FNs Sikkerhedsråd vedtog onsdag en resolution (no. 1540) om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Med hjemmel i FN-pagtens kapitel VII søger man med resolutionen at lukke hullerne i den internationale indsats mod spredning af masseødelæggelsesvåben, særligt i relation til ikke-statslige aktører, herunder terrorister, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Resolutionsteksten indeholder bl.a. en beslutning om, at alle stater skal vedtage og håndhæve national lovgivning, der forbyder ikke-statslige aktørers omgang med masseødelæggelsesvåben.
Desuden pålægger resolutionen alle stater at gennemføre og håndhæve nationale kontrolforanstaltninger for at forhindre ulovlig spredning af sådanne våben.
Endvidere opfordrer resolutionen til, at der tilbydes teknisk og økonomisk bistand til stater, der måtte have behov for støtte til gennemførelse af resolutionen, samt opfordring til alle stater om at deltage i de internationale multilaterale samarbejdsfora om masseødelæggelsesvåben.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger efter vedtagelsen:
– Sikkerhedsrådets resolution skaber et godt grundlag for det internationale samfunds videre indsats mod spredning af masseødelæggelsesvåben. Resolutionen er et vigtigt redskab i kampen mod, at terrorister får adgang til masseødelæggelsesvåben.
– Både Danmark og EU har aktivt støttet vedtagelsen af resolutionen, som er i fin tråd med den strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben, som EU vedtog i december 2003.
Yderligere oplysninger hos souschef Søren Jensen, tlf.33 92 06 66.