Udenrigsminister Per Stig Møller (K) er utilfreds og skuffet over den manglende opbakning til at forlænge ansættelsen af chefen for FNs Hjælpeorgan for Palæstina-flygtninge, UNRWA, danskeren Peter Hansen, skriver Berlingske Tidende fredag.
Peter Hansen er oven i købet vraget efter pres fra USA, som Danmark sjældent undlader at støtte udenrigspolitisk. Og på et tidspunkt, da Danmark er kommet ind i FNs Sikkerhedsråd.
– Vi havde anbefalet hans forlængelse og arbejdet for den, siger udenrigsminister Per Stig Møller til Berlingske Tidende.
– Det var klart, at han ikke fik sin kontrakt fornyet på grund af, at USA og Israel bad om hans hovede på et fad, siger en unavngiven FN-kilde.
Danmark gav i slutningen af sidste år tilsagn om et større bidrag end sædvanligt til UNRWA – på ca. 60 mio. kroner. Men der er ikke lagt op til, at Danmark i vrede vil begrænse bidraget fremover. – Vi kan ikke sådan forlods straffe FN eller palæstinenserne, siger Per Stig Møller og lægger til:
– Det er ikke noget forsøg på at genere Danmark i Sikkerhedsrådet. Det er en regulær personalesag.
Det er ikke uset, at USA sætter sine personalepolitiske præferencer igennem i FN. Det kendteste eksempel er formentlig, da USA i 1997 blokerede for, at FNs generalsekretær Boutros Boutros-Ghali måtte nøjes med en enkelt embedsperiode og ikke blev forlænget.
Og FNs tidligere flygtningehøjkommissær, Mary Robinson, trak sig selv i 2002 også efter kun en periode. Ifølge irske medier var hun kommet på den forkerte side af amerikanerne – ikke mindst i spørgsmålet om Israels forhold til palæstinenserne.
Læs også om Peter Hansen afgang fra UNRWA i 2 nyhedsstories under international bistand 20.01.05.