Virginie Dembele. Husk navnet! Hun kan nemlig meget vel blive din nye verdensmusikalske favorit. Til årets Spot on Mali har hun vundet hæderen som det største talent og blev derfor inviteret til at optræde på sommerens Spotfestival i Aarhus.
Til Spot on Mali, der fejrede 10-årsjubilum med årets udgave den 12. og 13. januar i hovedstaden Bamako, var Dembele og hendes band et særdeles livligt bekendtskab.
Virginie Dembele begynder sin koncert med en intens, langsom blues, hvor tempoet efterhånden får lov at udvikle sig. De forskellige instrumenter bidrager med soloer og til tider uventede lyde og rytmer. På et tidspunkt slipper Dembele sit instrument og inviterer publikum op på scenen. Det bliver vildere og vildere til glæde for det taknemmelige dansegulv.
Både i musik og udtryk blander sangerinden det traditionsrige og moderne, som hun står der i sit kostume med lånte elementer fra den lokale festdragt. Hendes traditionelle strengeinstrument ngoni er monteret med en guitars hals og hoved, og sangene sammensmelter inspiration fra så forskellige genrer som kirkekor, blues og løssluppen stammedans.
Svært valg for dommerne
Det unikke musikalske blandingsprodukt og den medrivende optræden var nok til at imponere de danske musikprofessionelle, der havde til opgave at finde en værdig kunstner fra Spot on Mali til sommerens festival i Aarhus.
Tre andre talenter
Mama Jolies kraftfulde og næsten trodsige stemme passer godt til sangenes stærke budskaber om udfordringer i familielivet og aktuelle samfundsforhold.
Amy Camara skilte sig mest ud til festivalen, fordi hun spiller indiepop og synger på engelsk. Camara er født i Frankrig, men hendes familie stammer fra Mali, hvor hun har opholdt sig de seneste år for at finde en ny lyd, der passer til sin store stemme.
Fardo var oprindeligt DJ og lydteknikker, men fik lyst til at skabe sin egen musik. Så for seks år siden lærte han at spille guitar. Nu er han en energisk frontskikkelse i bandet Kore Yeleen, der turnerer i hele Vestafrika med deres unikke “tradi-moderne” musik.
“Der var et højt niveau blandt de optrædende på Spot On Mali 2024, så udvælgelseskomitéen havde et svært arbejde,” forklarer Camilla Dayyani, der sad med i komiteen
Dayyani er dansk musiker samt underviser og koordinator på det danske kulturprogram i Mali for Det Jyske Musikkonservatorium.
For komiteen handlede det først og fremmest om at finde en kunstner med høj musikalsk kvalitet. Men de vurderede også, om musikerne ville være i stand til at fange et bredere europæisk publikum.
De var også enige om, at band og musiker skulle være på et sted i karrieren, hvor de havde et solidt fundament og var klar til internationale turneer. En optræden på Spotfestivalen skulle gerne være mere end bare en enkelt god fest.
Musikken kaldte akademiker tilbage til rødderne
Virginie Dembele kommer fra den etniske gruppe bwa, der bor i fra den sydøstlige del af Mali og det centrale Burkina Faso. Bwa-samfundet tæller i omegnen af 300.000 mennesker og er en af de mindre etniske grupper i Mali, men de har en unik kultur, og deres traditionelle musik buwa er blevet populær i landet.
Den energiske buwa-musik kom ud til et større publikum, da traditionelle tromme- og rytmeinstrumenter blev tilsat elektriske instrumenter og rykkede fra lokale fester til dansegulve. Særligt et instrument er vigtigt i buwa: balafonen. Den sprøde klang er helt fremme i lydbilledet og spiller både melodi og avancerede rytmer.
Dembeles far var gymnasielærer og dybt engageret i at bevare bwa-folkets særlige kultur og traditioner. Virginie blev opfostret med musikken, fra hun var helt lille, men spillede ikke selv.
I stedet blev hun uddannet i engelsk på universitetet i Bamako. Men derefter sneg musikken sig alligevel ind på hende. Hun begyndte at synge i et kirkekor og tog siden en sanguddannelse ved Fondation Passerelle, der er grundlagt af Malis musikalske verdensstjerne, Rokia Traore.
Efter hun i flere år har samarbejdet med andre musikere og sunget kor, er Dembele nu i gang med en solokarriere, hvor det musikalske fundament stammer fra bwa-kulturen.
I Mali er det stadig bemærkelsesværdigt at se en kvinde spille på et instrument. Særligt et strengeinstrument som en ngoni, der traditionelt har været forbundet med jægernes broderskaber.
Branchefestival vokser i betydning
Ligesom Spotfestivalen i Aarhus er Spot On Mali startet som en branchefestival for musikprofessionelle. Her forsøger nye talenter at overbevise lokale og internationale bookere, pladeselskaber og publikum om, at de er værdige til at efterfølge Malis musikalske sværvægtere som Salif Keita, Oumou Sangare, Mariam & Amadou og Tinariwen.
Spot on Mali er i mere end et årti løbet af stablen i et samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium, den danske ambassade i Mali og lokale organisationer. Igen i år foregik den udendørs ved Maison des Jeunes. Den gratis entré betød, at et meget blandet publikum fandt vej til festivalen ud over de inviterede musikprofessionelle.
Efterhånden er minifestivalen vokset i betydning for både musikere og publikum i Mali, siger en af medarrangørerne, den dansk-maliske musiker Moussa Diallo. Til årets festival modtog de ansøgninger om at optræde fra 50 håbefulde musikere.
“Spot on Mali er blevet et referencepunkt for Malis musikliv. Det er en vigtig platform for musikerne, som bruger festivalen til at fremme kendskabet til deres kunst både lokalt og internationalt,” siger Moussa Diallo.
I det store hele mener han, at niveauet er stigende for både festivalen og de håbefulde musikere, der gerne vil optræde på den.
“Nogle ansøgninger havde dårlig lydkvalitet, men generelt var der mange gode indsendelser,” siger han.
Kun otte talenter fik dog mulighed for at vise sig frem på festivalen med korte set på 20 minutter.
Feministisk superstjerne indtager scenen alligevel
Oumou Sangare er et af de etablerede navne på Malis musikalske stjernehimmel, som den nye generation kan se op til. Sangerinden er Malis bedste eksempel på, hvad musik kan føre til.
Historien om Oumou Sangare er fortællingen om en lille, fattig pige, som optrådte på ydmyge spillesteder sammen med sin alenemor. Som knoklede, udviklede sig og vovede at synge om tabuer i Malis konservative traditioner. Som blev opdaget og nu har en international karriere.
Siden har Sangare været et forbillede for Malis kvinder, fordi hun insisterer på, at de skal være selvstændige, også økonomisk. Hun har selv investeret i virksomheder og har blandt andet sit eget bilmærke med mottoet ”nye biler til afrikanerne”. Sangare er en kvinde, som befolkningen og magthaverne lytter til. Hun er alt det, mange kvindelige musikere drømmer om.
Til Spot on Mali stod Oumou Sangare på plakaten som anbefaler og kunstnerisk mæcen for årets festival. Men publikum var i tvivl, om hun virkelig ville optræde til et gratis arrangement. Især da rygterne sagde, at hun var syg.
Men Oumou insisterede. “At stå over for et publikum er den bedste medicin”, som superstjernen selv formulerede det fra scenen.
Publikums begejstring eksploderede derfor, da hun som en guldfugl trådte ind på Spot on Malis scene. Oumou Sangare var bogstavelig talt forgyldt – hendes tøj, smykker og makeup var i guld, selv neglene skinnede som lange, gyldne kløer.
En skov af mobiltelefoner filmede hende, nogle med ryggen til, så de havde dokumentation på, at de virkelig havde været i nærheden af divaen.
Hyldest til folkehelt er protest mod både Vesten og ekstremisme
Mindre kendt er reggaesangeren Babsy Toure. Med sit skulderlange rastahår ligner Toure prototypen på en afslappet rastafari. Men i Vestafrika bærer tilhængerne af sufi-islam også rastahår.
”Cheikh Ahmadou Bamba, Cheikh Ahmadou Bamba,” skrålede dansegulvet med, da Toure inviterede til dans med en vuggende reggaerytme.
Hans sang Cheikh Ahmadou Bamba hylder sufi-mesteren af samme navn, som levede fra 1853 til 1927. Bamba blev kendt som modstander af den franske kolonialisme i Vestafrika, men også som poet og som pacifist. Selvom han gjorde brug af ikke-voldelige protester, torturerede franskmændene ham og sendte ham i eksil.
Til sidst måtte de franske kolonister dog indse, at Cheikh Ahmadou Bambas indflydelse alligevel voksede. De lod ham slå sig ned i byen Touba i det nuværende Senegal, hvor han grundlagde et sufi-broderskab. Hans grav er i dag et pilgrimsmål for vestafrikanske sufier.
Sangen er en sofistikeret fuckfinger til den franske kolonialisme, som unge stadig oplever i Vestafrika. Men den indeholder også et budskab om ikke-voldelig modstand. Om poesi, kærlighed og åndelige værdier. På den måde bliver den en lige så opstrakt langefinger til de islamistiske ekstremister, som hærger det nordlige Mali, hvor Babsy Toure er født.
I 2012 besatte ekstremister hele det nordlige Mali og indførte streng sharia-lovgivning. Islamisterne foragtede sufierne, forfulgte dem og ødelagde deres hellige steder i Timbuktu. Ifølge Babsy hadede islamisterne alle. Ingen vidste, hvad de i virkeligheden ønskede.
Toures skæbne kunne nemt have slået nogle helt andre sving. Han er en af de unge, som kunne være blevet fristet af islamisternes penge, våben og veltalenhed. Heldigvis drømte Babsy Toure om musik.
Men det fortalte han ikke sin familie. I to år studerede han musik og sang, mens han holdt det hemmeligt for sin familie, fordi de var meget religiøse. Da hans mor fandt ud af, at han var begyndt som sanger, kunne hun intet gøre, for han var allerede godt i gang.
Hans musikalske karriere er stadig hårdt arbejde. Efter sin koncert på Spot On Mali skulle Toure videre til en natklub, hvor han spillede solo mellem midnat og klokken fire om morgenen.
Lise Blom er freelance-journalist og var inviteret med til Mali af Det Jyske Musikkonservatorium, der betalte for rejsen og opholdet, men ikke har haft redaktionel indflydelse på omtale af festivalen.
