Skal uddanne præster og ledere i Etiopien

Forfatter billede

Dansk Ethioper Mission har ansat Oline og Mads Bøndergaard Kobbersmed fra Brabrand ved Århus som missionærer til undervisningsopgaver i Mekane Yesus Kirken i Etiopien med virkning fra 1. maj 2010.

Oline er cand.theol. og 31 år. I Etiopien skal hun undervise på Mekane Yesus Theological Seminary i Addis Ababa. Det er kirkens præsteseminarium hvor de studerende får en bacheloruddannelse i teologi.

Mads er cand.scient.pol. og ligeledes 31. Han skal undervise på Mekane Yesus Kirkens Management and Leadership College hvor han også skal være udviklingskonsulent. De studerende på college får en uddannelse i administration og ledelse.

De 2 uddannelsesinstitutioner ligger begge på kirkens store område på Mekanissa i hovedstaden Addis Ababa.

Parret og deres 2 drenge, Laurits (2½ år) og Holger (11 måneder), rejser til Etiopien i slutningen af august eller begyndelsen af september 2010 og skal bruge det første halve år på at lære amharisk på sprogskolen i Addis Ababa.

Allerede i slutningen af april rejser hele familien dog til England, hvor Oline og Mads skal på missionæruddannelse på All Nations Christian College i maj og juni. Der planlægges missionærudsendelse for parret i august.

Man kan læse om Mekane Yesus Kirken og Dansk Ethioper Mission på www.dem-dk.dk