. På vej hjem spørger jeg, om hun aldrig har lyst til at rejse herfra – til et sted, hvor hendes beige abaya måske ikke stikker så meget ud.
– Jo, jeg vil rigtig gerne studere i USA, det er jo et fantastisk land. Men jeg tror altid, jeg vil komme tilbage til Jeddah. Det er her, jeg kan gøre en forskel, lyder det.
Hun holder en lille pause: – Vi har ingen kvindelige tænkere, kunstnere eller forfattere endnu, men det regner Selma og jeg med at blive!
II: Karrierekvinder
70 procent af alle universitetsstuderende i Saudi Arabien er kvinder, men kun 7 procent af dem arbejder; den laveste andel i verden. De fleste arbejder som lærere i grundskolen, på gymnasier eller på universitetet.
En varm formiddag besøger jeg Rawan, som er professor i matematik ved det statslige universitet, Abdul Aziz Universitet. – Selvfølgelig skal kvinder arbejde, hvis de har lyst, siger hun. – Og selvfølgelig skal kvinder køre bil, hvis de har lyst til det. Indenrigsministeren sagde faktisk for nylig, at det ikke er en islamisk regel, at kvinder ikke må køre bil, og at loven snart bliver ændret.
Abdul Aziz Universitet er kønsopdelt ligesom langt de fleste skoler og universiteter i Saudi Arabien. Lige så snart man er gået igennem indgangen til kvindernes campus, kan man smide sin abaya og sit tørklæde, hvis man har lyst – der er ikke en eneste mand på området.
Men Rawan har beholdt sit tørklæde på. – Som lærere er vi forpligtede til at vise et godt eksempel for pigerne, siger hun forklarende. Rawan synes, at kvinder selv skal bestemme, om de vil gå med tørklæde. Hendes egne døtre på 14 og 16 gør det ikke endnu, men hun håber, at de vil tage det på en dag ”af egen fri vilje og fordi det betyder noget for dem”, siger hun.
Jeg spørger Rawan, hvilket samfund hun håber, hendes døtre vil vokse op i. – Vi skal have forandring, men ikke hvilken som helst forandring og ikke for enhver pris, siger hun. – Vi skal ikke bare imitere Vesten. Der er mange ting i jeres samfund, jeg ikke er interesseret i at importere til Saudi Arabien. Sexchikane, for eksempel. Vi bliver nødt til at finde vores egen vej.
De fleste kvinder arbejder som Rawan på kønsopdelte arbejdspladser. Jeg snakker med Amna, der er PR-medarbejder på Dar al Hekma Universitet, det dyreste privatuniversitet i Jeddah. Det er her, Doa’a og Selma studerer.
Vi mødes i kantinen, midt i frokostpausen, og må næsten råbe til hinanden for at overdøve larmen fra hundredvis af piger, der griner, skændes, sludrer og råber i munden på hinanden. – Sådan er det altid, siger Amna med et grin.
Amna fortæller, at hun valgte at arbejde her frem for på en arbejdsplads med både mænd og kvinder: – Der er ikke så meget drama her, ikke noget flirten eller besværlige konflikter. Jeg kan slappe meget bedre af her.
Generelt synes hun ikke, at der skal være tvungen adskillelse mellem kønnene. – Men måske i teenageårene, dér kan de unge ikke tænke på så meget andet end hinanden og de kan ikke koncentrere sig. Og der er faktisk studier fra USA og Europa, der viser, at piger lærer meget bedre, hvis de undervises adskilt fra drengene.
Få kvinder arbejder sammen med mænd. Maha er en af dem. Vi møder hende på hendes kontor i Organization of the Islamic Conference (OIC).
OIC er en interstatslig organisation for muslimske lande, og Maha har de sidste 5 år arbejdet som redaktør af organisationens månedlige nyhedsbrev. Hun er midt i 30-erne og klædt i en sort abaya med en diskret bordeaux kant.
Mens vi snakker, retter hun konstant på tørklædet, der ofte glider ned. – Jeg går med tørklæde af respekt for de kulturelle og religiøse traditioner her i landet, siger hun og fortæller at hun ikke bar det i de år, hun studerede i USA.
– Jeg var den første kvinde der blev ansat her. Det var lidt underligt i starten. De vidste ikke, hvor de skulle placere mig, for jeg kunne jo ikke rigtig dele kontor med en masse mænd. Så det endte med, at jeg fik et kontor allerøverst oppe, lige ved siden af generalsekretæren, fortæller Maha.
– Det var jo ikke det værste, der kunne ske, tilføjer hun med et skævt smil.
Siden Maha startede i OIC, har organisationen ansat yderligere 4 kvinder og flere er på vej. – På den måde kan OIC måske blive et forbillede for det saudiske samfund, siger Maha.
Hun fortæller, at regeringen allerede er opmærksom på nødvendigheden af at skabe flere arbejdspladser for kvinder. – Vi kan ikke allesammen være lærere og sygeplejersker, som hun siger.
Sidste år fremsatte kongen et forslag om, at det skulle være tilladt for kvinder at arbejde som ekspedienter i undertøjsforretninger. Forslaget mødte imidlertid stor modstand, ikke bare fra konservative religiøse kræfter, der krævede at butikkerne i så fald skulle placeres i skarpt kønsopdelte indkøbscentre, men også fra butiksejerne selv. De forudså nemlig, at sådanne omlægninger ville blive meget dyre.
– Men der skal nok ske noget. Vi er mange, der gerne vil arbejde, siger Maha optimistisk.
Jeg spørger Maha, om hun ser sig selv som et forbillede for andre kvinder: – Jeg kæmper på min egen måde, andre kæmper på andre måder, siger hun, og fortæller om Wajeha al-Huwaider, en af Saudi Arabiens eneste aktivister. Hun filmede sidste år sig selv, mens hun kørte bil og lagde videoen ud på YouTube.
Nu har hun fået en ny ide: Hver dag tager hun til grænsen mellem Saudi Arabien og Bahrain og insisterer på at krydse og hver dag bliver hun afvist. Hun skriver om det i Washington Post:
”Jeg er ikke en farlig person, så hvorfor bliver jeg afvist af grænsevagterne? Fordi jeg nægter at vise dem en rejsetilladelse fra min mandlige værge. Og hvorfor gør jeg det? Jeg har sådan et dokument, men det er ydmygende at skulle vise det, og jeg er træt af at blive ydmyget bare fordi jeg er en kvinde. Og jeg opfordrer andre saudiske kvinder til at gøre det samme.”
III: Barnepiger, massører og rengøringsdamer
En eftermiddag går vi i Red Sea Mall, et af Jeddahs mange indkøbscentre. Vores filippinske chauffør Manuel kører os. Red Sea Mall er et af de fineste og dyreste indkøbscentre i Jeddah, fortæller han. Her kommer alle de rige.
Kvinderne lader tørklædet falde ned på skulderen, og nogen lader endda abayaen stå åben, så man kan se deres stramme Armani jeans. Bag dem går barnepigerne med børnene i klapvogn. Manuel hilser på en af dem. – Hun er også fra Filippinerne. Vi kender allesammen hinanden, siger han fornøjet.
Der er flere end 1,5 millioner filippinere i Saudi Arabien. De fleste arbejder, lige som indvandrere fra Sri Lanka, Bangladesh og Thailand, som chauffører, barnepiger, rengøringsdamer, tjenere eller bygningsarbejdere, oftest til en ussel løn.
Manuel og hans kone Maryann har boet i Jeddah i 11 år. Egentlig må hun slet ikke være her, for hun har ikke nogen officiel arbejdstilladelse, men Manuels arbejdsgiver siger ikke noget til det. – Han ved godt, at hun arbejder som zoneterapeut, men vi taler ikke om det. Han er en god mand, mener Manuel.
Om aftenen kommer Maryann forbi hotellet for at give mig behandling. Hun er en lille kvinde med langt sort hår og en abaya med kulørte broderier på ærmet. Manuel slæber massagebordet. – Det har han selv bygget, siger Maryann stolt.
Jeg spørger, om hun er glad for at bo i Jeddah. Hun fnyser lidt. – Folk her er mærkelige. Når de ser en kvindes hår opfører de sig som om de har set hendes bagdel. Selv bruger hun aldrig tørklæde: – Det er ikke nødvendigt. Der er jo nærmest ikke noget religiøst politi mere.
– Det er svært at være indvandrer i Jeddah. Vi kan ikke engang få lov til at dyrke vores religion, men vi gør det nu alligevel, siger Maryann med et snedigt smil. – Vi har et hemmeligt sted, hvor vi mødes og holder (kristen) gudstjeneste en gang imellem.
Hun fortæller, at indvandrerkvinder ofte behandles dårligt – barnepiger bliver voldtaget af husets unge mænd, tjenestepiger nægtes mad, servitricer får ikke deres løn.
Mange lever under slavelignende forhold; de tjener ikke mere end 50 dollars om måneden og har hverken råd til at sende penge hjem eller spare op til en billet, så de selv kan komme hjem.
– Men vi er heldige, siger Maryann: Manuel tjener 500 dollars om måneden og vi bruger 100 dollars om måneden på husleje og lidt på mad og resten sender vi hjem til vores børn.
Maryann og Manuel har 2 børn, en dreng på 14 og en pige på 4. – De bor hos min søster, vi ser dem kun en gang om året. Men jeg ringer hjem hver uge. Det er godt, vi har Skype, siger hun.
Hendes stemme bæver lidt. – Problemet er bare, at min datter ikke altid vil snakke med mig. Hun kan ikke rigtig huske mig, nogle gange kalder hun endda min søster for mami. Og nogle gange græder hun og spørger, hvorfor jeg ikke er der sammen med hende.
Hun er tavs lidt, og så tager hun en dyb indånding. – Jeg håber bare at hun en dag forstår, at jeg gør det for hendes skyld, for at hun kan få en uddannelse.
IV: Pigen der tog afsted
– En gang udlænding, altid udlænding, siger Ali. Han er fra Yemen og kom hertil for mere end 30 år siden. – Alle mine børn er født her. Men de vil aldrig kunne få saudisk statsborgerskab. Det sker bare ikke, medmindre man personligt kender kongen.
Et af Alis 12 børn er Hana, en 22-årig journalist, der (på tidspunktet for artiklens tilblivelse) er i praktik på Information i København. Vi har lovet Hana at besøge hendes forældre og aflevere et brev fra hende inden vi tager hjem fra Jeddah.
Hanas forældre bor i en ydmyg lejlighed i udkanten af byen, på alle måder langt fra Red Sea Mall, Dar al Hekma Universitet og Café Andalus. Her bor mange af Jeddahs indvandrere og fattigste saudere.
– Jeg har været lidt uheldig, siger Ali, og uddyber: – Min forretning er ikke gået så godt. Jeg har 2 koner og 12 børn, jeg skal forsørge, så jeg har ikke råd til et stort hus eller til at sende mine børn på fine privatskoler. Jeg er stolt af, at Hana trods alt har klaret sig så godt i modsætning til ham her, siger han og puffer til Hanas bror, der – ligesom mange andre unge mænd i Saudi Arabien – er arbejdsløs.
Hjemme i København mødes Jens og jeg igen med Hana, pakket ind i flere jakker og med tørklædet viklet så tæt om hovedet, at man næsten kun kan se hendes smilende øjne. Det er koldt i Danmark! Vi spørger hende, hvordan hun er endt her.
– Jeg har nok altid været anderledes. Altid været interesseret i nyheder, jeg læste bøger udefra. Og jeg vidste, at hvis jeg skulle lære noget, blev jeg nødt til at rejse væk fra Saudi Arabien, fortæller hun.
Efter gymnasiet ville Hana gerne have læst journalistik, men det var ikke muligt; dels havde hendes far ikke råd til at sende hende på universitetet og dels må kvinder slet ikke studere journalistik i Saudi Arabien. I stedet fik hun et job på en saudisk avis – det første år dog uden løn.
– Selv om vi ikke må læse journalistik, må vi godt arbejde som journalister; de skal jo have nogen, der kan skrive om kvinde-ting, siger hun med en hovedrysten.
Avisen var delt op i en kvindeafdeling og en mandeafdeling. – I de 3 år jeg arbejdede der, så jeg næsten aldrig min redaktør. Jeg kunne være gået forbi ham på gaden uden at vide hvem han var, fortæller Hana.
Træt af at sidde på et kontor og lave telefoninterviews begyndte Hana at undersøge mulighederne for at lære journalistik på andre måder. Gennem en mailing-liste på internettet hørte hun om et kursus i valgjournalistik i Libanon.
Velvidende at hendes forældre ikke var i stand til at betale rejsen sparede hun selv op af sin beskedne løn. – Men det var svært at få min fars tilladelse til at tage afsted. Tilsidst fik jeg lov, men kun hvis min lillebror tog med for at passe på mig.
Hun vender det hvide ud af øjnene: -Passe på mig? Han var 14 år! Det var jo mig, der skulle passe på ham.
Siden har hun været på kurser og konferencer i Jordan, Qatar og sågar Norge. – Og nu er jeg så her og alene! siger hun med et stort smil. – Men jeg tror ikke, det er nemt for min familie. Naboerne snakker. Hvad laver Hana helt alene i udlandet? Burde hun ikke snart blive gift? Og så lige Danmark…
Hana ved ikke, om hun nogen sinde kommer tilbage til Saudi Arabien. Måske slår hun sig ned i Yemen eller Libanon istedet.
– Problemet i Saudi Arabien er, at nogle mænd tror, at det er dem, der giver kvinderne friheden. De forstår ikke, at frihed er noget, vi har fra vi er født, fordi vi er mennesker. Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan man skal få dem til at forstå det, siger hun med et suk.
Men noget i mig siger, at det skal hun nu nok få dem til – sammen med Doa’a, Maha, Maryann og alle de andre kvinder i Saudi Arabien.
NB: Nogle af kvindernes navne er ændret
Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren
Marie Juul Petersen
Ph.d. Fellow
Institut for Regionale og Tværkulturelle Studier
Københavns Universitet
Tlf. 35 32 89 66 og mobil: 28 12 41 73
