Saudi-støttet regering: ”Erobring af Socotra et kup”

gettyimages-458677042
Ønsket om at genvinde selvstændighed for Sydyemen er ikke ny – her en protest i Aden, november 2014
Foto: Samet Dogan/Anadolu Agency/Getty Images
Gerd Kieffer-Døssing

24. juni 2020

Det var et ”fuldgyldigt kup” der lørdag d. 20. juni fandt sted på den yemenitiske ø Socotra. Sådan lød det fra en unavngivet regeringskilde til Yemens officielle nyhedsbureau.

”Militserne (…) lancerede et angreb med både håndvåben og tunge våben målrettet statsinstitutioner og borgernes ejendomme og stormede også regeringslejre og -hovedkvarterer. Regeringen vil ikke acceptere denne absurditet,” sagde regeringskilden, der blandt andet citeres af det tyrkiske medie Anadolu Agency.

Bag angrebet stod separatistbevægelsen Southern Transitional Council (STC), der tidligere på året erklærede selvstyre i den sydlige del af Yemen, hvor byen Aden ligger.

En konflikt i en konflikt

Yemen har siden 2015 været centrum for, hvad der er blevet kaldt verdens værste humanitære katastrofe, der har sendt knap fire millioner mennesker på flugt.

Læs også: “Grotesk årsdag for verdens værste humanitære katastrofe

Konflikten udspiller sig mellem de Iran-støttede houthi-styrker og den internationalt anerkendte regering, der bakkes op af en koalition ledet af Saudi-Arabien. Dramaet på Socotra, der er på UNESCOs liste for verdenskulturarv for sin unikke natur, er ikke som sådan linket op til den konflikt. Og så alligevel.

Mellem 1967 og 1990 eksisterede Sydyemen som et selvstændigt land, hvis kommunistiske et-parti stat var støttet af Sovjetunionen. Efter Berlinmurens fald blev Sydyemen indlemmet i Nordyemen, og siden har drømmen om atter at blive et selvstændigt land ulmet blandt separatister. I 1994 førte det til borgerkrig.

Da koalitionen i 2015 gik ind i Yemen og angreb houtierne, var det i første omgang med støtte fra separatisterne, men da præsident Hadi i foråret 2017 anklagede guvernøren i Aden for at være illoyal og afskedigede ham, brød utilfredsheden ud.

Det blev startskuddet til STC, der blev dannet med den afgående guvernør som leder og med selvstændighed som erklæret mål.

”STC ønsker at have autoriteten over de territorier, de operer i (…) De ønsker også at blive anerkendt internationalt for deres støtte til koalitionen og den yemenitiske regering gennem krigen,” forklarer Sama’a al-Hamdani, en uafhængig Yemen-forsker hos Middle East Institute til Al-Jazeera.

For at mudre billedet endnu mere, er STC støttet af De Forenede Arabiske Emirater (UAE), der har været en del af koalitionen og altså bakket op om den regering, som STC-styrker nu har fordrevet på Socotra.

Socotra har en unik biodiversitet og er særlig kendt for sine ikoniske Dragetræer


Foto: Marco Di Lauro/Getty Images

Socotras guvernør, der blev afsat ved kuppet, har anklaget både Saudi-Arabien og UAE for at vende det blinde øje til udviklingen. Det skriver The Guardian.

Martin Griffiths, FN’s særlige udsendte for Yemen, er bekymret over udviklingen på Socotra og opfordrer regeringen og STC til at bruge den såkaldte Riyadhaftale, som Saudi-Arabien fik mæglet igennem sidste år, og som skulle løsne op for spændingerne mellem de to parter.

Der meldes ikke om nogen dræbte ved angrebet.