Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
En bleg hijab, pigeværelser og metrovogne for kvinder. Det er blandt motiverne, når 12 iranske og arabiske kvindelige fotografer – et kvindeligt kunstfotokollektiv – kræver deres identitet og individualitet tilbage i ny udstilling og bog.
Frem til 12. januar vises udstillingen ‘She Who Tells a Story’ på MFA Boston, Boston Museum of Fine Art, med værker af 12 iranske og arabiske kvindelige fotografer.
Nu ligger Boston jo et godt stykke vej fra Danmark, og derfor er det heldigt, at MFA Boston har udgivet en bog i forbindelse med udstillingen, så også vi på den anden side af Atlanten kan se med.
Bogen bærer som udstillingen navnet ‘She Who Tells a Story’, hvilket er en oversættelse det arabiske begreb “rawiya” samt navnet på et kvindeligt kunst-fotokollektiv med base i Mellemøsten.
Det er 12 meget forskellige kunstnere, men de har alle identitet som kerne-fortælling til fælles.
En tur med ned i Kairos undergrund
Egyptiske Rana El Nemr er født i 1974 og har studeret fotojournalistik og marketing på det amerikanske universitet i Kairo. Hendes bidrag til udstillingen hedder ‘The Metro Series’.
El Nemrs metro-serie er et studie i den egyptiske hovedstads middelklasse, som dagligt sætter sig i et fælles, men anonymt rum dybt under byens huse og gader. I skæret af metroens blanke og nærmest sterile overflade springer ligheder og kontraster i øjene.
Den egyptiske metro har vogne forbeholdt kvindelige passagerer. Det er her, de fleste fotografier er taget.
I forgrunden sidder en abaya-klædt kvinde foroverbøjet. Hun holder en hånd op for sit ansigt. Måske sover hun. Bag hende og med ryggen mod hende står en kvinde iført læderjakke. Hun stirer med korslagte arme ud i luften.
I et andet billede ses to niqab-klædte kvinder set udefra gennem togdørenes vinduer. Den ene er sort, den anden er hvid. Togedørene bliver til rammer omkring hver af kvinderne. Adskilte men fælles på samme tid.
Alle kvinderne synes at være alene i det offentlige rum. De tager deres egne verdener med sig ned i metroen fællesrum uden at dele dem med hinanden eller lukke andre ind. Det er storbyidentitet og -anonymitet der, hvor den er mest tydelig: i metroens afgrænsede og aflukkede rum.
Yemens politiske fotograf
Hvor El Nemrs billeder kræver, at man går med ind i dem for at forstå dem, er Boushra Almutawakels fotografier ekspressive og udfordrende.
Almutawakel er født i 1969 i Sana’a, Yemens hovedstad. Hun er uddannet i både Yemen og USA. I 1999 fik Almutawakel tildelt titlen som Yemens første kvindelig fotograf af The Emericial Research and Women’s Studies Center ved Sana’a University.
Almutawakels ‘Mother, Daughter, Doll’ serie er en videreudvikling af hendes serie ‘The Hijab’ (2001), hvor hun bearbejdede tørklædets stærke symbolske værdi.
Alle har en mening om den muslimske hovedbeklædning – om det er vesterlændinge, der ynder at opfatte det som et udtryk for kvindeundertrykkelse, eller konservative muslimer, der ser tørklædet som repræsentant for samfundets renhed, så er det unuancerede syn på både muslimske kvinder og deres begrundelse for at bære et tørklæde af den ene eller anden art.
‘Hijab’-serien var en kommentar til 9/11’s nære eftertidsdæmonisering af islam og romantiseringen af de “eksotiske” og “undertrykte” muslimske kvinder.
‘Mother, Daughter, Doll’ er en serie af ni billeder af fotografen selv og hendes datter, som sidder med sin dukke. I takt med at serien udfolder sig, bliver kvindernes (inklusiv dukke) beklædning mere og mere farveløs, og de tre bliver mere og mere tildækkede.
Fra hijab til niqab kan man sige. Fra lyse farver til sort mørke. På det sidste billede er kvinderne helt væk. Kun den sorte kasse, de sad på, er tilbage. Det handler om den, i visse islamiske kredse, mere og mere udbredte tendens til at fjerne kvinder helt fra det offentlige rum.
Kvinder bliver navnløse, ansigtsløse skyggeeksistenser. Det tomme, sorte billede giver kuldegysninger.
Retten til at være til
Derudover kan nævnes libanesiske Rania Matar, der i sin ‘A Girl and Her Room’ undersøger det, der sker, når man befinder sig i ingenmandslandet mellem barn og voksen, og hvordan det sætter sit præg i pigernes private rum: deres værelser.
Iranske Gohar Dashtis serie ‘Today’s Life and War’ er iscenesættelser af et ungt pars forsøg på at skabe en hverdag i en “krudttønde”.
‘She Who Tells a Story’ leder tankerne hen på ‘1000 og en nats eventyr’, hvor sultanens nye kone, Scheherazade, desperat fortæller historier for at rede sit liv (sultanen blev hurtigt træt af sine koner og havde for vane at tage livet af dem).
Det handler om retten til at være til, om at være sin egen person. I bogens forord skriver Michket Krifo: ‘They begin by refusing to belong to an unindividuated group, demanding a singularity that is unusual in countries where the “I” is almost taboo.
SHE WHO TELLS A STORY
Kristen Gresh, Yousuf Karsh, Michket Krifo (eds.): She Who Tells a Story
Publisher: MFA Publications – The Museum of Fine Arts, Boston; Ill edition (6 Jan 2014)
ISBN-10: 0878468048
http://www.mfa.org/collections/publications
