Søvndal: Fredsprisen en anerkendelse af kampen mod kemiske våben

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) glæder sig fredag over tildelingen af årets Nobels Fredspris til FNs sporhund mod kemiske våben (OPCW), han lover flere penge til arbejdet og kalder prisen en “anerkendelse af OPCWs langsigtede indsats for at fjerne og destruere kemiske våben”.

“En indsats, som Danmark naturligvis støtter fuldt op om som medlem af OPCW. Det er en langsigtet indsats som bl.a. betyder, at USA’s og Ruslands kemiske arsenaler er på vej til at blive destrueret”, anfører han i en presseudtalelse.

Søvndal siger videre:

“Det er afgørende, at vi sikrer effektiv efterlevelse af internationale aftaler, der skal hindre udbredelse, produktion og anvendelse af kemiske våben og andre masseødelæggelsesvåben”.

“Det er et område, jeg som udenrigsminister prioriterer højt. Anerkendelsen til OPCW er dermed også en generel hyldest til multilateralismen og til organisationer, hvor vi i fælleskab løser globale problemer”.

“OPCW har i mange år været en søjle i den afgørende kamp for at fjerne og destruere kemiske våben og forhindre, at de bruges med frygtelige konsekvenser mod en uskyldig civilbefolkning”.

“Det er et vigtigt arbejde – både generelt og når det, som vi ser lige nu, gælder det syriske regimes kemiske våben, hvor OPCWs centrale rolle er central”.

“Eksperter fra organisationen har allerede været i Syrien et stykke tid. Arbejdet i OPCW og i FN’s Sikkerhedsråd skal sikre, at Assad-regimet ikke igen bruger kemiske våben mod den civile befolkning. Verdenssamfundet kan ikke tillade, at det sker, og OPCW er den organisation der er med til at forhindre det”.

“Danmark har allerede ydet et økonomisk bidrag på to mio. kroner til det forestående arbejde”.

“Regeringen vil også positivt overveje andre bidrag til en fælles OPCW-FN mission i Syrien, når der er større klarhed over, om der er efterspørgsel efter dansk ekspertise og kapacitet. Vi er parat til at bære vores del af byrden,” slutter udenrigsministeren.

Om kampen mod de kemiske våben

I september 1992 vedtog man ”De Forenede Nationers konvention om forbud mod udvikling, fremstilling, oplagring og anvendelse af kemiske våben og sådanne våbens tilintetgørelse” (CWC).

Konventionen trådte i kraft i april 1997 og OPCW blev grundlagt. 189 lande har tiltrådt konventionen. Organisationen har hovedkvarter i Haag i Holland.

Danmark ratificerede (statsretligt tiltrådte) konventionen i juli 1995. Danmark bidrager hvert år til OPCW og har fornyligt ydet et ekstraordinært bidrag på 2 mio. kr.

Danmarks regulære bidrag til OPCW var i 2013 på ca. 3,4 mio. kroner.

OPCW – Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben – har en nøglerolle i arbejdet med at identificere og destruere de kemiske våbenlagre i Syrien. Regeringen ser positivt på muligheden for at stille ekspertise og anden bistand til rådighed for den internationale mission.

Hvad OPCW gør:

Organisation for Forbud mod Kemiske Våben (Organization for the Prohibition of Chemical Weapons, OPCW) har til formål at sikre overholdelse af konventionen. Dette gøres bl.a. via følgende indsatsområder:

* OPCW verificerer og skaber åbenhed om medlemslandenes nationale destruktionsprogrammer for kemiske våben.
* OPCW verificerer, at kemiske industrianlæg ikke misbruges til at fremstille kemiske våben eller til andre formål i strid med konventionen.
* OPCW rådgiver medlemslande om civil og militær beskyttelse mod angreb med kemiske våben.
* OPCW bidrager til at fremme internationalt samarbejde om fredelig udnyttelse af kemisk teknologi.
* OPCW arbejder for global ratifikation af konventionen.

Kilde: Udenrigsministeriet

Se også om OPCW på http://www.opcw.org og
http://en.wikipedia.org/wiki/Organisation_for_the_Prohibition_of_Chemical_Weapons