Saudi-Arabiens kong Abdullah er død, halvbror Salman er ny konge

Forfatter billede

Den aldrende saudiarabiske kong Abdullah døde natten til fredag på et hospital i sit hjemland. Han efterfølges af sin halvbror, Salman, som i sin første offentlige udtalelse siger, at han ikke vil ændre kurs i kongedømmet.

Kong Abdullah bin Abdulaziz, der har regeret Saudi-Arabien siden 2005, er død.

Hans 79-årige halvbror, Salman, har overtaget tronen i det vigtigste af verdens olieproducerende lande, skriver flere internationale medier.

Dødsårsagen er ikke umiddelbart oplyst, men kongen, som menes at være omkring 90 år, blev indlagt i sidste måned med lungebetændelse og har været stærkt svækket gennem de seneste måneder.

Salman har på det seneste været regent i Abdullahs fravær.

”Vi vil fortsat følge de korrekte politikker, som Saudi-Arabien har fulgt siden sin grundlæggelse,” sagde Salman i sin første udtalelse, der blev transmitteret på den statslige tv-kanal.

En anden af den afdøde konges halvbrødre, Muqrin, er ny kronprins i stedet for Salman, lyder det ifølge BBC i en officiel udtalelse fra det saudiske kongehus.

Saudierne ramt af sorg

Da nyheden om Abdullahs død bredte sig, afbrød saudisk tv sine udsendelser og begyndte i stedet at bringe koranvers.

I den næststørste by, Jeddah, er gaderne stille, og byen er præget af en stille sorg, fortæller BBC’s medarbejder i byen, Sylvia Smith.

”En Jeddah-indbygger, jeg talte med, sagde, at selv om Abdullah var svag, var det rystende at vågne op til nyheden om hans død. En anden Jeddah-indbygger sammenlignede det med, at et familiemedlem var gået bort,” siger journalisten.

Mange mennesker flokkedes i moskéerne til ugens vigtigste bøn, hvor de kunne samles i sorgen over at have mistet kongen.

Kondolencer fra nær og fjern

Fredag morgen strømmede det ind med kondolencer fra både vestlige og arabiske allierede samt lande som Israel og Kina.

USA’s præsident, Barack Obama, udtrykte sin personlige sympati for Abdullah.

”Som leder var han altid meget ligefrem og havde sine meningers mod. En af disse meninger var hans faste og passionerede overbevisning om vigtigheden af det amerikansk-saudiske forhold som en vigtig faktor for stabilitet og sikkerhed i Mellemøsten og videre end det,” sagde Obama.

Israels præsident, Reuven Rivlin, roste Abdullah for hans ”jordbundne, velovervejede og ansvarlige ledelse.”

Abdullah bliver ifølge islamisk skik begravet senere fredag.

Pisk til blogger

Kong Abdullah vil blive husket som en mand, der gennemførte reformer i den saudiske kongefamilie, siger Hashem Ahelbarra, der er korrespondent i Saudi-Arabien for den arabiske satellitkanal al-Jazeera.

”Han efterfulgte sin bror på et meget følsomt tidspunkt og indledte reformer i landet,” siger han.

Abdullah tillod forandringer i et meget langsomt tempo, og han tillod mild kritik af sin regering i pressen.

Senest har det imidlertid vakt internationale fordømmelser, at den liberale saudiarabiske blogger Raif Badawier er blevet idømt 10 års fængsel og 1.000 piskeslag for åbne et systemkritisk debatforum på internettet.

Ifølge Amnesty International, at han dømt for at »fornærme islam« og undergrave det saudiarabiske regime.

Mere om den nye 79-årige konge af det store olierige på

http://en.wikipedia.org/wiki/Salman_of_Saudi_Arabia