“Vi har den seneste tid været vidne til en optrapning af raketangreb mod Israel fra militante grupper baseret i det Hamas-kontrollerede Gaza. Det er en udvikling, som understreger den for Israel helt uacceptable sikkerhedssituation. Regeringen fordømmer disse terrorangreb mod tilfældige civile mål.”
Det siger udenrigsminister Søvndal i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet i forbindelse med den seneste udvikling i Mellemøsten.
Det hedder videre:
“Vi anerkender Israels ret til at forsvare sig selv. Samtidig vil en yderligere eskalering af situationen kunne få vidtrækkende konsekvenser, som hverken den israelske eller palæstinensiske befolkning vil være tjent med. Det er et dybt bekymrende perspektiv.”
“Vi støtter op om de igangværende egyptiske mæglingsbestræbelser, så ikke flere uskyldige rammes. Og den seneste udvikling er blot med til at understrege, hvor stærkt der er behov for at få fredsprocessen tilbage på skinner.”
Kontakt: Claus Perregaard 41733896; Jean Ellermann-Kingombe 25267606