Senegalesisk Trump-imitation er et hit

skaermbillede_2016-12-04_kl
’Trump’ til venstre i Kouthias skikkelse – til højre ses ’Hilary Clinton’, der også ofte er med i Kouthias sketches.
Foto: Screendump fra Youtube.
Gerd Kieffer-Døssing

Halvanden måned før Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, opsøgte han en afrikansk shaman. Trump havde nemlig hørt, at en shaman havde kræfter til at sikre ham en sejr d.9. november.

Det er indholdet af en knap syv minutter lang sketch, den senegalesisk komiker Kouthia bragte i sit tv-show, Kouthia show, d.19. september. Med Kouthia, hvis borgerlige navn er Samba Sine, selv i rollen som Trump. Showet sendes på kanalen TFM (Télévision Futur Média), der ejes af den berømte senegalesiske musiker Youssou N’Dour.

The Daily Show på wolof

Kouthia er ganske berømt i Senegal, men hans imitationer af Donald Trump har også gjort ham berømt blandt diasporaen i udlandet. PRI skriver, at Kouthias Trump-imitationer er yderst populære blandt senegalesere bosiddende i USA. En af dem, journalisten Dame Babou, siger til PRI, at Kouthia Show er for den senegalesiske diaspora, hvad  The Daily Show er for mange amerikanere.

Det er ikke fordi, Kouthia med sin hvide sminke og rødblonde dameparyk ligner Trump særlig meget – men idéen bag showet er heller ikke at ramme plet, men at lave politisk satire og informere senegaleserne om den daværende præsidentkandidats udtalelser.

Eftersom sketchen med Trump og shamanen foregår på Wolof, er det de færreste i Danmark, der kan følge med. Ikke desto mindre kan den ses her: