Soldater på missioner er drevet af oplevelser og udfordringer

cimic_ptr_9
Danske soldater på CIMIC-patrulje (civil-militært samarbejde) i Gereshk, Afghanistan under ISAF hold 11 i foråret 2011.
Foto: Kim Vibe Michelsen, Forsvaret
Laurits Holdt

Hovedpointer fra artiklen

Lysten til oplevelser og faglig udfordring driver danske soldater, når de melder sig til fredsskabende og fredsbevarende missioner i udlandet

Særligt de helt unge soldater uden familie deltager i fredsskabende missioner i deres sabbatår. Soldater med børn og ægtefæller deltager i højere grad i fredsbevarende operationer

Under missionen mister især soldater, der er udsendt til fredsbevarende missioner, en del af deres motivation

Danske soldater adskiller sig markant fra kolleger fra andre lande i forhold til køn, alder og uddannelse samt sociale og økonomiske vilkår. De udsendte danske soldater er eksempelvis meget yngre end deres amerikanske kolleger, og der er færre kvinder blandt de danske udsendte.

Kilde: SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd

Lysten til at blive fagligt udfordret og muligheden for oplevelser er efterfulgt af en tro på forsvaret som institution drivkraften, når danske soldater melder sig til militære fredsbevarende og fredsskabende missioner i udlandet. En del af deres motivation forsvinder dog under udsendelsen, skriver SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd på sit websted.

Danmark har ingen problemer med at rekruttere soldater til hverken fredsskabende og fredsbevarende missioner. For de ofte unge soldater er det lysten til oplevelser og faglige udfordringer, der driver dem.

Det viser en stor undersøgelse af danske udsendte soldaters motivation før og efter deres udsendelse til fredsskabende og fredsbevarende missioner.

Bag undersøgelsen står Stéphanie Vincent Lyk-Jensen, seniorforsker hos SFI, og tidligere videnskabelig assistent hos SFI, Ane Glad.

Ud over at se på motivationsfaktorer før og efter udsendelsen har de også undersøgt, om der er forskel på motivationsfaktorer set i forhold til, hvilken form for mission soldaterne melder sig til.

I deres undersøgelse indgår svar fra soldater, som i perioden februar til august 2011 var udsendt enten med Hold 11 til den risikofyldte fredsskabende ISAF-mission i Afghanistan eller med Hold 4 til den fredsbevarende UNIFIL-mission i Libanon.

595 soldater har besvaret undersøgelsens spørgeskema inden deres udsendelse, mens 444 af dem også har svaret på spørgsmål, efter at de er kommet hjem fra mission. Det giver en svarprocent på 75.

Danmark har i de seneste 20 år udsendt omkring 30.000 soldater til internationale militære missioner. I alt er der tale om cirka 60.000 individuelle udsendelser.

I den periode har de militære missioner ændret karakter fra at være primært fredsbevarende til nu primært fredsskabende med flere sårede og dræbte soldater til følge.

Selvom missionerne nu er langt mere risikofyldte, oplever Danmark i modsætning til andre lande ingen problemer med at rekruttere soldater. Tværtimod havde 96 procent af soldaterne i 2012 meldt sig frivilligt til militærtjeneste.

Undersøgelsen viser, at det især er unge soldater med en kort kontrakt, som deltager i de risikofyldte fredsskabende missioner, mens lidt ældre soldater og officerer med længere kontrakter – og typisk også ægtefælle og børn – i højere grad deltager i de fredsbevarende missioner.

Flere kvindelige soldater deltager i fredsbevarende end i fredsskabende missioner, og uddannelsesniveauet er højere for de udsendte på fredsbevarende missioner end de fredsskabende.

Forskellen i uddannelsesniveau er en logisk konsekvens af, at udsendelsen og tiden i forsvaret fungerer som sabbatår mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse.

Læs hele artiklen på SFI’s netsted