Bjørn Melgaard
Bjørn Melgaard er læge og oprindeligt uddannet som neurolog, men har siden 1988 beskæftiget sig med international sundhed. U-landsinteressen blev tændt da han var i Indien som medicinstuderende og siden i Tanzania og Botswana som ulandsfrivillig.
Han har været udstationeret for Danida som chefrådgiver i flere lande i Afrika og Asien – herunder tre år i Bhutan – og har arbejdet 11 år som direktør for WHO’s vaccinationsprogram i Geneve, Bangkok og Delhi. Her har han især beskæftiget sig med børnevaccinationsprogrammer og sundhedssystemer.
Han gik på pension i 2006 men har siden haft en del konsulentopgaver primært for sundhedsministeriet i Bhutan og for WHO.
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle aftjene min værnepligt som u-landsfrivillig, hvad der var muligt dengang. Efter et ophold i Indien som medicinstuderende var min appetit på u-landsarbejde steget yderligere.
Vi (min kone og vore to børn) startede i Tanzania i 1972, men efter et halvt år åbnede der sig en mulighed for at flytte til Botswana fra Dodoma, fordi Mellemfolkeligt Samvirke havde åbnet et nyt program i det sydafrikanske land og gerne ville have flere kandidater at tilbyde regeringen.
Dengang var Botswana fattigt med en dårlig infrastruktur og skrøbelige uddannelses- og sundhedssystemer. Man havde først lige fundet de diamanter i Kalahari ørkenen, der siden skulle accelerere landets sociale og økonomiske udvikling.
Der var kun to uddannede læger fra Botswana.
Vi læssede børnene ind i den short-wheel based Landrover, vi havde købt af en engelsk frivillig. Han og hans kone havde kørt i den fra London til Dodoma, så den var veludstyret til langfart.
Så trillede vi ned af the Hell’s run, landevejen fra Dar es Salaam til Lusaka i Zambia og efter myriader af problemer på vejen, bl.a. en hemmelig tur gennem Rhodesia – som Zimbabwe hed før 1980 – nåede vi hovedstaden Gaborone.
Her fik vi den glædelige nyhed, at vi skulle bo og virke i Maun – en af de fjerneste og mindst udviklede byer i landet på kanten af Okavango deltaet, som endnu var blottet for turisme.
Der var ingen telefon og eneste mulighed for hurtig kontakt med omverdenen var vildtdepartementets radio.
Der var dog strøm i kontakterne i det gamle kolonitidshus vi fik tildelt, og – sommetider – vand i hanerne. Der var badekar i badeværelset hvor vores søn holdt sine frøer og der var flodhest i haven, som lå ved bredden af Thamalakane floden. Det var lige dét, vi havde ønsket os.
Ene læge i Maun
Hospitalet havde en enkelt læge – en hvid rhodeser – som havde været alene uden afløsning i ét år da vi kom. Så han var glad og tog snart efter af sted på en fortjent ferie.
Et år senere fik han visum til Canada og drog af sted. Resten af tiden i Maun var jeg ene læge.
Sygdomsbilledet var klassisk for den del af verden. Luftvejsinfektioner, parasitter, diarre og fnat.
Blandt de mere kuriøse sygdomme var sovesyge overført med tse-tse fluer. De var dog ikke et problem i området omkring byen, men længere nordpå, og vi havde en hel afdeling for sovesygepatienter, som var indlagt til langtidsbehandling.
Jeg var desuden i stand til at påvise, at bilharziose (sneglefeber) fandtes i landet, hvilket man ikke tidligere havde vidst.
På det tidspunkt var der etableret et IMCC-program af frivillige medicinstuderende, som det jeg selv havde oplevet i Indien – mere om IMCC på www.imcc.dk
Der var bl.a. fire frivillige i Ghanzi syd for Maun – ca. 6-8 timers kørsel afhængig af vejens tilstand. Ghanzi havde et sundhedscenter, men ikke faciliteter eller bemanding til kirurgi.
Spyddet sad strittende
En tidlig morgen efter at den rhodesiske læge var taget på ferie, dukkede en træt og støvet student op i en mudderbelagt landrover uden for vores dør.
Han havde kørt hele natten med en patient som var ilde tilredt. Patienten tilhørte San-folket (Basarwa eller buskmænd, som det dengang kaldtes). Han havde været oppe at toppes med en anden buskmand og fået stukket et spyd i maven.
Da patienten blev bragt til de danske studenters lille klinik, sad spyddet stadig og strittede ud af maven.
De havde straks trukket spyddet ud, men uheldigvis skete der det at en stor klump tyndtarm væltede med ud og blev afklemt, så de ikke kunne stoppe den tilbage i maven. Så satte de et drop op, lagde et stykke vådt klæde over tarmklumpen og startede landroveren på den lange tur til Maun.
Da jeg kom ned til hospitalet var patienten uden bevidsthed, hans blodtryk var umåleligt, men han trak vejret. På maven lå en stor klump tarme. De var sortblå.
Vi fik travlt med at få blodtrykket op, smertebehandle patienten og i øvrigt stabilisere ham, så han kunne opereres. Bare tanken om at skulle skære den døde tarm væk og reetablere tyndtarmen var frygtindgydende.
Håndværk er ikke just min stærke side og det her var en kolossal udfordring med min meget beskedne kirurgiske erfaring. Så mens sygeplejerskerne gjorde parat til operation begyndte at jeg læse i ”Biblen”: Bailey and Love: Short Practice of Surgery.
Det er kompliceret at sy to tarmender sammen. Man kan forestille sig det, hvis man skulle sy to stykker vandslange sammen – først den inderste del af vandslangen og derpå den yderste, så at begge er helt tætte, så vand – læs afføring – ikke kan sive ud.
Fem timers finere og indviklet sy-arbejde
På trods af at jeg tre gange havde repeteret teknikken, der var beskrevet i Bailey’s kirurgi, var det næsten glemt, da jeg gik med ”biblen” under armen ned til vores operationsstue.
Heldigvis skete der det, at en Landrover rullede ind på området med Brian ved rattet. Han var en engelsk læge, der forsøgte at få et vaccinationsprogram i distriktet op at stå.
Det var WHO (FNs sundhedsorganisation) der stod bag, så han havde ikke noget med hospitalet at gøre, men man havde tildelt ham en af hospitalets bungalows som bolig, og nu kom han hjem efter en uge i Kalahari.
Da han hørte om min patient sagde han: Gå bare i gang, jeg skal lige ha’ et bad så kommer jeg ned og hjælper – jeg aner intet om kirurgi, men jeg kan måske hjælpe med narkosen.
Så gik jeg i gang med at bedøve patienten, fik ham til at sove med en indsprøjtning og spændte en maske på hovedet forbundet til en cylinder med narkosegas. Så måtte han selv regulere dosis via sin vejrtrækning.
Det var ikke så indviklet at få udvidet hullet i maven, så jeg kunne trække tarmen helt ud og skære det døde stykke af. Mens jeg var i færd med det ankom Brian og satte sig ved patientens hoved for at kontrollere blodtryk og vejrtrækning.
I mellemtiden havde vores danske laborant – også frivillig – fremskaffet noget blod med samme blodtype som patientens, så da vi fik transfusionen i gang stabiliseredes patienten yderligere. Det så lovende ud.
Men så kom den komplicerede sammensyning: Brian slog op i ”biblen” og læste: ”According to the fifth chapter of Daniel, God said: You take the needle and the thread and start….”.
Således vejledt af Brians messen og biblen (i mere end én forstand!) gik det langsomt fremad. Efter næsten fem timers håndarbejde kunne jeg sætte den sidste tråd i maveskindet og Brian kunne afslutte narkosen.
Operationen lykkedes og patienten levede
Otte dage senere fik patienten afføring – operationen var lykkedes. Jeg havde lovet sygeplejerskerne at gi’ øl, hvis det nogensinde skete.
Vore gode venner Dorte og Keld – frivillige ligesom os – var kommet op fra Kanye for at føde deres første barn.
Dorte nedkom med en dejlig datter samme nat og Keld og jeg satte sygeplejerskerne stævne på byens ikoniske hotel: Riley’s, hvor vi fejrede den lykkelige afslutning på spyddet i maven og tilkomsten af den nye verdensborger.
Jeg har siden afholdt mig fra kirurgiske gerninger – med undtagelse af nogle kejsersnit når der ikke var andre læger i miles omkreds. Vel vidende at det især var patientens egne kræfter, der sikrede en lykkelig udgang.
Se kapitel 1 på
https://globalnyt.dk/content/se-det-var-jo-rigtig-kirurgi
Mere om Botswana, et af Afrikas rigeste lande, på
https://en.wikipedia.org/wiki/Botswana
Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHOs Vaccinationsprogram
