Eswatinis politiske system
Tinkhundla-valgsystemet
Eswatini er et konstitutionelt monarki med et tokammerparlament bestående af et underhus og et senat. Landet er opdelt i fire administrative regioner, hver med en regional administrator, udpeget af kongen, som er landets politiske leder.
I de fire regioner er der i alt 59 mindre administrative enheder, inkhundla (ental), hvorfra folk kan stille op til nationalvalg baseret på individuel merit. Partier befinder sig i en gråzone i Eswatini – ifølge forfatningen fra 2005 er de lovlige, men kan på grund af en lov fra 1973 ikke stille op til valg, da man vælges på individuel merit.
Eswatinis statsoverhoved er H.M. Kong Mswati III, som udnævner premierministeren og kabinettet efter råd fra premierministeren. Underhuset har 69 medlemmer, hvoraf ti udpeges af kongen og 59 vælges ved almindelige valg direkte fra tinkhundlaerne for en periode på op til fem år. Senatet består af 30 medlemmer, hvoraf to vælges af forsamlingshuset og 20 udpeges af kongen.
Oppositionen
Den swazilandske opposition består af PUDEMO (People’s United Democratic Movement), SWADEPA (Swazi Democratic Party) og NNLC (Ngwane National Liberatory Congress). Hertil kommer Communist Party Swaziland og en aktiv ungdomsorganisation SWAYOCO (Swaziland Youth Congress), der også under de nuværende demonstrationer har været i forreste linje.
Siden slutningen af juni er Eswatini – tidligere Swaziland – blevet skueplads for et voldsomt opgør mellem Afrikas sidste tilbageværende autokratiske regent, kong Mswati III, og folkelige kræfter, der i årtier har krævet parlamentarisk demokrati og flerpartistyre. Unge mennesker er gået på gaden og har krævet, at det arkaiske styre, det såkaldte tinkhundla-valgsystem (se faktaboks, red.), bliver afskaffet og demokratiske reformer indført.
Er det sidste chance for Eswatinis enevældige konge, eller vil han igen ride stormen af?
Urolighederne, der i disse dage hjemsøger det lille bjergrige kongedømme i det sydlige Afrika, er de mest alvorlige, kongen hidtil har stået overfor, da oppositionen tidligere omhyggeligt har holdt monarkiets fortsatte eksistens ude af den politiske kampplads.
Kampråbene har været krav om flerpartivalg, demokrati og et konstitutionelt monarki. Men hvis kongen, som meget tyder på i skrivende stund, sætter hårdt mod hårdt over for demonstranterne, og satsningen ikke lykkes, kan det for alvor blive slutspillet for monarkiet i Eswatini, hjem for 1,1 millioner mennesker.
Kritik fra parlamentet
Den konkrete anledning til de nuværende protester ser ud til at have været en koordineret aktion fra tre parlamentsmedlemmer, der krævede indførelse af parlamentarisk demokrati. Det var hård kost for regimet, som gennem sit indviklede valg- eller rettere udvælgelsessystem netop har forhindret, at kritikere af regimet har kunnet benytte parlamentet til at agitere for demokrati og flerpartistyre. Kongens efterfølgende forbud mod overlevering af underskriftindsamlinger til parlamentet – en af de eneste reelle muligheder for demokratisk protest – eskalerede hurtigt situationen og modstanden mod regimet tog til.
Oppositionspartiet SWADEPA, Swazi Democratic Partys, nyligt afdøde leder Jan Sithole havde i forrige valgperiode som den første effektivt brugt parlamentet som talerstol mod regimet. Da han ikke blev genvalgt ved det seneste tinkhundla-valg, formentlig på grund af valgsvindel, åndede kongefamilien lettet op, og da han døde i slutningen af 2020, blev et medlem af kongefamilien fanget i at hovere over dødsfaldet. Regimet har dog gjort regning uden vært.
Helt i Jan Sitholes ånd om at udnytte alle muligheder i det bestående system til at undergrave regimets legitimitet, brugte de tre parlamentsmedlemmer deres position til at kræve demokrati. Deres aktion åbnede tilsyneladende for befolkningens latente utilfredshed, og de første gik på gaden den 20. juni og demonstrerede for demokrati og imod kongens luksusforbrug i et land, hvor fattigdommen er altomfattende.
Demonstranterne koncentrerede sig om butikker og ejendomme ejet af den kongelige familie, såsom supermarkeder og Eswatini Breweries. Bildæk blev antændt, og butikker bestormet og plyndret. Situationen kom hurtigt ud af kontrol, og politiet satte hårdt mod hårdt og mødte demonstranterne med vold. Der har utvivlsomt været dødsfald i forbindelse med demonstrationerne; et estimat lyder på 60 dræbte, men da regimet har lukket for internettet, er det svært af få mere oplysningerne verificeret. Vores kilder rapporterer, at oppositionsfolk er gået under jorden eller flygtet over grænsen til Sydafrika, og at politiet jagter kendte dissidenter.
Hvor er kongen?
Det store mysterium er, hvor kongen befinder sig. Han er ikke blevet set offentligt, siden urolighederne begyndte; kun hans ældste datter har udtalt sig om demonstrationerne.
Rygterne vil vide, at han er flygtet ud af landet i et af sine luksusfly og nu befinder sig enten i Sydafrika eller Mozambique. Regimets talsmand, den fungerende statsminister Themba Masuku, har benægtet, at kongen skulle være flygtet, og siger, at han stadig befinder sig i Eswatini og dirigerer slaget mod demonstranterne.
Uanset hvordan situationen udvikler sig i de kommende dage, står det klart, at alt ikke kan forblive det samme i Eswatini. Forandringer må finde sted, og om monarkiet kan overleve i sin nuværende enevældige form, er yderst tvivlsomt.
Eswatini regeres med hård hånd af Kong Mswati III, der har siddet på tronen siden 1986. I sin regeringstid har kongen ihærdigt forøget sin egen personlige formue, mens han har regeret over en af Afrikas fattigste befolkninger. Det siges, at kongen er den anden rigeste mand i Afrika, og han har økonomiske interesser overalt i det lille samfund, fra butikskæder til bryggerier. Ifølge Forbes Magazine har kongen en personlig formue på mindst 50 millioner amerikanske dollars – 314 millioner kroner. Men det er ikke hele sandheden.
Siden uafhængigheden har kongen rådet over en fond, Tibyo takaNgwane – i daglig tale Tibyo – der kontrollerer ”nationens rigdomme”, som det hedder. Formålet med fonden var egentlig at bidrage til landets udvikling, men anvendes i stedet som kongens private kreditselskab. Formuen i fonden er på mindst 140 millioner dollars, men det er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at finansiere kongens umættelige luksusbehov.
Alene i 2014 betalte statskassen 61 millioner dollars til at opretholde den royale pragt – ikke mindst de paladser, kongen har bygget til sine omkring 15 hustruer. Hver kongelig hustru har sit eget palads, hvilket sker, parallelt med at verdensfødevareprogrammet, WPF, holder omkring 60 procent af befolkningen i live, og syv ud af ti swazilændere lever under fattigdomsgrænsen. Samtidig er Eswatini indehaver af en trist verdensrekord: Over en fjerdel af landets befolkning mellem 15 og 49 år er smittet med AIDS, hvilket er den største andel i verden.
Manglende internationalt pres
Selvom Swaziland, som landet hed frem til 2018, efter selvstændigheden fra England i 1968 fik en forfatning, der indebar flerpartistyre, og selvom kongens parti ved det første valg fik overvældende flertal, besluttede den daværende konge Sobhuza II at ophæve forfatningen i 1973, og siden har landet været styret gennem det sindrige, etnisk baserede, indirekte valgsystem, tinkhundla-systemet.
Der er flere grunde til, at et så gammeldags og undertrykkende politisk system som det swazilandske har fået lov til at overleve så længe. Dels har befolkningen traditionelt være meget kongetro, hvorfor et angreb på monarkiet har haft svære vilkår. Dels er nabolandene og det internationale samfund veget tilbage fra at presse på for omfattende demokratiske reformer, hvilket ikke har givet landets politiske opposition et udgangspunkt for at protestere.
Især har det været problematisk, at nabolandet og den regionale stormagt Sydafrika har været så tilbageholdende med at støtte demokratiske forandringer i Eswatini. Sydafrikas regeringsparti ANC har godt nok ytret verbal støtte til reformer og indførelse af flerpartisystem og støttet oppositionspartiet PUDEMO (People’s United Democratic Movement), men samtidig har de gamle, nære bånd mellem ANC og kongefamilien i Eswatini betydet en alt for stor goodwill fra regeringen i Pretoria. Dette skal ses i lyset af at den tidligere konge Sobhuza II, der var en af grundlæggerne af ANC, og i hele sin regeringstid beskyttede ANC kadrer, der opererede i Swaziland under hans beskyttelse.
Danmark er faktisk det eneste land, der aktivt støtter de politiske oppositionspartier – Enhedslisten har støttet PUDEMO og Socialdemokratiet støtter fortsat SWADEPA med midler fra DIPD.
Alt for længe har omverden negligeret undertrykkelsen og det manglende flerpartidemokrati i Eswatini. Forhåbentlig leder de nuværende demonstrationer i det lille land til, at den globale offentlighed tager sig sammen og øger presset på landets monarki for endelig at afslutte et pinligt kapitel i Afrikas historie.
Steen Christensen er tidligere partisekretær i Socialdemokratiet, medstifter og frivillig i Socialdemokratiets demokratiprojekt med Swazi Democratic Party, SWADEPA.