Af Kristine Naundrup-Jensen
Fredag den 15. august kl. 13 åbnede Folkekirkens Nødhjælp en ny genbrugsbutik med møbler og interiør i Anker Heegaards Gade – lige bag Glyptoteket i det indre København. Tilknyttet butikken er et værksted, hvor der vil blive re-designet møbler.
Solen skinnede og der var mødt en del gæster og kunder op for at være med til at fejre den nye butik.
Over sommeren har en lille gruppe frivillige arbejdet hårdt for at gøre butikken klar med bl.a. afhentning af mange af de møbler og ting og sager, som venlige mennesker har doneret.
National chef i Folkekirkens Nødhjælp, Connie Yilmaz Jantzen, holdt åbningstalen og åbnede for salget ved at klippe det røde bånd.
Herefter var butikken åben for nøjere eftersyn. Også re-design værkstedet holdt åbent hus, og der var mange der kiggede ind og fik lidt inspiration til de nyeste trends indenfor re-design
Artikel lagt på Nødhjælpens website mandag den 18 august 2008