Skrappere krav i RSPO: Bliver bæredygtig palmeolie nu fri for afskovning?

4074823996_c4a83bd86e_b_1
Thomas Jazrawi

Palmeolie er kendt for at rydde regnskov og indskrænke truede dyrearters levesteder. 

RSPO, Roundtable of Sustainable Palm Oil, blev etableret for at sørge for, at palmeolien bliver produceret miljøskånsomt. 

Mange grønne organisationer mener imidlertid slet ikke, at organisationen lever op til sit formål. Det kan man læse mere om her, her, her og her

Nu er der blevet strammet op på kriterierne for at kunne opnå RSPO’s certificering, lyder det i en meddelelse fra sammenslutningen. 

Der skal blandt andet gøres en større indsats for social udvikling, miljøbeskyttelse og økonomisk velstand på tværs af værdikæderne. 

Og ikke mindst skal RSPO-certificeret palmeolie fremover være helt fri for afskovning.  

Kriterierne har været, at palmeolien ikke må rydde primær skov, men gerne sekundær skov eller tørveskov. Den sekundære skov er også vigtig for dyr, natur og lokalsamfund, skriver miljøsitet Mongabay i en artikel om de nye tiltag. 

Tørveland er meget vigtigt for klima, da det binder en masse kulstof, som bliver udledt, hvis det ødelægges. 

Handling bag ordene

Mongabay har indhentet kommentarer fra NGO’er, som vil se konkrete forbedringer for den indonesiske regnskov, før de jubler. 

Zoological Society of London har netop udgivet en rapport om, at mange virksomheder med en politik om at undgå afskovning fejler, fordi de ikke sætter handling bag ordene. 

“Uden at virksomheder overvåger afskovning på jorden og udvider deres løfter til deres fulde virke, er der ikke meget vægt bag virksomhedernes løfter om at undgå afskovning”, siger Michael Guindon fra organisationen om RSPO’s nye standarder.  

Greenpeace hæfter sig ved, at kriterierne først bliver aktiveret om to år. 

“De nye regler vil tage mindst to år om at få effekt, og lige nu er adskillige RSPO-medlemmer i færd med at ødelægge regnskov uden følgevirkninger”, siger Kiki Taufik fra Greenpeaces indonesiske afdeling.