VK-regeringen skal ved en hasteforespørgsel i Folketinget forklare, hvordan Israels angreb kan stoppes i Gaza, hvor mange civile skal have hjælp, skriver Berlingske online fredag.
Det kræver Socialistisk Folkeparti, som fredag tog initiativ til forespørgslen, der skal besvares af udenrigsminister Per Stig Møller (K) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
– Hver dag kommer der nye oplysninger frem om krigens forfærdelige konsekvenser for kvinder, børn og gamle i Gaza. Den danske regering bør gøre alt, hvad der står i dens magt for at stoppe overgrebene på civile, siger SFs formand, Villy Søvndal.
Israel fortsatte fredag sin offensiv i Gaza, skønt FNs Sikkerhedsråd i en resolution krævede øjeblikkelig våbenhvile.