For nyligt blev den puertoricanske trap- og reggaeton-stjerne Bad Bunny den første ikke-engelsksprogede sanger til at vinde Artist of the Year ved MTV Video Music Awards, skriver Los Angeles Times. Under sin tale – på spansk – sagde han, at han altid har troet på, han kunne blive en af de største sangere i verden ”uden at skulle ændre min kultur, mit sprog, mit modersmål, mit slang.” Bad Bunny var den mest streamede kunstner på Spotify i både 2020 og 2021.
At reggaeton er blevet et globalt fænomen, er ikke bare en puertoricansk historie. Tværtimod er genren, der bruger spanske rap-variationer og synger over et jamaicansk dembow-beat, sammenvævet med historien og det politiske landskab fra adskillige latinamerikanske lande og USA.
Dele af reggaetons ophav kan spores til konstruktionen af Panamakanalen, hvor arbejdere fra det daværende Britisk Vestindien flyttede til Panama for at finde arbejde. Årtier senere lyttede deres efterkommere, som havde bosat sig permanent i landet, stadig til musikken fra deres hjemlande, heriblandt det nu-selvstændige Jamaica.
I 1980’erne begyndte sorte panamanere med jamaicansk ophav at synge over dancehall-beats, og det blev starten på en forløber til reggaeton-genren, den såkaldte reggae en Español (på dansk: reggae på spansk, red.). Samtidig begyndte musikere i Puerto Rico, inspireret af starten på engelsksproget hiphop, at rappe på spansk. At kunne synge og danse til musik på deres eget sprog føltes som, ”da filmene gik fra sort-hvid til farver,” forklarer den puertoricanske sanger Ivy Queen på LOUD: The History of Reggaeton. Hun lægger selv fortællerstemme til den grundigt researchede, danse-inducerende podcastserie, der følger genrens historien gennem mere end 30 år.
I de tidlige 1990’ere, hvor panamanere og puertoricanere ofte rejse til New York, blev en version af det jamaicanske dembow trommebeat optaget, der senere har udgjort fundamentet for utallige reggaeton-numre. Samplet – et boom-chk-boom-chick-loop – fandt hurtigt vej tilbage til Puerto Rico, hvor sangere indspillede deres tekster over det. Sådan blev den puertoricanske ”undergrund” – også kendt som den tidligste reggaeton – født, med tekster der skildrede livet i San Juans arbejderklasse. Sammen med Daddy Yankee var Tego Calderón, der afsværgede racisme og kolonialisme i sine sange, genrens største stjerner i 90’erne og 00’erne.
Reggaeton “beskæftiger sig med, hvordan unge eller fattige, sorte eller mørkhudede – unge, der blev diskrimineret på enhver måde – nægtede at lade sig kue,” argumenterer Ivy Queen på LOUD.
Amerikanske pladeselskaber indså ikke fuldt ud genrens potentiale i 00’erne ifølge LOUD. Selvom selskaberne indgik aftaler med en håndfuld kunstnere i kølvandet på Daddy Yankees succes med albummet Barrio Fino i 2004, mistede mange hurtigt interessen igen og afskrev genren som en dille.
Til gengæld fik Colombia en afgørende rolle i at udbrede reggaeton. Mens de amerikanske pladeselskaber vendte genren ryggen, blev den colombianske by Medellín forelskede i reggaeton. Regeringen pumpede penge i kunstprogrammer og fritidsaktiviteter til unge for at forebygge vold i de fattige kvarterer, fortæller Luis Gallo, en af producerne bag LOUD, i et interview med Foreign Policy. Daværende borgmester Sergio Fajardos politik om ”social urbanisme” havde til formål at skabe nye muligheder for bydele, der havde ”ramt bunden” under narkobaronen Pablo Escobars storhedstid i 1990’erne. Muligheden for, at Medellín kunne blive et nyt samlingssted for reggaeton, var en chance for at vende sig væk fra volden. ”Vi havde PTSD som samfund,” forklarer Gallo, der selv er colombianer.
Mange af Colombias egne reggaeton-kunstnere undgik at fokusere på våben og stoffer i deres tekster for i stedet at fortælle historier om sex og kærlighed, siger Gallo. Genren blomstrede, og nogle af de unge, der deltog i regeringens musikalske fritidstilbud blev senere koreografer for stjerner som Maluma – en colombiansk sanger, som i dag er en af de bedst sælgende latinamerikanske kunstnere på verdensplan.
I dag antager reggaetons politiske liv mange former. Bad Bunnys valg om at få den internationale musikindustri til at tilpasse sig sit sprog – i stedet for den anden vej rundt – er dybt politisk i sig selv. Men på sit seneste album kritiserer han også de seneste strømafbrydelser i Puerto Rico – og han peger endda fingre ad guvernøren og bruger hans øgenavn. I Colombia brugte feministiske reggaeton-kollektiver som Motivando a la Gyal (på dansk: Motivere Pigen, red.) også musik til at mobilisere deltagere ved sidste års demonstrationer mod regeringen.
Naturligvis indtager ikke alle reggaeton-kunstnere så klare politiske positioner. Som i mange andre genrer er kvinder i tidens løb blevet objektiviseret i reggaeton-tekster, og kritikere har påpeget, at kvinder og mørkhudede musikere generelt ikke har opnået samme kommercielle succes som mænd og kunstnere med lysere hud, eksempelvis Bad Bunny. Nogle i reggaeton-miljøet, heriblandt Ivy Queen, er bekymrede for, om genren er ved at miste sin essens, fordi industrifolk og producere forsøger at gøre reggaeton mere letfordøjeligt for et pop-publikum med mindre kendskab til latinamerikansk musik.
Løsningen, siger Ivy Queen i LOUDs sidste episode, er at huske genrens historie og at finde kunstnere, som forsøger at videreføre den – særligt de, der fejrer og respekterer marginaliserede grupper. Reggaeton handler, ifølge hende, ”om la resistencia. Modstand.”
Artiklen er oprindeligt udgivet på Foreign Policy og oversat af Søren Steensig.