Sort-hvide fortællinger er praktiske til at føre krige: Freden kræver en langt mere kompleks fortælling

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj i Kyiv 20 april, 2023.


Foto: STR/NurPhoto via Getty Images
Morten Scriver Andersen

19. juni 2023

En forhandlet løsning på krigen i Ukraine skal der til, ikke mere krudt og kugler, med udgangspunkt i de ”etniske realiteter” og en ”deling af magten”. Etnisk-delte lande lever gerne med det problem, at det centrale styre ikke vil give slip på magten eller dele den.

De enkelte lokale samfund og etniciteter føler sig på den måde oversete og bliver ofte sat op imod hinanden for at skabe intern splid, så det centrale styre kan fortsætte. Denne model karakteriserer kolonial tænkning (Nigeria, Rwanda, Indien, osv.), men denne forestilling er ikke kun fremherskende i den ikke-vestlige verden og Nordatlanten (Grønland-Danmark), men også i Europa, med dens mange stater og deres ”marginaliserede grupper”.

En centralisering af magten fører ofte til konfrontationer. Spørgsmålet er altid, hvordan man håndterer disse. I Ukraine har det ført til krig. Man har desværre ikke vist den fornødne vilje til at håndterer (forhandle) disse fredeligt og deeskalere spændingerne.

Vestukraine og Østukraine

Vestukraine og Østukraine adskiller sig på forskellige væsentlige punkter, historisk, kulturelt, sprogligt og politisk, således at den vestlige del historisk set (indtil slutningen af Første Verdenskrig) var en del af det østrig-ungarske imperium. Det har derfor været mere vestligt-orienteret, haft en mere entydig ukrainsk etnicitet, og været mere pro-Europa, pro- selvstændighed, og nu pro-Nato.

Det østlige Ukraine derimod har en ganske anden historisk bane sammenlignet med det vestlige Ukraine. Det var først under russisk og senere sovjetisk styre indtil 1991.

Man finder her en mere broget mangfoldighed af etniciteter, med en stor del af russere især i den omstridte Donbas-region og byerne Donetsk og Luhansk samt på Krim-halvøen, hvor russere udgør majoriteten. Det er et ”multi-etnisk samfund”, og det skal der tages højde for og forhandles om, baseret på en anden form for fredelig fornuft end den, der dikteres af formålsløse og dødbringende krudt og kugler ”i forsvaret af territorier”.

Lyt til borgerne

Europæiske politikere, USA og Ukraines præsident Zelenskyj samt præsident Putin og andre neutrale lande må lytte til borgere i de forskellige dele af Ukraine og eksperter fra især Kyiv’s Sociologiske Institut, samlet i såkaldte ”borgerforsamlinger”.

I disse kan eksperter og borgere fra et bredt udsnit af det ukrainske samfund, geografisk, etnisk og socio-økonomisk, tage magten tilbage fra politikerne og andre meningsdannere, som ofte skaber falske barrierer mellem etniske grupper.

Alle parter har derfor et stort ansvar for at lytte til hinanden, at tage situationen i marken alvorligt og styre situationen i den rigtige retning, en retning, der tilgodeser de to regioner og landets forskellige identiteter og perspektiver. Fortsætter man derimod som hidtil med at slås om territorier, går man fejl i byen med sine militære fortolkninger, og det hele vil få en rigtig dårlig ende.

Opgaven er kompleks

Opgaven er kompleks men skal uundgåeligt løses på det etniske plan, som indebærer en deling af magten mellem Ukraine og Rusland. For at få fredsforhandlinger i gang – og det kan ikke gå for hurtigt – bliver man nødt til at gemme eller udskyde de helt store spørgsmål om ”krigsforbrydelser”. Den antydede den franske præsident Macron faktisk forståelse for under et møde i Bratislava for nyligt.

Ligeledes bør man udskyde det territoriale spørgsmål (generobring/tilbagetrækning) til det, der i forhandlingssproget hedder ”Final Status Agreements”.

Under alle omstændigheder og realistisk set, skal der en forhandlet løsning til og en fredsproces – ikke flere grusomheder.

Prioritering af territorier frem for mennesker

Politikere i øst og vest må overkomme deres krigsfeber (=nationalistisk dårskab og snak om “sikkerhed”) og begynde at prioritere mennesker fremfor territorier, så livet atter kan leves. Og for at undgå alt for megen bitterhed mellem mennesker, der er blevet sat op imod hinanden.

Ukraine-krigen er nemlig en etnisk disput, som har fået lov til at vokse sig stor og skabt internationale blokdannelser og krigerisk retorik i USA og Europa, der ikke ligefrem fremmer fred, men snarere dødelig eskalation.

Politikerne er fanget i et spil, som de ikke kan bryde ud af, leger med os og vrangvrider vores behov for at føle os sikre.

Territorier og ejendom er dog ikke lig med sikkerhed. Vores fremmedgørelse fra os selv gør os ude af stand til at se mennesket i os selv og andre og således leve fredeligt med hinanden. I stedet kæmper vi om ejendom og territorier. Det er en tendens, der karakteriser det moderne menneske, der søger en falsk ”sikkerhed” i ejendomsforhold og territorier, med alle de tragiske konsekvenser, det har.

Den russiske forfatter Dostojevskij skriver, at næstekærlighed nok er ”den eneste lovmæssighed” for vores eksistens som menneske.

Et spil af eskalation

Det er gået den danske regering forbi. Den har lige vedtaget øget våbenstøtte på 9 milliarder kroner, oven i de 10 milliarder, der tidligere er blevet bevilget.

Mens vi danskere før var ret aktive i den barbariske slavehandel – med en syvende plads og over 400 transporter af 110.000 mennesker over Atlanten, så rangerer vi atter højt med vores våbenleveringer til krigen i Ukraine.

Vi er øjensynligt ikke blevet mere fredelige som tiden og århundrederne er gået. Det er endnu en illusion, som skal gøre det moderne, ”civiliserede” liv muligt. Er det fremskridt, eller måske snarere tilbageskridt?

Dette spil kender desværre kun eskalation og manipulation. Politikerne famler i deres eget mørke, og leder efter en bindende deeskaleringsmekanisme. Hvis man ikke bryder ud af mørket og først og fremmest forhandler det etniske spørgsmål, vil det forblive uløst og føre til fremtidige blodsudgydelser.

Hvad havde man egentlig regnet med, når der sendes våben til Ukraine, som ødelægger Putins krigsmaskine og forlænger krigen?

Det vil den kolde og alt for snævre logik (og mangel på nuanceret, kritisk tænkning) bag vestlige våbenleveringer slet ikke kunne ændre på. Der skal ”kultur og samfund” på bordet. Ikke flere krigeriske og konfrontatoriske udtalelser. Hvad med at se livet ikke som et nulsumspil, med en absolut vinder og taber, men som et forum hvor vi samarbejder og alle drager nytte.

Krigsfeber

Konflikten har allerede fået lov til at eskalere alt for længe. Krigsfeberen i begge lejre har overtrumfet fornuften med følelser. Medierne og politikere leder os på vildspor, når de taler om ”russisk spionage” og en ”skyggekrig”. Hvad havde man egentlig regnet med, når der sendes våben til Ukraine, som ødelægger Putins krigsmaskine og forlænger krigen?

Territorier fremstilles som vigtigere end menneskeliv og de etniske realiteter. Ironisk nok afslører politikerne sig selv og denne kolde logik. Man forventer nemlig, at den ukrainsk ”modoffensiv” sandsynligvis ikke vil føre til de helt store generobringer og en fordrivelse af russerne fra alle ukrainske territorier og et for Ukraine fordelagtigt forhandlingsgrundlag.

Alligevel skal man slå hinanden ihjel først. Sikke en foragt for menneskeliv og fred nu.

Søger man ikke freden ad diplomatisk vej, får vores eskalation med våbenstøtte konsekvenser. Man burde være bange for hvad eskalation, nu også snart med leveringer af kampfly til Ukraine, kan føre til. Det er sørgeligt, hvordan man går i søvne og er på vej ind i en større krig – med vidt ”lukkede” øjne.

Vores eskalation minder desværre lidt om optakten til Første Verdenskrig med militarisering, blokdannelser og underprioritering af freden, og hvor verden også var i politikernes og militærets vold, et offer for deres spil og logik, der kom til at koste meget dyrt (og førte til endnu en drabelig krig godt tyve år senere).

Det burde løbe os koldt ned ad ryggen, når ingen taler om fred og forhandlinger.

Isolation af Rusland gavner ikke freden

Hvad sker der med mennesket i os, når verden vælger side og fører krig ud fra forenklede fortællinger om ”de gode” og ”de onde”? 

Begge sider er fanget i en dynamik af polariseringer. Den ukrainske fortælling er direkte fjendtlig og ser selve “russiskheden” som et problem. At tale russisk i det offentlige rum er ugleset, og diverse gader er blevet omdøbt fordi de havde russiske forfatternavne som Dostojevskij og Pusjkin, i et forsøg på at ”annullere Rusland”.

Rusland er imidlertid et europæisk land, indtil Uralbjergene under alle omstændigheder (geografisk set), og russerne er et europæiske folk. På trods af krigen er Rusland en del af Europa. Det skal alle parter huske på for at opnå fred.

Sort-hvide fortællinger er praktiske til at retfærdiggøre krige – men der er behov for en langt mere kompleks fortælling for at søge freden, for at sikre at vi virkelig har et ”europæisk hjem” at føle os hjemme i.

Det er forfærdelige tider, vi lever i – og at gøre dem endnu mere grumme tjener kun til at fremmedgøre begge sider. Man mindes med væmmelse den schadenfreude, man kunne fornemme i Vesten, da omkring 300 russiske soldater blev dræbt i et ukrainsk angreb, da de satte sig til et nytårsmåltid. Det får en til at tvivle på, om der er nogen menneskelighed tilbage nogen steder. Ethvert tab af liv er en tragedie.

Vi har ladet et ”unuanceret” billede af verden, som vi uvidende har overtaget fra amerikaneren Samuel Huntingtons The Clash of Civilizations, påvirke vores fornuft.

Selvom det ikke indrømmes, er USA’s nuværende aggressive-defensive holdning til verden stort set baseret på Huntingtons verdenssyn om amerikansk overherredømme. Huntingtons synspunkter er naturligvis en del af en ældgammel vestlig tendens til at se verden som en kamp mellem de gudfrygtige – ”Os” – og hedningene og dem, der er allierede med Satan – ”De Andre”.

Det er den implicitte tanke bag meget missionsarbejde og mange aspekter af den europæiske kolonialisme og ekspansion til Asien, Afrika og Sydamerika fra det 16. århundrede til afkoloniseringen i 1960’erne og 70’erne. Man ser verden som en arena, hvor der udspiller sig store materielle og ideologiske konflikter.

Livet opfattes som en kamp mellem godt og ondt, sandhed og usandhed, demokrati og diktatur, frihed og trældom, kapitalisme og kommunisme

Polariseringer tjener intet fornuftigt og fredeligt formål. Det kan udelukkende bruges til at retfærdiggøre og skabe konfrontationer. Løsningen er at nærme sig hinanden ved at gøre hinandens forskellige verdener (”etniske realiteter”) forståelige for hinanden.

En fredsproces for Ukraine

En fredsproces for Ukraine bør derfor omfatte udvikling af strukturer for en form for regional autonomi for Donbas, som forudset i Minsk-aftalerne, eller en mere permanent statusændring.

Det kan også involvere en accept af, at det er op til befolkningen på Krim at bestemme, hvilken stat de ønsker at være en del af. I de seneste folketællinger er befolkningen blevet registreret som omkring to tredjedele russisk, en femtedel ukrainsk og en tiendedel tartarer. Hvor mange demonstrerede mod pro-vestlige forandringer under de pro-EU Maidan protester i Kyiv i 2013-14.

Den russiske annektering af Krim i marts 2014 kom i kølvandet på Maidan-protesterne og kan tolkes som en russisk reaktion derpå, hvor den russisksindede ukrainske præsident Viktor Yanokovych måtte flygte og kommunister blev forfulgt.

I deres ”krigsfeber” ignorerede man i Kiyv og andre europæiske hovedstæder desværre denne realitet, og at ”territorial integritet” ikke er ligetil. Det er faktisk rigtig dårlig logik at ignorere denne realitet og kæmpe om Krim og Donbas, som om denne realitet ikke eksisterede.

Giv dog freden en chance – nu, og ikke efter en ”modoffensiv”, som måske/måske ikke vil ændre ved noget. Ak ja, krigsfeber, som de kære politikere lader rase ukontrolleret videre.

Mennesket frem for territorier

Vi har meget tilfælles som mennesker: universelle menneskelige faktorer, både fysiske behov og måden vi er mennesker på, vores psykologiske behov for social og religiøs samhørighed, vores handlekraft, forhåbninger og intentioner.

Vi har derfor meget mere til fælles, end der skiller os ad. Disse er naturligvis særdeles væsentlige og definerer netop de etniske realiteter og måden, hvorpå vi opfylder samfundets regler, normer og forestillinger.

I den ukrainske sammenhæng har ukrainere og russere faktisk også meget tilfælles rent kulturelt, med ens religiøs orientering (ortodoks kristendom) og sammenlignelige normer, økonomiske strukturer og magtstrukturer og forestillinger om køn og arbejdsdeling. Men samtidig er realiteterne også blot udtryk for de universelle fysiske og psykologiske faktorer, der driver os alle sammen og vores samfund og kulturer.

Der er rigtig nok noget unikt over de kulturer vi lever i, men samtidig er der også noget meget universelt, der binder os sammen.

Bolden er på vores banehalvdel, fordi vi er hvad vi foretager os i de kulturer, vi lever i. Lad os derfor søge kompromis og en løsning af det ”etniske spørgsmål”. Det er den eneste meningsfulde vej ud af Ukraine-konflikten.

Ellers kan ”a bad dream”, som lægen kalder Bob Dylans drøm om tredje verdenskrig, blive til virkelighed.

Bernhard Bierlich har en PhD i socialantropologi fra Cambridge.