Protester og skud satte i weekenden en tidlig stopper for karnevallet i Haiti, der er årets største begivenhed. Det skriver CNN.
En video fra nyhedsbureauet Reuters viser, hvordan fejringen i hovedstaden, Port au Prince, der tiltrækker tusindvis af mennesker, endte i kaos: Brande, flygtende mennesker og bevæbnede personer, der løber igennem gaderne.
Haitis militær har skudt skylden på landets politi, der i månedsvis har protesteret og krævet bedre løn og vilkår. Angiveligt skulle protesterende politifolk have angrebet militærets hovedkvarter og efterladt en død soldat og to sårede.
Som reaktion meldte regeringen søndag aften ud, at karnevallet, der skulle have varet til og med tirsdag, var aflyst.
Politiet har ikke reageret på anklagen.