“Jeg hilser den nyoprettede Nationale Koalition for Oppositionen og Den Syriske Revolution velkommen og ønsker Moaz al-Khatib tillykke med posten som leder. Det er et vigtigt skridt på vejen mod, at oppositionen organiserer sig og fremstår som et troværdigt alternativ til Assads styre.”
Sådan byder udenrigsminister Villy Søvndal i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet velkommen til en sammenslutning af syriske oppositionsgrupper.
Det lykkedes den 12. november i Doha Syriens Nationalråd (SNC) og en række andre oppositionsgrupper at nå til enighed om at danne sammenslutningen Den Nationale Koalition for Oppositionen og Den Syriske Revolution.
Koalitionen, der består af både eksterne og interne grupper, valgte søndag aften den tidligere imam og aktivist Moaz al-Khatib som sin leder. Khatib har flere gange været fængslet for sin kritik af Assads styre, og forlod Syrien tidligere i år.
Udenrigsministeren siger videre: “Jeg ser frem til at arbejde sammen med Khatib og den nye koalition, som også repræsenterer oppositionen internt i Syrien. Det er helt afgørende at den interne og den eksterne del af oppositionen nu styrker deres samarbejde.”