New Zealand er på vej til at tillade personer af samme køn at indgå ægteskab. Det har bragt spørgsmålet på banen i flere nabolande. Inden for den seneste uge har både Samoas og Fijis premierministre Tuilaepa Sa’ilele Malielegao og Frank Bainimarama afvist ægteskab mellem to personer af samme køn.
De mener, at det strider imod religiøse overbevisninger, skriver PINA, Pacific Islands News Association, onsdag. I Samoa er flere end ni ud af ti kristne og i Fiji udgør de kristne knap 65 procent af befolkningen mens godt 25 procent er hinduer og seks procent er muslimer.
Repræsentanter for flere civilsamfunds-organisationer, som Radio New Zealand International har talt med, er ikke meget for at sige noget konkret om deres holdninger til spørgsmålet på grund af dets følsomhed.
Fra kirkelig side er der mindre berøringsangst. Winston Halapua, der er ærkebiskop for den anglikanske kirke i Samoa, Fiji, Tonga og Cookøerne, siger ifølge PINA, at der er behov for at diskutere emnet. Det vil ske på kirkens kommende kirkemøde i begyndelsen af maj.
I maj 2012 blev en demonstration i Fijis hovedstad Suva til fordel for LGBTIQ-miljøet (Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual, Intersexed and Questioning) aflyst, da politiet trak tilladelsen tilbage i sidste øjeblik. Demonstrationen skulle have fundet sted den 17. maj, der er den internationale dag mod homofobi og transfobi.
Det er ikke klart, hvorfor politiet trak tilladelsen tilbage. Demonstrationen var organiseret af Oceania Pride, der arbejder for LGBTIQ-miljøets rettigheder i Fiji.