Af Anne Mathilde Friis Larsen, Folkekirkens Nødhjælp
Der er forstemt og trøstesløst i Tacloban, der i november 2013 blev ramt en voldsom tropisk storm. Som i et kriminelt område i en dårlig amerikansk film, hvor selv solen skinner ikke så klart som andre steder i Filippinerne.
Lugten af mug, råd og fugt hænger på gadehjørner, inde på hotelværelset og i de uoverskuelige mængder affald og vragrester. Hver en byggetomt er fuld af krøllet metal, murbrokker og smadrede ejendele.
Alt dette til trods har store dele af befolkningen fundet en næsten normal hverdag i det kaos, supertyfonen, Haiyan, efterlod i november sidste år, da den hærgede igennem
De går på arbejde, børnene i skole, og denne tidlige lørdag morgen er byens stadion fuld af mennesker, der løber på 400-meterbanen eller spiller basketball.
En knækket lysmast ligger ind over en lille del taget på tribunen. Svømmestadiets pool er halvt fuld af grønt snasket vand.
Mange venter stadig på hjælp
Vejene er blevet ryddet og små forretninger er efterhånden begyndt at dukke op. Livet vender ganske langsomt tilbage. Sådan er det for de mennesker, der har lidt overskud.
Paplito, som arbejder for Kirkens Nødhjelp, fortæller, at det ikke er alle forundt.
”Der er så mange, der bare må sidde og vente på at få hjælp. De har ikke noget job, ingen penge, intet overskud. De bor i små usle skure, de har bygget af vragrester, og de må leve af den nødhjælp, de har fået udleveret.”
Et halvt år efter katastrofen er nødhjælpen på vej ind i genopbygningsfasen, som er en mere langsigtet og langsommelig process. Regeringens genopbygningsprojekter er længe undervejs, og Folkekirkens Nødhjælps partnere presser på for at få arbejdet i gang.
Mange skal flytte væk fra kysten
Helt op til 100.000 familier kan ifølge en rapport ACT Alliance blive berørt af, at regeringen har indført en zone på 40 meter fra vandkanten og ind i landet, hvor det nu er forbudt at bygge boliger.
Myndighederne forsøger, at finde egnede steder, hvor disse mennesker kan flytte hen, men det er svært at finde jord, der kan bygges på og som er på offentlige hænder. Det har desuden vist sig at være vanskeligt at overbevise fiskerne og deres familier om, at det er en god idé at bo længere inde i landet, langt fra kysten og deres levebrød.
Levede af rådne ris
Paplito selv befandt sig i Tacloban, da Haiyan ramte. Han er stadig mærket af oplevelsen.
”Min familie og jeg levede tre dage på de fordærvede ukogte ris, vi havde tilbage i huset. Den lugt sidder stadig i næsen, og hver gang jeg lugter noget lignende kommer minderne væltende.”
Efter tre dage var han nødt til at bevæge sig ud af huset for at forsøge at finde mad til sin familie.
”Der lå mange lig i gaderne og den søde lugt af forrådnelse hang i alt. Jeg skyndte mig forbi hen til supermarkedet, men alt var væk. Der havde været folk på rov før mig.”
Massegrave uden ordentlig afsked
Turen rundt i området omkring Tacloban stopper for en stund ved en stor kirke, der er ved at få nyt tag på.
Ud mod vejen er der et græsbevokset areal, der er hegnet ind. Her ligger utallige af de døde, der aldrig blev identificeret efter Haiyan i en massegrav.
På Filippinerne bliver de døde normalt balsameret inden for ganske kort tid og er hjemme hos familien i nogle dage efter, de er døde. Sådan siger filippinerne farvel. Det kunne ikke lade sig gøre efter Hayian, fordi de mange døde udgjorde en sundhedsrisiko, og fordi der var mangel på materialer til at bygge gravsteder.
”Det er ikke noget, filippinerne er stolte af. Det er ikke en ordentlig måde, at tage afsked på,” fortæller Paplito.
Endnu et stop. Endnu en kirkegård i udkanten af Tacloban.
Her har gravene stadig deres jordtoppe, som var de fra sidste uge. En skov af primitive monumenter rejser sig over tuerne. De døde her har hver deres gravsted, hver deres interimistiske kors af drivtømmer eller vragrester. De heldigste har laminerede billeder med kærlige hilsener.
8. november 2013
”Her er det,” siger Paplito midt i et vejkryds på vejen, der fører ud af Tacloban.
Turen stopper igen. Det er ikke umiddelbart til at se hvorfor. Midt i vejkrydset er der en græsklædt helle, hvor en af lystmasterne er væltet og ligger i forlængelse af et enormt betonskilt, der også måtte bøje sig for Haiyan.
Ved nærmere eftersyn dukker den ene grav efter den anden frem i græsset. Her midt i et stort vejkryds ligger hele familier begravet side om side. Alle med samme dato på deres gravmæle: 8. november 2013.
”Alle andre steder var jorden for våd, eller der stod stadig vand, som Haiyan havde bragt med ind over land. Helleanlægget var tørt, og der var plads. Derfor er de blevet begravet her,” siger Paplito.
På den anden side af vejen har en kioskejer med den tragikomiske humor intakt givet sin lille butik navnet ”Yolanda Store”.
Yolanda er det filippinske navn for supertyfonen Haiyan.
Tacloban og Haiyan
Tacloban er hovedby i den nordlige region på øen Leyte i Filippinerne. I 2010 var der 221.174 indbyggere i byen.
Tidligt om morgenen d. 8. november 2013 ramte supertyfonen Haiyan som et af de første steder den del af Filippinerne, hvor Tacloban ligger.
Tyfonen buldrede hen over østaten med stormstød på op til 275 kilometer i timen og tsunami-lignende bølger. Den efterlod tusindvis af døde og 100.000-vis uden tag overhovedet.
Flere eksperter har vurderet, at den spektakulære tyfon er den stærkeste, der nogensinde har ramt et land.
