Bogen ”Kampen om de danske slaver – Aktuelle perspektiver på kolonihistorien” fra Aarhus Universitetsforlag er et udtryk for den stigende interesse i at forstå, hvordan vores slavehandlerfortid afspejler sig i nutiden, og det er bestemt ikke kedeligt at læse.
Redaktørerne Frits Andersen og Jakob Ladegaard har samlet 12 bidrag fra så forskellige bidragydere som journalister, der har interviewet både slavehandlernes efterkommere i Danmark og de slavegjortes efterkommere på Jomfruøerne, over kunstnere med rødder i de tidligere danske kolonier og kulturmødet mellem tidligere koloniherre og tidligere koloniseret i et samarbejde om at bringe fortiden frem, til antropologer, litteraturhistorikere og andre, der beskæftiger sig videnskabeligt med fortidens aftryk på nutiden.
Det koloniserede sind og lakridshovederne
Der har været talt en del om det koloniserede sind i de tidligere koloniserede lande, men en del af bogens indlæg drejer sig om det koloniserede sind hos de tidligere koloniherrer. Vores koloniserede sind i Danmark. Og vores manglende indsigt i det kolonialistiske tankegods, der stadig præger os som nation.
Et af indlæggene fremlægger den teori, at vi ikke har gjort op med de racistiske tankemønstre, der blev brugt til at retfærdiggøre slaveriet, fordi vi solgte Ghana – Guldkysten – i 1850 og Dansk Vestindien – Jomfruøerne – i 1917, og derfor hverken har været tilknyttet lande, der fik selvstændighed (Jomfruøerne har stadig ikke fået selvstændighed) eller været hovedmål for den immigration, der finder sted fra tidligere kolonier til deres tidligere koloniherrer.
Og derfor kommer det, der kunne være frugtbare diskussioner om (den strukturelle) racisme i Danmark til at blive ufrugtbare personangreb baseret på en kollektiv fornægtelse af både slavehandlerfortiden og det rimelige i at påstå, at der er eller nogensinde har været racisme i Danmark.
Dette er f.eks. eksemplificeret i et fremragende indlæg om debatten om Haribos skippermix og deres beslutning om at fjerne de karikerede afrikanske og asiatiske lakridshoveder, hvor det, der kunne have givet afsæt til et sundt opgør med vores kolonialistiske billedflade især inden for fødevareindustrien, i stedet blev en lang række beskyldninger for hysteri og politisk korrekthed, hvoraf mange var forklædt som forsvar for ytringsfriheden.
Kollektiv fornægtelse eller ej
Der er dog også indlæg, der fremlægger den teori, at den kollektive fornægtelse af kolonifortiden er et blændværk, og at Danmark faktisk ikke fornægter sin slavehandlerfortid. Eller påstår, at vores største bidrag var at forbyde slaveriet. Blandt andet en litteraturhistorisk gennemgang af de få bøger, der trods alt med jævne mellemrum er udgivet om slavehandlerfortiden siden 1917.
Dermed bliver debatbogen et mikrobillede af samfundet, hvor der også er meget spredte meninger om vores forhold til vores fortid.
Undskyldningsdebatten
Vi kommer selvfølgelig ikke uden om debatten om, hvorvidt Danmark skal eller ikke skal sige undskyld til Ghana og Jomfruøerne.
Der er et interview med tre danske slavehandlerefterkommere på det gods, som den enes forfader fik bygget for sukkerpenge, og der er et interview med Shelley Moorhead på Jomfruøerne. Og de er faktisk overraskende enige om, hvilken slags undskyldning, det ville give mening at give nu.
Koloniale strukturer i nutidigt samarbejde?
En del af bidragyderne stiller også spørgsmålstegn ved de indsatser, der efterhånden bliver gjort for at beskrive og synliggøre fortiden. For i hvor høj grad er det muligt at oprette og gennemføre et ligeværdig samarbejde mellem tidligere kolonialiseret og tidligere kolonialiserende, hvis den tidligere koloniherre både sidder på ressourcerne og er præget af en tankegang om, at det er dem, der ved, hvordan tingene skal gøres?
Stof til eftertanke
Der gives ikke nogen lette løsninger i debatbogen, for redaktørerne har valgt at koncentrere deres redigering om det sproglige, og bidragyderne har fået ret frie tøjler med hensyn til det indholdsmæssige. Der vil derfor være indlæg, der får én til at hoppe op af stolen af begejstring, og indlæg, der får én til at rynke brynene.
Der dukker vitterligt nutidige perspektiver op, og selvom de ikke alle sammen er nye, er det utvivlsomt sundt at forholde sig til, hvordan og hvorvidt vores slavehandlerfortid er erkendt eller uerkendt, og i hvor høj grad den farver og begrænser nutiden.
Debatbogen er, trods sin hovedsageligt akademiske karakter, lige så svær at lægge fra sig som en medrivende krimi, og jeg var faktisk ked af, at der ikke var 24 eller 36 indlæg i stedet for 12, da jeg var færdig med den.
”Kampen om de danske slaver – Aktuelle perspektiver på kolonihistorien”, redigeret af Frits Andersen og Jakob Ladegaard.
Med indlæg af Astrid Nonbo Andersen, Frits Andersen, Natalia Brichet, Mathias Danbolt, Hans Hauge, Hermann von Hesse, Pernille Ipsen, Jeff Klintø, Jakob Ladegaard, Alex Frank Larsen, Anne Green Munk, Kasper Green Munk, Elisabeth Skou Pedersen, Gunvor Simonsen og Sine Jensen Smed.
Interviews med Ning de Coninck-Smith, Joachim Castenschiold, Ulla Lunn, Jeannette Ehlers og Shelley Moorhead.
247 sider
Udgivet i november 2017 på Aarhus Universitetsforlag
