Blodet fra vædderne strømmer ned i huller, der er gravet i sandjorden til formålet. Bagefter prikkes der hul i skindet, som unge mænd får lov til at puste ind i, så det løsner sig. Næste skridt er en ny stor kniv, der hugger skindet af, og til sidst kommer finalen, når vædderne bliver skåret i to stykker på langs og hængt på grillspyd à là kæmpe kosteskafter, og bålet tændes under de døde kroppe.
Det er festdag, Eid Al-Adha, eller Tabaski, hvor muslimer mindes Abrahams vilje til at ofre sin søn, Ismael – en af fortællingerne i de hellige skrifter som islam, kristendom og jødedom har til fælles.
Væddere er det foretrukne slagteoffer. Det vrimler med dem i ugen før Tabaski, hvor de bliver trukket rundt eller står intetanende tøjret udenfor huse og hytter. De er statussymboler, som alle helst skal have mindst en af til Tabaski. Af deres størrelse og antal kan vi aflæse folks økonomiske formåen.
Nogle hundrede meter fra os bor en minister, og han har de seneste tre dage udstillet fire krabater af nogle velvoksne væddere med store krogede horn, som var den guddommelige smedemester fuld, da han skabte dem.
Ministervædderens sidste time.
Foto: Lars Zbinden Hansen.
Værdien for de fire dødsdømte kødklumper løber efter sigende op i næsten 5.000 kroner, og – også efter sigende – kan ministeren tillade sig at lade sine dyre Tabaski-væddere udstille, fordi han har to maskingevær-bevæbnede og kaki-uniformerede sikkerhedsvagter foran sit hus 24/7.
Andre, hører vi, venter til allersidste øjeblik med at købe og stille væddere ud på gaden. De frygter, at de bliver stjålet.
Den forsvundne huskat
Atter andre, som vores weekend-vagt, Hassan, kom forbi i går for at låne penge til en vædder til familien: han, kone og fem børn. Han lånte 50.000 CFA, eller 567 kroner, så han kan tilbyde en god middag på den store festdag. De penge skal han betale af de næste fem måneder, hvor vi trækker ham 10.000 cfa, eller 113 kroner om måneden af lønnen på 70.000 cfa.
Vi selv nøjes med at købe en lille plastic-indpakket lammekølle i det lokale supermarked til 7800 cfa (cirka 88 kroner). Med vores kulturbagage og spisevaner foretrækker vi at bevare illusionen om, at levende dyr ikke bliver slagtet men kommer fra en eller anden ukendt kilde. Supermarkedet og plasticen befordrer selvbedraget.
Lammekøllen forbereder vi og deler med vores dagvagt, Suleiman, så han også får en følelse af, at det er Tabaski, som er en social begivenhed på linje med den danske jul, hvor folk helst skal være sammen med familie og venner og ikke, som vores vagter, udføre idiotjob med at lade som om, de passer på blegansigter som os.
Tabaski er det store årlige blodige kødorgie. Men også til daglig er Niger et udpræget kødædende land, som på det punkt sagtens kan konkurrere med lande som Etiopien og Sydafrika på kontinentet. Der er kødudsalg overalt. Alle fester og sammenkomster er orgier af bugnende anretninger af kød, som forsvinder næsten hurtigere, end værten kan sige: ”Velkommen. Der må spises”.
Alt kød fortæres, også vores ene huskat, der røg på den konto for nylig. Den havde forvildet sig over ydermuren og blev formentligt ædt af en husvild familie, som havde slået lejr ved muren. Det var i hvert fald Suleimans teori, der til familiens forsvar anførte, at de nok var sultne.
Givetvis.
Skindet er flået af de slagtede dyr.
Foto: Lars Zbinden Hansen.
