I Stillehavets ø-nationer lyder der i disse uger kritik af den store spiller i regionen, Australien, der anklages for brud på en regional traktat.
I midten af september indgik Australiens regering nemlig en aftale med Storbritannien og USA om at investere i atomkraftdrevne ubåde, der skal være en del af den australske flåde. Australiens premierminister Scott Morrison har kaldt aftalen ”begyndelsen til en ny æra”.
Det kan der være noget om.
For Australien er, i lighed med den anden store nation i Stillehavsområdet, New Zealand, med i Rarotonga Traktaten, der trådte i kraft i 1996, og som går ud på at sikre en atomfrizone i det sydlige Stillehav, og ubådsaftalen, der har fået navnet AUKUS-alliancen, er et brud på dette, lyder kritikken.
En atomfri zone er essensen af stillehavsnationalisme
Oceanien har en tung arv efter atomprøvesprængninger, og både folk og naturen i regionens små ø-nationer er stadig plaget af eftervirkninger fra sprængninger, der ligger over 70 år tilbage i tiden. Det fortæller Rhea Moss-Christian, formand for Marshalløernes nationale atomkommission, til Pacific Islands News Association, Pina.
Når det kommer til atom-spørgsmål, så bør stillehavsnationerne derfor ”til gavn for vores regionale partnerskab” blive hørt, understreger hun.
Til samme medie siger Joey Tau, der arbejder for organisationen Pacific Network on Globalisation, at Australiens indgåelse af AUKUS-alliancen “er i modstrid med, hvad [Australien] har forpligtet sig til over for Stillehavet med hensyn til at sikre, at det er en atomfri zone.”
Selvom de tre landes statsoverhoveder har understreget, at ubådene kun vil være drevet af atomkraft og ikke udstyret med atomvåben, er også James Bhagwan, generalsekretær for Pacific Conference of Churches, skeptisk.
”Havet påvirker vores liv […] Vi forsyner hele verden med fisk. Så hvis noget går galt med en ubåd og dens atomaffald ender i vores hav, vil det allerede være for meget,” siger han til Radio New Zealand.
Ønsket om en atomfri region er selve kernen af stillehavsnationalisme, siger han og sætter spørgsmålstegn ved, om Australien handler med de øvrige af regionens nationers bedste for øje.
Geopolitiske spændinger
Kiribatis præsident, Taneti Maamau, kalder aftalen en uvelkommen overraskelse. Til Australian Broadcasting Company, ABC, siger han, at han ikke føler sig respekteret og undrer sig over, at hans nation ikke er blevet hverken hørt eller inviteret til at deltage i alliancen. Aftalen kan bringe hele regionen i fare, siger præsidenten, der frygter, at den kan optrappe en større konflikt.
“Regionen er ved at blive et meget overfyldt sted,” siger Maamau. Det er vigtigt, at “opbygge relationer af gensidig tillid”, men lige nu er tilliden forsvundet, vurderer han.
AUKUS-alliancen er blevet fremlagt som en sikkerhedsaftale, der skal gøre de tre nationer i stand til at imødegå trusler og sikre ”fred og stabilitet” i området på længere sigt, som det hed til lanceringen.
Stillehavsregionen er præget af geopolitiske spændinger, da regionens beliggenhed gør den til en strategisk brik i rivaliseringen mellem Kina og Vesten.
Relationerne mellem Beijing og Canberra er dårlige, og Australiens status i Stillehavsregionen udfordres i stigende grad af Kina. Annonceringen af AUKUS-pagten har da også fået en række kommentarer med på vejen fra Riget i midten, skriver ABC.
Kinas udenrigsminister, Wang Yi, har kaldt alliancen for en skjult trussel for den regionale fred, stabilitet såvel som for den internationale orden, mens udenrigsministeriets talsperson har stillet spørgsmål ved, om Australien overhovedet har i sinde at arbejde for at forbedre de to landes forhold:
”Kina gør sig sine egne overvejelser om, hvorvidt Australien er oprigtig i forhold til at ville forbedre og udvikle sin relation til Kina, eller om det siger én ting og gør noget andet i kulisserne, eller endda åbenlyst stikker [Kina] i ryggen.”
