Af Jasper Johansen
Kommunikationspraktikant for IBIS i Boliva
LA PAZ, 14. april 2011: Den senest uge har arbejdere i Bolivia været på gaden for at opnå lønforhøjelse og for at vise utilfredshed med Evo Morales regering.
Mens minearbejdere sprænger dynamit på gadehjørnerne, har præsident Evo Morales en rekordlav opbakning på 22 procent.
Vejene i Bolivias større byer er spærrede af, og de normalt smogfyldte gader er tomme for biler. Der er dog stadig masser af larm; gaderne er fyldte med demonstranter, der råber slagord og sprænger dynamitstænger.
Demonstranterne er hårde i retorikken med deres slagord mod regeringen: ”El socialismo del MAS, es capitalismo no más” (regeringspartiets socialisme er intet andet end kapitalisme) og “Si éste es el cambio, el cambio es una mierda” (hvis dette er forandringen, så er forandringen noget lort).
Siden sidste uge har først minearbejdere, siden andre fagforeninger og arbejdere kæmpet om opmærksomhed ved protestaktioner over hele landet. De kræver blandt andet at få lønforhøjelse.
Ifølge det bolivianske dagblad La Razon, har regeringen indtil videre kun accepteret en mindre stigning til udvalgte jobgrupper som politiet, skolelærere og militæret.
Konflikten har ulmet siden slutningen af 2010, da regeringen udstedte et dekret med en voldsom stigning i benzinpriserne, i folkemunde kaldet El Gasolinazo. Det medførte landsdækkende protester, da det havde stor betydning for en gennemsnitlig boliviansk familieøkonomi. Efter få dage med voldsomme protester i gaderne, trak regeringen dekretet tilbage.
Men skaden var sket. Private firmaer havde allerede sat priserne op, og der blev de. Staten havde samtidig lovet generelle lønforhøjelser på 20 procent. Uden den ekstra fortjeneste på benzin, blev det dog droppet. Resultatet var bolivianske familier med højere omkostninger uden at regeringen, havde fået flere penge i kassen.
Bolivianere har en stærk tradition for at protestere mod alt, hvad de finder urimeligt. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at de nuværende protester vil fortsætte lang tid endnu. Det hele afhænger af regeringen og præsident Evo Morales. Og han ved godt, hvad han er oppe imod.
Ved siden af præsidentposten er han fortsat leder af coca-bøndernes fagforening. Inden han tiltrådte embedet, stod han i spidsen for store protester mod den tidligere regering. Nu er han pludselig på den anden side af blokaderne.
Metoderne er stadig de samme: Vejblokader, strejker og marcher. Ved valget i december 2009 blev Evo Morales genvalgt med hele 64 procent af stemmerne.
I dag er billedet et andet. Ifølge en for nylig gennemført meningsmåling først offentliggjort i den bolivianske avis Pagina Siete, er hans popularitet her 16 måneder efter valget, faldet til 22 procent.
David Choqueticlla, landekoordinator for IBIS i Bolivia, mener, at folk generelt er utilfredse med regeringens økonomiske politik:
“Regeringen har en diskurs, der ligger langt væk fra dens handlinger. Der mangler klarhed omkring dens politik. Desuden anerkender regeringen ikke, at protesterne har bred folkelig støtte. I stedet skyder den skylden på højrefløjen og de små 15 procent af befolkningen, som er organiserede i fagforeninger”, mener David Choqueticlla.
På den anden side har olie- og energiministeren udtalt til det bolivianske dagblad La Razon, at der er brug for en dialog for at løse dette problem, og at “befolkningen er offer for protesterne”.
